Suva er hovedstaden i Fiji, øgruppestaten i det vestlige Stillehav. Byen har ca. 100.000 indb. (2025), og med satellitbyer 185.000.
Suva ligger på sydøstkysten af hovedøen Viti Levu og er kulturelt, økonomisk og politisk centrum for en stor del af denne region af Stillehavet. Byen huser flere stillehavssamarbejdsorganisationer og University of the South Pacific, der er et fælles uddannelses- og forskningscenter for en lang række små lande og territorier. Universitetet tiltrækker studerende fra alle hjørner af Oceanien.
Suva har højhuse, livlig trafik, restaurations- og natteliv og er klart den mest kosmopolitiske by i regionen. Den rummer også en betydelig del af Fijis letindustri.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.