Origenes

I Alexandria modtog Origenes efter antik tradition en bred uddannelse i grammatik, retorik, naturlære og filosofi og prægedes især af den mellemste platonisme (se platonisme) og af stoicismen; hos Ammonios Sakkas blev han formentlig bekendt med platonismen.

Da hans far, Leonides, i 202 led martyrdøden, påbegyndte han sin virksomhed først som grammatiklærer og siden som Klemens af Alexandrias efterfølger i katekumenskolen, som han udvidede med en filosofihistorisk overbygning, den første af sin art.

Ca. 232 åbnede Origenes sin egen skole i Caesarea Maritima (det nuværende Horbat Qesari i Israel), og fra eleven Gregor (Gregorios Thaumaturgos) kender vi pensum: bl.a. aritmetik, geografi, astronomi, retorik og filosofihistorie, alle nødvendige kundskaber for en troværdig udlægning af de bibelske tekster.

Da Origenes lod sig præstevie under en rejse til Caesarea, udelukkede Alexandrias' biskop ham fra det alexandrinske kirkefællesskab på grund af tilsidesættelsen af biskoppens jurisdiktion samt en beskyldning om Origenes' selvkastration (foranlediget af en ordret tolkning af Matthæusevangeliet 19,12). Han bosatte sig i Caesarea og blev fængslet under kejser Decius' kristenforfølgelser 249-251; mærket heraf døde han i Tyrus.

Hovedparten af Origenes' omfattende forfattervirksomhed består af prædikener (homilier) og lærde bibelkommentarer, der alle er præget af den ordrette teksts allegoriske omtolkning til en moralsk eller åndelig betydning. Han etablerede med Hexapla en tekstkritisk bibel ved at sidestille fem forskellige bibeludgaver på hebraisk og græsk.

Det primære mål med den apologetiske afhandling Mod Kelsos (latin Contra Celsum) er, trods filosofiske overensstemmelser, en konfrontation med det hedenske dannelsesideal. Filosofiens mål er at nå til erkendelse af det guddommelige logos' opdragende og herved forløsende kraft.

Hovedværket, Om grundbegreberne (eller førsteprincipperne) (græsk Peri archon; latin De principiis), er det første forsøg på at fremstille en egentlig systematisk teologi som en kristen lære med en hellenistisk begrebslighed og tankestruktur.

Origenes' teologi byggede i vid udstrækning videre på tidligere logos-teologi. Gud er det højeste princip, hvorfra alt skabt har sin væren. Gud har skabt verden gennem sit Ord (på græsk logos), den guddommelige fornuft eller visdom, der i Kristus er blevet menneske for at genoprette skaberværket.

I Origenes' treenighedslære adskilles Helligånden fra Gud Faderen og Sønnen. Sønnen underordnes Faderen, idet Sønnen, som logos, fra evighed af dog er et billede på Gud. Menneskets præeksistente sjæl blev ved et ursyndefald bundet til jorden, men det guddommelige logos kan helliggøre sjælen gennem menneskets personlige dyd.

Origenes undgår sabellianismen, men fremhæver i bogen om førsteprincipperne samtidig det evige forhold mellem Faderen og Sønnen. Det hører til begrebet om Gud som Fader, at Gud må have en Søn. Sønnen er ikke blevet til i tiden, men hans fødsel er evig, uden for tiden. Dermed skitseres en tankegang, der bliver central i nikænsk teologi imod subordinationismen.

Det onde får i læren om apokatastasis ingen varig eksistens, men forstås privativt som fraværet af væren. Guds straffe har en opdragende funktion med frelsen som mål. De forskellige eksistensformer (de besjælede himmellegemer, englene, mennesket og sågar Djævelen) svarer til forskellige, faldende grader af nærhed til Gud. Hver enkelt eksistens' valgfrihed muliggør efter platonisk forbillede en bevægelse mellem eksistensrummene, således at tidens cykliske egenart muliggør flere perioder af fald og genoprettelse, inden alt til slut vil samles hos Gud.

Som andre samtidige teologer, især græske, anså Origenes ulidenskabelighed (på græsk apatheia) for et ideal for mennesket i dets bestræbelser på at ligne Gud. Alle tænkende væsener tager i nogen grad del i Guds logos, men kristne udgør et nyt folk, der igennem Kristus lever i overensstemmelse med Guds universelle lov.

Origenes' teologi fik en afgørende betydning for de trinitariske diskussioner i 300-tallet, hvor både fortalerne for og modstanderne af nikænsk ortodoksi kunne trække på hans tankegods. På den ene side kunne læren om Sønnens evige fødsel fra Faderen bruges som argument for Sønnens guddommelighed på linje med Faderens. På den anden side kunne de subordinationistiske tendenser hos Origenes bruges som argument for, at Faderen og Sønnen ikke kunne have det samme væsen.

Med sin allegoriske bibelfortolkning og platoniske kristendom prægede Origenes, som en af oldkirkens vigtigste teologer sammen med Augustin, den teologiske debat, også efter den romerske kejser Justinian 1.s fordømmelse i 543.

Origenes' kristendomssyn genfindes tydeligt i 1400-tallet hos renæssancefilosoffen Pico della Mirandola, ligesom hans tanker fik betydning for Cambridge-platonismen i 1600-tallet. Læren om apokatastasis og alles frelse er blevet genoptaget i nyere teologi.

Kirkefaderen Origenes er undertiden blevet forvekslet med en lidt yngre, nyplatonisk filosof af samme navn.

• origenisme
• den alexandrinske skole