Ole Bang

Bang voksede op i en indflydelsesrig lægefamilie i København. Hans far, Frederik Ludvig Bang, var overmedicus på Frederiks Hospital og professor i medicin ved Københavns universitet. Hans ældre stedbror Ole Mynster (1772-1818) blev også professor og efterfulgte sin far som overmedicus. Bang fik sin ilddåb som medicinstuderende under Københavns bombardement i 1808, hvor han behandlede tilskadekomne, mens hjemmet i Kannikestræde brændte ned.

Ole Bang positionerede sig som en dominerende professor på det medicinske fakultet. I 1820 overtog han farens professorat, og i 1825 blev han overmedicus på Frederiks Hospital. Bang gjorde det obligatorisk for medicinstuderende at modtage undervisning ved sygesengen, kaldet "klinisk" undervisning, og udgav den første danske lærebog i patientundersøgelsen, Lægen ved Sygesengen (1829), som forklarede vigtigheden af en fysisk kropsundersøgelse. Dengang måtte lægen undertiden “trygle om tilladelsen” til at undersøge en blottet kropsdel hos kvindelige patienter.

I 1823 besøgte Bang stetoskopets opfinder René Laennec (1781-1826) i Paris. Efterfølgende holdt han foredrag i Det kongelige Medicinske Selskab om det nye ”Høre-Rør”, som koblede lyde fra brystkassen til lunge- og hjertesygdomme. Bang forsøgte sig med den nye teknik, som han aldrig blev rigtig god til og i stedet stimulerede sine yngre læger til at dyrke på hospitalet.

Bang var rektor for universitetet to gange og foreslog i 1829, at de to lægeuddannelser, medicin og kirurgi, skulle samles på universitetet. Det vakte modstand hos lærerne på Kirurgisk Akademi. De argumenterede for, at en praktisk begavet bondesøn, som ikke havde gået på latinskole, også skulle have mulighed for at uddanne sig til læge. Efter flere års politisk tovtrækkeri, hvor Bang udnyttede sin kontakt til Frederik 6., blev foreningen af de to lægeuddannelser besluttet ved kongelig resolution i 1838. I 1841 lukkede Kirurgisk Akademi og dets lærere overgik til universitetet.

Bang udgav i 1822 sit medicinske system, som i 24 latinske paragraffer forklarede menneskets sygdomme inden for en tankeramme, som var præget af højromantikken og oldtidens hippokratiske lægevidenskab. Sygdom var i første omgang en naturlig proces, der var styret af en immateriel urkraft i organismen kaldet vis medicatrix naturae, dvs. naturens lægende kraft. Kroppens selvhelbredende evner kom til syne, når den forkølede udskilte pus gennem næsen eller den febersyge var i bedring med en ”kritisk” sved. Lægens opgave drejede sig om at efterligne eller korrigere kroppens naturlige processer med et sveddrivende lægemiddel eller andre udtømmende behandlinger som kunstige brækninger eller åreladninger.

Bangs sygdomsidéer var gængse, men fortolkningen var højromantisk, når han i et medicinsk lærdomsdigt i 36 vers hyldede naturens lægende kraft som en urkraft. Den fandtes i naturen på linje med tyngdekraften eller den elektriske urkraft, som den naturvidenskabelige kollega H.C. Ørsted dyrkede.

Ved siden af sit virke på universitetet og på Frederiks Hospital opbyggede Bang en af de mest driftige lægepraksis i København. Som ung læge gik han rundt til sine patienter og måtte arbejde som distriktslæge for at supplere sine indtægter. Senere fik han hestevogn med kusk, og patienterne talte bl.a. teologen Søren Kierkegaard, skuespiller Johanne Luise Heiberg, billedhugger Bertel Thorvaldsen og dronning Caroline Amalie. Med sin store kliniske erfaring blev Bangs "geniale blik" i diagnostikken efterspurgt, når lægekolleger i hovedstaden havde svært ved at tolke et sygdomstilfælde. I 1844 sendte Christian 8. Bang med dampskib til Skt. Petersborg for at tilse den russiske zars datter, storfyrstinde Alexandra, som var gift med kongens nevø og led af tuberkulose.

Bang var en produktiv lejlighedsdigter, som rystede festsange og digte ud af ærmet ved jubilæer, universitetets årsfester og Christian 8.s kroning. Han kommenterede på myndighedernes restriktioner med en humoristisk ”Cholera-Sang”. Hans litterære ambitioner affødte dramaer og skønlitterære værker som fx versromanen Eva Homo (1851), der var en pendant til Frederik Paludan Müllers Adam Homo, om menneskets drifter og moral. Det faldt i barnebarnet Herman Bangs lod at gå til bogtrykkerne for at få udgivet manuskripterne, der mod betaling udkom under pseudonymer som Dr. Balfungo, Peter Rask og Ole Navnløs.

Bang blev fagligt marginaliseret i 1840’erne, hvor en ny generation af læger hentede inspiration i fransk lægevidenskab og dens dyrkelse af obduktioner, statistik og naturvidenskabelige metoder. Bang trak sig fra sin stilling som overmedicus på Frederiks Hospital i 1842 og blev i stedet direktør for Fødselsstiftelsen.

Han holdt stædigt fast i sit professorat på universitetet indtil 1874, hvor de studerende omsorgsfuldt arrangerede, at der altid var 10 studerende ved den 86-åriges sidste forelæsninger. På det tidspunkt blev Bang anset for ”gammeldags” og ”bremsende”, hvilket eftertiden har lagt vægt på. Men i første halvdel af sin karriere var han med til at udvikle dansk lægevidenskab og bidrog til at reformere og samle lægestudiet i Danmark.

• stetoskopi
• lægeuddannelse

• Skydsgaard, M. A. (2006). Ole Bang og en brydningstid i dansk medicin. Aarhus Universitetsforlag.