Efter den første films enorme succes blev det klart, at der var et kæmpe marked for flere Star Wars-fortællinger — ikke kun på film, men også i romaner, tegneserier, videospil og endda legetøj. Helt fra begyndelsen afgav Lucas en stor del af sin løn som instruktør for at få alle rettigheder til Star Wars-merchandise. Star Wars-fænomenet er dermed bundet lige så meget til alle de andre værker, som det er til filmene. Filmene er klart de mest populære, men alle de andre værker og merchandise har været med til at fastholde fans i perioden 1983 til 1999, hvor ingen nye (biograf)film udkom.
I årene 1977 til 2014 udkom der en lang række nye Star Wars-fortællinger, som ikke direkte hører til Skywalker-sagaen. De vigtigste sekundære værker er bl.a. Marvels tegneserier, som løb fra 1977-1987, både med tegneserieversioner af alle tre film, men også nye fortællinger, med Luke og andre kendte karakterer.
Ligeledes var der roman-versioner af alle tre film, men de vigtigste Star Wars-romaner er Heir to the Empire-trilogien, ofte kaldet Thrawn-trilogien pga hovedskurken Grand Admiral Thrawn, skrevet af Timothy Zahn fra 1991 til 1993. Trilogien vækkede ny interesse for Star Wars og var medvirkende til, at Lucas valgte at genoptage filmserien, hvilket ledte til prequel-trilogien.
Et andet vigtigt værk, som Zahn fik som baggrundsmateriale til at skrive trilogien, var West End Games’ bordrollespil Star Wars: The Roleplaying Game. West End Games udgav spilbøger fra 1987 til 1999 og nåede at udgive mere end 50 bøger. Siden har andre spilfirmaer udgivet materiale, men aldrig nået samme kanoniske status.
Lucasfilms lavede et par tv-film — Star Wars Holiday Special, Caravan of Courage: An Ewok Adventure og Ewoks: The Battle for Endor — som aldrig blev succeser. Ligeledes er de animerede serier Droids og Ewoks hurtigt blevet glemt. The Clone Wars fra 2003 og frem anses for at være vigtige bidrag til det overordnede Star Wars univers.
Især Star Wars Jedi Knight-spilserien regnes for central af alle de forskellige spilversioner indenfor Star Wars-universet.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.