SPS, superprotonsynkrotron, er en cirkulær accelerator med en omkreds på ca. 6 km beliggende på CERN ved Genève. Maskinen der blev taget i brug 1976 har først fungeret som partikelaccelerator for protoner op til en energi på 450 GeV samt for ioner af svovl (S).
I 1980'erne blev SPS benyttet som kollisionsring for protoner og antiprotoner; det var under denne funktion, at W- og Z-partiklerne, bærerne af den svage vekselvirkning, blev opdaget (se elementarpartikler). Carlo Rubbia og Simon van der Meer fik nobelprisen i fysik i 1984 for opdagelsen af disse elementarpartikler, der er formidlerne af den elektrosvage vekselvirkning.
I dag bruges SPS som injektor til elektronkollisionsringen LEP og til acceleration af 37 TeV blyioner der anvendes ved en række eksperimenter hvor der skydes på faste targets.
Siden 2020 har SPS fungeret som injektor for porter og tungere ioner til CERNs 27km lange underjordiske Large Hadron Collider, LHC.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.