Albuen er forbindelsen mellem over- og underarm. Det spidse fremspring på albuens bagside sidder på albuebenet (ulna) og kaldes olecranon.

Faktaboks

Også kendt som

cubitus

Albueleddet kan udføre bøje- og strækkebevægelser (flexion-extension) i hængselleddet mellem overarmsbenet (humerus) og de to knogler i underarmen, spolebenet (radius) og albuebenet. Rotationsbevægelser af underarmen (supination-pronation) sker i en drejeledsforbindelse mellem spoleben og albueben. Omdrejningsakserne for disse bevægelser fastholdes af to sæt ledbånd.

Underarmen danner normalt en lateral åben vinkel med overarmen, bærevinklen. Det betyder at hånden ved let udadroteret overarm og strakt albueled er drejet lidt væk fra underekstremiten, hvorfor fx en byrde som en bærepose ikke støder på underbenets svingfase. Dette er oftest mere udtalt hos kvinder end hos mænd.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig