Theoderik den Store, ca. 456-526, ostrogotisk konge fra ca. 470; tilhørte amalerslægten. Theoderik var født i det nuv. Ungarn, men opholdt sig som yngre ti år i Konstantinopel. Han blev i 481 magister militum og i 484 konsul. I 489 drog han til Italien for at kæmpe om magten med Odoaker, som han lod myrde i 493. Hans erobring blev i 497 anerkendt af kejseren. Theoderik indrettede sit styre over Italien i samarbejde med den romerske befolkning og Senatet, skønt han som arianer stod i et vist modsætningsforhold til den katolske befolkning. Denne periode af indre fred blev en sidste blomstringstid for den romerske kultur. Gennem sin ægteskabspolitik blev han den ledende konge i Vesteuropa, idet han knyttede forbund med flere riger; selv var han gift med frankerkongen Chlodovechs søster. Da Visigoterriget blev besejret af frankerne, overtog han reelt også styret af Spanien. Hans eftermæle skæmmes af, at han i slutningen af sin regeringstid lod filosoffen Boëthius og politikeren Symmachus henrette for højforræderi. Theoderik indgik senere i middelalderen i sagnkredsen om Didrik fra Bern.