Blegsand er et sandet, gråt til hvidt jordlag, der ligger under et mørkt, overfladisk lag rig på nedbrudt organisk stof.
Laget er opstået, ved at nedsivende vand har fjernet jern(III)- og aluminium-oxihydroxider samt vandopløselige organiske stoffer fra det humusholdige lag og fra blegsandet; et fænomen, som kaldes nedvaskning. Tilbage er kun de modstandsdygtige kvartskorn, der giver sandet en karakteristisk afbleget, grålig farve.
Blegsand findes typisk i podsoljorder oven over en spodisk horisont (allaget), der er beriget med netop disse nedvaskede stoffer. I jordbundslæren er blegsandslaget en sandet E-horisont (eluvial horisont).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.