bhakti

Troen på en personlig gud kan nu og da spores i upanishaderne, men læren om bhakti som en vej til frelse (bhakti-marga) kommer for første gang til udtryk i den religiøse litteratur i Bhagavadgita.

Her står det i modsætning til tidligere anerkendte metoder, hvorved man kunne opnå frelse ved rituelle handlinger (karma-marga) eller erkendelse (jnana-marga). De vediske ritualer var ikke tilladt for alle, og de abstrakte spekulationer har kun været for et intellektuelt mindretal.

Bhaktilæren vandt stor udbredelse. Den er enkel, og den er for alle: "Den, der udfører sine handlinger for min skyld; den, for hvem jeg er det højeste; den, der elsker mig, fri for nogen anden tilknytning; den, der er venlig over for alle væsener, han kommer til mig" (Bhagavadgita 11.55).

Bhaktilærens videre udvikling genspejler sig i puranalitteraturen og i mange sekteriske værker. Vishnu, Shiva og gudinden Durga eller Kali er genstand for bhaktitilbedelse, men det er især imod Vishnus jordiske fremtrædelsesformer, Rama og Krishna (se avatara), at bhaktidyrkelsen er rettet.

Bhaktibevægelsen har været inspirationskilde til de mest storslåede frembringelser i indisk digtning. Et yndet billede på tilbederens forhold til guden er hyrdepigen Radhas længsel efter sin elskede Krishna.

• hinduisme