faderskab

Det er evnen til seksuel reproduktion, der sikrer artens overlevelse; men mænd er derudover evolutionært forberedt på faderskabet. Antropologisk forskning forsøger her at komme tilbage til faderskabets forhistoriske oprindelse ved at studere eksisterende jæger-samler-samfund med lav grad af hierarkisk opbygning. I forskningen er argumentationen, at nutidige jæger-samler-samfunds livsstil på mange måder ligner tidligere tiders samfund, hvor ikke kun mænd og fædre var jægere, men også kvinder og mødre. Fædre var således ofte hjemme og involveret i deres børn.

Det vil altså sige, at når livssituationen nødvendiggør en meget nær far-barn-kontakt, udvikler samfundsstrukturen sig i den retning. Et eksempel er Akafolket (et nomadisk folk i Den Centralafrikanske Republik og i DR Congo), hvor fædre praktiserer mere børneomsorg, også til spædbørn, end fædre i noget andet nutidigt samfund.

Muligheden for nær tilknytning til afkommet er dermed i princippet ikke kun moderskabets privilegium. Det har givetvis forbedret artens muligheder for overlevelse. Samtidig har miljøet selekteret for de konstellationer af gener, der sensitiverer homo sapiens' mænd til at forstå og tolke fx et spædbarns signaler. Dette evolutionære grundlag ligger også i dag som et iboende potentiale i manden. Gennem tiderne har faderskabet dog antaget forskelligt indhold, afhængig af det omgivende livsmiljø.

I Vesten har det patriarkalske faderskab historisk set været dominerende. Det har sine historiske rødder i en samfunds- og familiestruktur, hvor manden var familiens overhoved med tilhørende magt og privilegier. Hans omsorgsforpligtelse over for sit afkom var begrænset, især når barnet var mindre. Faderskabets udtryk var rollen som den reserverede og fjerne forsørger, der kun greb ind, når det skønnedes nødvendigt. Han skulle respekteres og endog frygtes af sit afkom. Faderskabet praktiseredes i rollen som den strenge, men ’retfærdige’ opdrager.

Sidste halvdel af 1900-tallet har imidlertid været præget af store forandringer i samfund og familie, hvilket efterhånden underminerede grundlaget for det patriarkalske faderskab. Unge kvinder og mødre in spe kom ind på arbejdsmarkedet – en dramatisk stigning som tog fart gennem 1960’erne og 1970’erne. Kvinden fik dermed muligheden for selvforsørgelse. Dette svækkede det traditionelle magtforhold mellem kønnene og satte spørgsmålstegn ved mandens magt og prestige, grundlagt i forsørgerrollen.

Hertil kom opbrud i de faste kønsroller henimod mere jævnbyrdighed mellem kønnene i den moderne familie. I kølvandet af disse omvæltninger steg skilsmisserne markant. Dette betyder, at et faderskab oftere end før ikke kun behøver at omfatte egne biologiske børn. Som papfar eller bonusfar er det nu almindeligt at leve sammen med en ny partners børn.

Opbruddet i kønsrollerne muliggjorde en historisk mulighed for at praktisere nye former for faderskab. Dette har i dele af den vesterlandske kulturkreds, fx i Skandinavien, ført til begrebet ”det nye faderskab” – dvs. at flere mænd realiserer en nær og forpligtende relation til deres afkom. Det er også i den forbindelse, man taler om "det nye psykologiske faderskab". Dette fænomen er evident; fx er langt de fleste fædre med til fødslen, tager barselsorlov og er mere involveret i deres afkom, end deres egen far var.

Men selv om det patriarkalske samfund er afviklet med dets tvedelte kønsroller, vægtes faderskabets og moderskabets psykologi og praksis stadigvæk temmelig forskelligt. Selv om der er undtagelser, bærer kvinden stadigvæk mere af ansvaret og det praktiske arbejde end sin partner, og hun bruger mere mental energi på forældrerollen.

I fremtiden kan man forvente mere heterogene udformninger af faderskabet baseret på fx udvikling inden for undfangelsesteknologi, lovgivning, familieformer, arbejdsmarkedsforhold, samt hvad angår mænds egen psykologiske udvikling. Hvordan forældreansvaret fordeles er uvist.

