Rojava

Den kurdiske befolkning i Syrien udgjorde før oprøret i 2011 ca. 2,2 millioner, hvilket var en relativ lille andel på ca. 10 procent af den samlede syriske befolkning.

Det kurdiske område i Syrien består især af flade landbrugsområder, dog mere kuperet mod vest i Afrin, som også kaldes Kurd Dagh, kurdisk for de kurdiske bjerge, hvor der dyrkes oliven.

Det syriske styre har siden selvstændigheden i 1946, og især under indflydelse af arabisk nationalisme fra midten af 1950’erne, ført en politik, som ikke anerkender kurdisk identitet. Resultatet har været et forbud mod kurdisk sprog og kultur.

Kurderne selv har ført en politisk kamp gennem forbudte kurdiske partier for øgede rettigheder og anerkendelse samt lovliggørelse af kurdisk identitet. Frem til oprøret i Syrien under det arabiske forår fravalgtes væbnet kamp. Nogle valgte i perioder at samarbejde med regimet. Først efter oprøret i 2011 blev kurdiske grupperinger mobiliseret militært.

Første gang kurderne for alvor mærkede det syriske regimes undertrykkelse, var i 1962, hvor 120.000 kurdere fra den nordøstlige del af Syrien blev nægtet statsborgerskab, fordi de ifølge regimet ikke kunne dokumentere lovligt ophold i landet. Det anslås, at antallet udgjorde 20 procent af den daværende kurdiske befolkning.

Den reelle grund var, at det syriske styre ønskede at kontrollere tilbageleveringen af landområder efter opløsningen af Den Forenede Arabiske Republik, så magtfordelingen ikke tippede til fordel for kurdiske landejere. Det ønskede man dels for at undgå oprør, som man så blandt kurderne i Irak; dels for at have kontrol med opdyrkningen af det nordøstlige Syrien, som var blevet vigtig for at kunne brødføde hele landet. Endelig begyndte man også at finde olie i området. I stedet blev jord tildelt arabiske tilflyttere.

Antallet af kurdere i Syrien uden statsborgerskab var i 2011 vokset til 300.000 mennesker. Mangel på statsborgerskab betød begrænsede uddannelsesmuligheder og udelukkelse fra køb af ejendom og fra at indgå ægteskab.

I 1957 blev Kurdistans Demokratiske Parti i Syrien (KDPS) grundlagt som det første kurdiske politiske parti i landet. KDPS var et søsterparti til Kurdistans Demokratiske Parti (KDP), der blev grundlagt i Irak i 1946. KDPS er gennem årene splintret i mange nye partier. I 2012 kunne 17 ud af 20 kurdiske partier i Syrien spore deres rødder tilbage til KDPS. Fælles for dem alle er kampen for anerkendelse af kurdisk identitet og rettigheder, og ultimativt er målet et selvstændigt Kurdistan.

I 2012 samledes mange af partierne igen under Kurdistan National Council (KNC) (på kurdisk ENKS) på initiativ af Masoud Barzani (født 1946) i Erbil. Målet var at få større politisk gennemslagskraft både i forhold til fx styret i Damaskus og i Tyrkiet og i forhold til den anden store kurdiske gruppering i Rojava, det Kurdiske Enhedsparti (PYD).

Samtidig med undertrykkelse af den kurdiske befolkning i Syrien gav Hafiz al-Assad, som tog magten i 1970, husly til kurdiske politikere fra nabolandene, som regimet kunne udnytte som stedfortrædere i magtkampe med nabolandene Irak og Tyrkiet. Således opholdt blandt andet Jalal Talabani fra Kurdistans Patriotiske Union (PUK) sig i Damaskus i 1970’erne; fra 1980’erne tog Abdullah Öcalan, PKK’s leder, ophold i Syrien, mens PKK førte væbnet kamp mod den tyrkiske stat.

PKK appellerede især til den yngre del af den kurdiske befolkning i Syrien, og flere lod sig hverve til den væbnede kamp i Tyrkiet. Omkring 7.000 unge kurdere fra Syrien forsvandt i løbet af 1980’erne og menes døde i kamp for PKK. PKK begyndte også at mobilisere til offentlige fejringer af Newroz, det kurdiske nytår den 21. marts. Dette var forbudt og blev dermed en politisk markering.

