Nero

Nero blev født i Antium syd for Rom. Han var søn af Gnaeus Domitius Ahenobarbus og Agrippina den Yngre, som var oldebarn af kejser Augustus. Neros far døde i januar 41, og hans mor giftede sig med den daværende kejser Claudius i 49, som derefter adopterede Nero som sin søn. Agrippina var Claudius’ fjerde kone, og han havde fået to sønner via sine tidligere ægteskaber.

Den ene af disse børn, Tiberius Claudius Drusus, var død i 20’erne e.v.t., men Britannicus, søn af Claudius’ tredje kone, Valeria Messalina, var stadig i live. Kilderne er enige om, at Agrippina arbejdede hårdt for, at Nero skulle blive arving til tronen, og dette bar frugt. Allerede i år 51 blev Nero æret af kejseren i en grad, som klart signalerede, at han var arving i stedet for Britannicus, og Nero blev også gift med Claudius’ datter, Claudia Octavia.

Da Claudius døde i 54, måske forgiftet af Agrippina, blev Nero kejser i en alder af kun 16 år med støtte fra prætorianergarden.

Kilderne er enige om, at Nero faktisk regerede på strålende vis i sine første år. Nero havde som tutor den stoiske filosof og retoriker Seneca, der også havde undervist Nero før hans tronbestigning, samt prætorianerpræfekten Sextus Afranius Burrus. Neros mor, Agrippina, spillede også en vigtig og magtfuld rolle i den tidlige del af Neros regeringstid.

Neros første tale til senatet, som var skrevet af Seneca, lovede senatorerne, at Nero ville regere med Augustus som forbillede, og han fordømte den overdrevne indflydelse, som Claudius’ forskellige ikke-senatoriske støtter havde haft under den tidligere regering. Nero positionerede sig således som en kejser, der viste respekt over for senatet.

Der opstod dog hurtigt problemer mellem Nero, som snart voksede sig mere selvstændig i rollen som kejser, og hans mor, der søgte magt gennem sin søn. Nero fjernede Pallas, en af Agrippinas favoritter, fra hans position i hoffet, og Agrippina reagerede ifølge historikeren Tacitus ved at true med at støtte Britannicus, Claudius’ anden søn, i at få tronen. Dette resulterede hurtigt i Britannicus’ død allerede i 55, med al sandsynlighed orkestreret af Nero og hans nærmeste støtter.

Agrippina modsatte sig også Neros affære med Poppaea Sabina, hvilket var medvirkende til, at Nero forsøgte at myrde sin mor i år 59. Kilderne beskriver detaljeret, hvordan Nero satte sin mor på et skib i Napolibugten, som var konstrueret således, at det kollapsede på åbent hav. Agrippina druknede dog ikke, men formåede at redde sig i land. Senere samme år blev hun myrdet i sin villa.

Dette blev starten på et skift i Neros regeringstid, og han blev mere selvstændig som kejser. Transformationen blev fuldendt i år 62: i dette år kom den første af de såkaldte maiestas-retssager i løbet af Neros regeringstid. Sådanne retssager omhandlede disrespekt over for kejseren af forskellig art, og straffen var oftest eksil eller død. Disse retssager var blevet brugt i stor stil under Tiberius, Caligula og Neros forgænger Claudius.

Det romerske kejserrige var unikt ved at være en konstellation, hvor kejseren præsenterede sig selv som en senator, først blandt ligemænd, snarere end en monark, og Nero havde i sin første tale (nævnt ovenfor) præsenteret sig som en kejser, der ville følge denne linje. Maiestas-retssager brød med denne konstellation, og signalerede en ny fase i Neros regeringstid.

Dette faldt også sammen med, at Burrus, en af Neros to mentorer, døde i år 62, hvilket ligeledes blev begyndelsen på enden for Senecas indflydelse. Sidstnævnte blev tvunget til at begå selvmord i 65 e.v.t. Nero havde nu gjort sig fri af sin mors og sine tutorers indflydelse, og han blev skilt fra Octavia og giftede sig nu med Poppaea, som allerede var gravid. Barnet, Claudia Augusta, blev født i januar 63, men døde fire måneder senere.

