Origenes' teologi byggede i vid udstrækning videre på tidligere logos-teologi. Gud er det højeste princip, hvorfra alt skabt har sin væren. Gud har skabt verden gennem sit Ord (på græsk logos), den guddommelige fornuft eller visdom, der i Kristus er blevet menneske for at genoprette skaberværket.
I Origenes' treenighedslære adskilles Helligånden fra Gud Faderen og Sønnen. Sønnen underordnes Faderen, idet Sønnen, som logos, fra evighed af dog er et billede på Gud. Menneskets præeksistente sjæl blev ved et ursyndefald bundet til jorden, men det guddommelige logos kan helliggøre sjælen gennem menneskets personlige dyd.
Origenes undgår sabellianismen, men fremhæver i bogen om førsteprincipperne samtidig det evige forhold mellem Faderen og Sønnen. Det hører til begrebet om Gud som Fader, at Gud må have en Søn. Sønnen er ikke blevet til i tiden, men hans fødsel er evig, uden for tiden. Dermed skitseres en tankegang, der bliver central i nikænsk teologi imod subordinationismen.
Det onde får i læren om apokatastasis ingen varig eksistens, men forstås privativt som fraværet af væren. Guds straffe har en opdragende funktion med frelsen som mål. De forskellige eksistensformer (de besjælede himmellegemer, englene, mennesket og sågar Djævelen) svarer til forskellige, faldende grader af nærhed til Gud. Hver enkelt eksistens' valgfrihed muliggør efter platonisk forbillede en bevægelse mellem eksistensrummene, således at tidens cykliske egenart muliggør flere perioder af fald og genoprettelse, inden alt til slut vil samles hos Gud.
Som andre samtidige teologer, især græske, anså Origenes ulidenskabelighed (på græsk apatheia) for et ideal for mennesket i dets bestræbelser på at ligne Gud. Alle tænkende væsener tager i nogen grad del i Guds logos, men kristne udgør et nyt folk, der igennem Kristus lever i overensstemmelse med Guds universelle lov.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.