I 1998 indgik Syrien og Tyrkiet en aftale, som ud over at omhandle vandressourcer også indebar, at Abdullah Öcalan og alle PKK-medlemmer skulle forlade Syrien.

I 2003 dannedes PYD som et syrisk søsterparti til PKK. Ligesom PKK anerkender PYD demokratisk konføderalisme som sit ideologiske grundlag og Abdullah Öcalan som ideologisk leder.

I 2004 brød en opstand ud i de kurdiske områder. Opstanden varede i 12 dage og kostede 43 kurdere livet, hundreder blev såret og 2.500 anholdt. Den umiddelbare anledning var en fodboldkamp, som Qamishlo’s fodboldhold spillede hjemme mod gæsterne fra Deir al-Zor (i den arabiske del af Syrien).

Under kampen udbrød der tumult, hvor tilhængerne af Deir al-Zor efter sigende skal have vist billeder af Saddam Hussein (som var ansvarlig for folkedrab på kurdere i Irak i 1980’erne) og sunget smædesange mod de kurdiske ledere i Irak. Kurderne skal tilsvarende have hyldet George W. Bush (der året før havde indledt Irakkrigen, hvor USA invaderede Irak og afsatte Saddam Hussein).

PYD var hurtig til at udfylde magttomrummet efter de syriske styrker, idet partiet som det eneste havde etableret militser, nemlig YPG (Folkets Forsvarsenheder, etableret i 2004) og YPJ (Kvindernes Forsvarsenheder, etableret i 2012). Således kunne YPG og YPJ sætte sig på magten i de tre kurdiske områder Afrin, Kobane og Jazira. De tre områder blev herefter udråbt til kantoner i det selvstyrende område, som blev kendt som Rojava.

I 2014 formaliseredes Rojavas de facto autonomi med forfatningen Den Sociale Kontrakt, som er baseret på princippet om demokratisk konføderalisme udviklet af Abdullah Öcalan. Tilhængerne fremhæver den demokratiske revolution i Rojava med sit sekulære grundlag og ligestilling mellem køn og etniske og politiske grupperinger; de har mange støtter på venstrefløjen i Europa og USA.

Styret kritiseres dog også for at undertrykke oppositioner og for politisk ensretning. Blandt kritikerne er fx partiet Kurdistan National Council, hvis ledere i lange perioder har opholdt sig i eksil i Kurdistan i Irak.

Samtidig med at kurderne slog deres magt fast internt, kæmpede de også militært mod andre militser i den syriske borgerkrig for at fastholde magten i Rojava. Den militære kamp eskalerede, og i efteråret 2014 var Kobane omringet af Islamisk Stats krigere.

YPG og YPJ fik brudt belejringen ikke mindst med støtte fra den amerikansk-ledede internationale koalition mod Islamisk Stat, som med fly bombede Islamisk Stats stillinger. Koalitionen, som også Danmark deltog i, var netop blevet etableret efter Islamisk Stats erobringer i Irak hen over sommeren 2014, hvor staten var truet af kollaps.

Kobane markerede et vendepunkt for Islamisk Stats erobringer, og for kurderne blev kampen om byen til et symbol på kampvilje og forsvar for sekularisme mod religiøs undertrykkelse. Udsagnet Save Kobane blev spredt globalt på sociale medier.

Forsvaret af Kobane mundede ud i et mere formelt samarbejde mellem de kurdiske styrker og koalitionen. For at fremme den proces, etableredes Syrian Democratic Forces (SDF), som ikke kun indeholdt kurdiske styrker, men også bl.a. arabiske og assyriske. Kurdiske soldater fra YPG og YPJ udgjorde dog kernen og ikke mindst ledelsen af SDF med Mazloum Abdi (født 1967) som øverstkommanderende.

Etableringen af Syrian Democratic Forces skete i høj grad for at imødekomme amerikanerne, som ikke ville provokere Tyrkiet ved eksplicit at samarbejde med kurdiske styrker tæt på PKK. USA’s støtte bestod både af våben og militært udstyr og af udstationering af op mod 2.000 soldater og specialstyrker i Syrien. Samtidig nedsattes Syrian Democratic Council (SDC) som politisk beslutningsorgan, og det autonome område fik den formelle betegnelse The Autonomous Administration of Northern and Eastern Syria (AANES) i stedet for Rojava.

