Tallinn

Helligåndskirken blev påbegyndt omkring 1300. Her ses Bernt Notkes berømte altertavle (ca. 1485). I middelalderen var bygningen et helligåndshus, efter reformationen blev kirken indrettet til brug for den estisksprogede lutherske menighed. Samtidig tjente den som kapel for byrådet.

På estisk kaldes kirken nu for Püha Vaimu kirik, men tidligere hed den Helliste kirik efter tysk Heiligengeistkirche og med samme endelse som de estiske navne for Nikolajkirken og Olaikirken.

Indtil 1772, da Katarina 2. den Store foreskrev, at alle begravelser skulle foregå på kirkegårde langt udenfor byerne, blev lig bisat under Helligåndskirkens gulv som ved alle andre kirker. De fleste synlige begravelsesmonumenter i kirken minder om tyskere, der ikke var medlemmer af menigheden. Begravelsespladser blev handlet som fast egendom, og da priserne ikke kunne betales af den estiske menigheds medlemmer, gik pladserne til mere velstående købere fra de tyske menigheder.

Sankt Nikolaj Kirke (Niguliste kirik) blev påbegyndt i midten af 1200-tallet og er blevet om- og tilbygget i de følgende århundreder. Indtil 2. Verdenskrig husede den en tysksproget menighed.

Kirken blev bombet i 1944, men blev restaureret fra 1953 til 1984. Sidenhen har den tjent som museum for kirkelig kunst. Her vises bl.a. Bernt Notkes Dødedans, mesterens replik fra ca. 1500 af Døden fra Lübeck.

Sankt Olai Kirke omtales for første gang i 1267. Den er opkaldt efter Olav den Hellige. Olai er genitiv til Olaus, den latinske form for Olav; på estisk hedder kirken Oleviste kirik.

I århundredernes løb har kirken lidt mange brandskader, senest i 1931. Derfor ses i kirken ikke meget gammelt inventar. Indtil 2. Verdenskrig var kirken en tysksproget luthersk kirke. Siden 1950 holdes her baptistiske gudstjenester på estisk.

Kirkens 124 meter høje tårn tjente tidligere som sømærke. Det fortælles gerne, at tårnet inden branden i 1625 havde været meget højere og til og med verdens højeste bygning, men det beror på en misforståelse. Ved bygningsarbejder i 1778 fandt man en skrivelse fra en tidligere renovering i 1651 med oplysningen, at siden 1625 var tårnet kun 74 favn høj mod tidligere 84.

I 1778 brugte man i Tallinn den russiske favn, der svarer til 2,13 m. Efter dette mål ville tårnet have været 179 m højt. I 1600-tallet hørte Tallinn dog til det svenske rige. En svensk favn på 1,78 m ville give et 150 m højt tårn. Tallinn derimod brugte sin egen favn, og den var kun 1,60 m lang, således at der kun bliver 134 m til Olaikirkens tårn – hvis oplysningen i skrivelsen fra 1651 ellers var korrekt.

De få billeder, som findes fra tårnets tidlige historie, er naturligvis ikke målfaste, men de tyder på, at tårnet altid har været omtrent så højt som i dag. Det er i hvert fald et pænt stykke højere end Danmarks højeste kirketårn ved Århus Domkirke (96 m) og ligeledes højere end Christiansborgs tårn (106 m).

Mellem Dombjerget og den nedre by, i nærheden af Nikolajkirken, ligger Den Danske Konges Have (Taani kuninga aed, hovedindgang fra Lühike jalg), der nu udpeges som det sted, hvor Dannebrog angiveligt faldt ned fra himlen i 1219 under slaget ved Lyndanise. Det er ukendt, hvor præcis Lyndanise lå. Indtil 1800-tallet blev begivenheden snarere stedfæstet til Viljandi i 1208 eller til Valmiera i 1219.

Haven har været ubebygget i århundreder. I 1930'erne kaldtes stedet for Kongens Have, og her tænktes snarere på den svenske konge. Tidligere havde haven været kendt under skiftende ejeres navne. Det nuværende navn blev givet i 1990'erne. Dette succesfulde fremstød i markedsføring af Tallinn er det seneste motiv, der er blevet tilføjet legenden om Dannebrog.

Umiddelbart vest for Den Danske Konges Have ligger Den Danske Dronnings Rosenhave (Taani Kuninganna Roosiaed). Den blev skabt til dronning Margrethes besøg i 2019, hvor man fejrede 800-års jubilæet for Dannebrogs angivelige fødsel i Den Danske Konges Have. Det Danske Kulturinstitut i Tallinn og det Dansk-Estiske Handelskammer havde foræret byen 800 røde og hvide roser til formålet. Denne nyskabelse synes endnu ikke at være blevet indarbejdet i legenden om Dannebrog.

Mellem færgehavnen og den gamle by ligger et område, der siden begyndelsen af 2000-tallet kaldes for Rotermann-kvarteret (Rotermanni kvartal). Der er tale om et gammelt industriområde med bygninger fra anden halvdel af 1800-tallet og første halvdel af 1900-tallet. Det vigtigste firma i området var Rotermanns Fabrikker, grundlagt i 1829 af Christian Abraham Rotermann (1801–1870) som et handelshus. I tidens løb rejstes mange bygninger, som regel opført i den for Tallinn typiske kalksten: stivelsefabrik, savværk, spritbrænderi, saltlager, kornlager, brødfabrik m.m.

Under den sovjetiske besættelse blev virksomhederne overført til statseje. En del af fabrikkerne fortsatte deres produktion, bl.a. brødfabrikken, men til sidst begyndte området at forfalde. Der var planer om at rive det hele og erstatte det med en meget bred fodgængerboulevard. Flere arkitekter lykkedes med at forhindre planernes vedtagelse. Det forfaldne sceneri dannede kulisserne i Andrej Tarkovskijs film Stalker (1979, Vandringsmanden).

Efter Estlands fornyede uafhængighed er de bygninger, som endnu kunne reddes, blevet restaureret. Nu huser fx saltlageret Estlands Arkitekturmuseum, men der findes også arkitekttegnede nybygninger, tildels som tilbygninger til de gamle huse. Med caféer, butikker og gallerier tiltrækker Rotermann-kvarteret mange besøgende.

Øst for centrum ud mod Tallinns red findes bydelen Kadriorg, opkaldt efter barokslottet Katharinenthal (Kadri svarer til ‘Katharina’, org betyder ‘dal’), bygget fra 1720 til 1729 efter zar Peter 1. den Stores befaling og opkaldt efter dennes hustru. Slottet huser i dag et kunstmuseum. I slotsparken ligger Estlands præsidents residens, en bygning fra 1937 i nybarok stil. I Kadriorg ligger også den store tribune til sangfestivalerne (1960).

Videre mod nordøst følger bydelen Pirita (på tysk Birgitten, heraf det estiske navn) med ruinen af et birgittinerkloster og en populær badestrand. Her afholdtes i 1980 de Olympiske Lege i seglsport.