Nero følte sig også nu friere til at fokusere på sin lidenskab for teaterkunst og atletik efter den græske model. Disse interesser forekommer oprigtige, og Nero søgte da også at introducere dem til et romersk publikum.

Nero underholdt også selv: I 59 holdt han en festival, hvor han sang og spillede lyre, og dette gentog sig både i de græske byer og i selve Rom. Hans stemme var efter sigende ikke imponerende.

Nero skrev også poesi. Neros passion for kunst var ikke i sig selv problematisk, men det faktum, at han personligt underholdt, var chokerende og højst upassende for en kejser.

Neros regeringstid var ikke præget af krige, men der var dog krig mod Partherriget fra 58 til 63 over retten til at bestemme Armeniens hersker. Partherne var Roms ærkefjende i østen, og Armenien havde traditionelt været en stødpudestat og til tider et klientkongedømme. Neros generaler kæmpede en række kampe med både succes og nederlag.

Krigen endte uafgjort og med et kompromis: Den armenske konge skulle i fremtiden komme fra den parthiske kongefamilie, men herskeren skulle godkendes af den romerske kejser. Således rejste Armeniens konge, Tiridates, til Rom i 66, hvor han blev godkendt som hersker under en større ceremoni af Nero.

Den 19. juni år 64 om morgenen brød en brand ud, der hærgede det centrale Rom i ni dage. Nero spillede ikke lyre, mens Rom brændte, som det ellers ofte er blevet gengivet, men han udnyttede de enorme ødelæggelser til at bygge sig selv det gigantiske Domus Aurea, ”det Gyldne Hus” i det centrale Rom, hvor branden havde raseret. Nero skød skylden på de kristne, og brugte dem som syndebuk for branden.

Nero vedblev dog med at være populær i nogen grad i den almindelige befolkning, dels på grund af hans generøsitet med underholdning og uddelinger af mad, dels fordi den almindelige befolkning i mindre grad end eliten afskyede Neros utraditionelle opførsel, især som underholder. Nero konfiskerede også store mængder ejendomme for at sikre finanserne oven på hans enormt dyre byggeri af Domus Aurea, hvilket i høj grad gik ud over eliten.

I år 65 opstod der en sammensværgelse med det formål at myrde Nero og gøre Calpurnius Piso til kejser. Sammensværgelsen slog fejl, og en række af de sammensvorne blev henrettet. Herefter blev Nero i stigende grad paranoid og henrettede en lang række andre personer, som han anså som trusler, heriblandt sin tidligere lærer, Seneca. Samme år døde også Poppaea Sabina, Neros anden kone, og Nero giftede sig i stedet med Statilia Messalina.

I år 66 opstod der endnu en fejslagen sammensværgelse, og i marts 68 gjorde statholderen i Gallia Lugdunensis, Gaius Julius Vindex, oprør mod Nero, og opfordrede Galba, statholderen i Hispania Tarraconensis, til at støtte ham.

Galba lod sig udråbe som repræsentant for senatet og det romerske folk (Senatus populusque Romanus) og afviste dermed Neros autoritet som kejser. Vindex’ oprør blev knust af Lucius Verginius Rufus, statholder i Germania Superior, men lederen af prætorianergarden, C. Nymphidius Sabinus, erklærede sin støtte til Galba, og Senatet fulgte trop og erklærede Nero en offentlig fjende. Nero flygtede og begik herefter selvmord. Han døde efter sigende med disse ord: ”sikke en kunstner, der dør i mig!”

Neros død blev startskuddet på firekejseråret, der markerede enden på Roms første dynasti, julio-claudierne, og som endte med, at Vespasian grundlagde det flaviske kejserdynasti. Det var første gang siden 30 f.v.t., at Rom havde oplevet borgerkrig. Nero var forhadt af senatorerne, der sikrede, at han gik over i historien som en inkompetent kejser. Visse forsøg i forskningen er blevet gjort for at rehabilitere Nero, men uden at overbevise forskningsmiljøet som helhed, der stadig ser Nero som en overordnet problematisk kejser, der uklogt fulgte sine passioner uden at tage hensyn til Roms traditioner og kejserens legitimitet, og som derved mistede magten og livet.

• Romerrigets historie
• det julisk-claudiske dynasti
• majestas
• Seneca
• Poppaea Sabina
• firekejseråret