I 2016 påbegyndtes kampen om Raqqa, en syrisk by ved Eufratfloden, som var Islamisk Stats hovedstad. Dermed indledtes også SDF’s erobring af områder med arabisk majoritet. For at styrke det lokale selvstyre blev der nedsat lokale råd (kaldet military councils) i de erobrede områder. I 2017 blev Raqqa indtaget, og i marts 2019 blev de sidste Islamisk Stat-krigere nedkæmpet på grænsen til Irak.

Syrian Democratic Forces kontrollerede da et område på omkring en tredjedel af Syriens territorium med støtte fra amerikanske styrker.

Siden da har Syrian Democratic Forces haft kontrol med tilfangetagne Islamisk Stat-krigere, ikke mindst i lejren Al-Hol, hvor op imod i alt 60.000 har været interneret, herunder kvinder og børn.

Syrian Democratic Forces har fra starten formelt udtrykt sin opbakning til det nye styre. Den 10. marts 2025 indgik Mazloum Abdi, SDF’s leder, og al-Shara’a en aftale, som anerkender den kurdiske befolkning som en del af Syrien. Parterne enedes om inden årets udgang at afslutte de videre forhandlinger. Disse forhandlinger drejede sig om, hvordan civile og militære institutioner i den nordlige og østlige del af Syrien skulle indgå i den syriske stat. Derudover enedes de om en våbenhvile for at stoppe de militære kampe, som fandt sted langs grænsen mellem SDF og de syriske styrker.

Der er dog tydeligvis store modsætninger mellem Syrian Democratic Forces på den ene side, som ønsker en føderal stat med autonomi for den nordlige og østlige del af Syrien, og Shara’a på den anden side og med ham majoriteten af den arabiske befolkning, hvis vision er et forenet Syrien.

Parterne forhandlede gennem hele 2025, men kunne ikke nå en aftale. Det skyldtes ikke blot deres forskellige politiske visioner, men også at parterne havde en grundlæggende mistillid til hinanden. Shara’a var desuden presset af Tyrkiet, som ikke vil acceptere kurdisk autonomi: styret frygter, at det ville opildne den kurdiske befolkning i Tyrkiet til oprør.

Samtidig har Mazloum Abdi søgt opbakning blandt kurderne i Irak. Helt ekstraordinært deltog han i en sikkerhedspolitisk konference arrangeret af Kurdistan Demokratiske Partis ledere, som Syrian Democratic Forces ellers har stået i et historisk modsætningsforhold til.

Det har dog været afgørende, at USA ikke længere vil holde hånden under Syrian Democratic Forces og i stedet satser på Shara’a som den, der kan skabe stabilitet i Syrien.

I starten af januar 2026 angreb de syriske regeringsstyrker Syrian Democratic Forces. De arabiske krigere i SDF faldt fra og afslørede de arabiske stammers manglende opbakning til SDF og The Autonomous Administration of Northern and Eastern Syria (AANES), da valget stod mellem SDF og den syriske regeringshær. Da SDF trak sig tilbage, indtog de syriske regeringsstyrker de berygtede lejre al-Hol og al-Roj og kontrollerer dem nu sammen med FN. Ved udgangen af januar 2026 var SDF presset tilbage til de kurdiske områder i Jazira og omkring Kobane.

Den 30. januar indgik SDF og det syriske styre en våbenhvile. Derudover indgik parterne en aftale om integration af SDF i det syriske militær. Ifølge aftalen skal der etableres en division bestående af tre kurdiske brigader, mens en nyligt etableret Kobane-brigade vil indgå i en syrisk division under Aleppo-guvernementet. Desuden vil AANES’ civile institutioner blive fuldt integreret, dog vil civilt ansatte beholde deres position. Endelig sikrer aftalen civile og uddannelsesmæssige rettigheder for kurderne og garanterer flygtninges tilbagevenden.

Det er stadig meget uklart, hvordan aftalen skal implementeres i praksis og hvilke konsekvenser det vil få for kurderne i Rojava på længere sigt.