Faderskabets sociale og psykologiske dimensioner, fx hvordan mænd i samværet med deres børn optræder som fædre, var længe helt ubelyst i forskningen. Før 1970’erne blev moderskabet og dermed moderens eksklusive betydning for børns opvækst, socialisering og udvikling taget for givet i både sociologi, socialpsykologi og udviklingspsykologi. Forskningen i fædre handlede dengang ensidigt om de eventuelle skadelige konsekvenser for barnet af faderfravær. Men i kølvandet på opbruddet i kønsrollerne blev det direkte forhold mellem fædre og deres børn for første gang observeret i den internationale forskning.

Resultaterne om det psykologiske faderskabs muligheder kan sammenfattes således:

1. Fædre er i princippet kompetente til at drage omsorg for deres afkom.
2. En far kan spille en fundamental rolle for sit barns udvikling helt fra barnets fødsel.
3. Faderen er ikke kun en stedfortrædermor. Fader-barn samværet indeholder sine egne unikke kvaliteter, fx den såkaldte rough-and-tumble-leg.
4. Menneskebarnet er fra fødslen evolutionært forberedt til at danne nære relationer til både en far og en mor (og andre) (se tilknytning).
5. Hvorvidt faderskabets potentialer realiseres eller ej, kommer helt an på, i hvor høj grad en fader involverer sig i samværet med barnet.

Et paradigmeskift i udforskningen af faderskabet er den epokegørende psykobiologiske tilgang. Den overskrider kløften mellem psyke og krop og undersøger i stedet, hvordan de dynamisk påvirker hinanden. Her forklares faktisk også faderskabets evolutionære grundlag i detaljer.

Et eksempel: De selvsamme epigenetiske processer, som aktiveres i mødres samvær med børn, sker også i fædre. Oxytocin – i daglig tale kaldt kærlighedshormonet – udløses i samme mængder i fædre som i mødre. Fx når de efter fødslen har hud-mod-hud-kontakt med babyen. Det betyder, at faderen udvikler en nær tilknytning til sit barn.

Samlet set indikerer resultaterne af forskningen i faderskabets psykobiologi dette: Ændringerne i mænds og fædres hormonsystem starter ikke indefra, men igangsættes i samværspraksis. Dvs. uden faderinvolvering ingen hormonelle ændringer, der faciliterer nær tilknytning til barnet. Hvorvidt dette potentiale realiseres eller ej, afhænger af faderskabets historiske og kulturelle udformning og den enkelte fader.

For at øge ligestillingen mellem kønnene, i både arbejds- og familieliv, er barselsorloven blevet øremærket. Dvs. at en far og en mor har ret til orlov, som ikke kan overdrages til den anden (se reglerne: barselsorlov). Hertil kommer en forældreorlov, som begge forældre har ret til. De kan vælge at holde den på forskellige tidspunkter eller sammen.

En vigtig idé bag lovgivningen er denne: Ændring af traditionelle kønsroller sker relativt langsomt, mens en ”take it or leave it”-lovgivning relativt hurtigt skaber adfærdsændringer.

Konsekvenserne for faderskabet af øremærket barsel og forældreorlov er da også betydelige. På få år er situationen den, at betydeligt flere fædre holder længere orlov (se eksternt link, nederst). Flere mænd har således fået mulighed for at realisere faderskabets potentialer. Dvs. de kan helt fra fødslen etablere en nær kontakt med barnet.

Det nye psykologiske faderskab ser ud til at spille en vigtig rolle: Langt de fleste fædre holder barslen, fordi de ønsker et nært forhold til deres barn. En gennemgående forhindring for fædrebarsel er økonomi.

Biologisk set kan kun én mand være far til et barn. Af hensyn til de vidtrækkende konsekvenser, der er knyttet til faderskab, findes der en række regler for, hvornår retsordenen anser en mand for at være far til et barn – det såkaldte juridiske faderskab. Det medfører bl.a., at faderen har forsørgelsespligt over for barnet, at der er arveretlige relationer mellem far og barn, og at faderen har mulighed for at få forældremyndighed eller samværsret til barnet.

En gift kvindes barn får automatisk status som ægtebarn. Der kan anlægges faderskabssag til ændring af denne status af ægtemanden, moderen, barnet eller en værge, der er beskikket for barnet.

• moderskab
• familie
• børn

• Analyse fra Danmarks statistik: Færre fædre holder færre end to ugers barsel