fransk

Grundlaget for ordforrådet i fransk er latin. Det keltiske substrat, der udgøres af gallernes sprog, har kun sat sig spor i form af enkelte ord som mouton 'får', oldfr. cervoise 'øl' og visse stednavne især med endelsen -on eller -un, fra gallisk -dun, kendt i den latiniserede form -dunum '(befæstet) sted', fx Lyon, Verdun; endelsen kendes også andre steder i Europa, jf. Londinium for London.

Større betydning for ordforrådet har det germanske sprog frankisk haft, jf. France 'Frankrig', der trådte i stedet for navnet Gallien: Et latinsk glossar fra 800-tallet giver glosen Frantia til tekstens Gallia. Frankiske låneord i fransk er først og fremmest farvebetegnelser som brun 'brun', bleu 'blå', blond 'blond', men også andre som guerre 'krig', jf. eng. war, og gant 'handske', jf. da. vante.

Et senere germansk tilskud er ord fra nordisk, som vikingerne førte med sig i 800- og 900-t., fx homard 'hummer', équiper 'udruste', af oldn. skipa 'ordne, udruste', jf. da. skib. Også mange stednavne i Normandiet er af nordisk oprindelse; karakteristisk er således fx endelsen -tot, fra da. -toft, jf. fx det franske bynavn Yvetot NV for Rouen og navnet Appetot svarende til da. Ebeltoft.

Gennem hele det franske sprogs historie er de væsentligste bidrag dog kommet fra latin, der vedblev at fungere som internationalt skriftsprog op til 1700-tallet. Af latinsk oprindelse er således ikke blot grundstammen i de franske arveord, fr. mots populaires, men også hovedparten af de senere låneord, 'lærde ord' (fra fransk mots savants). I moderne fransk mødes derfor ofte ordpar, hvoraf arveordet har gennemgået hele den fonetiske lydudvikling, mens låneordet blot er tilpasset udtalen på den tid, da ordet blev indlånt, jf. frêle 'svagelig' og fragile 'skrøbelig', begge af lat. fragilem 'let at brække', entier 'hel' og intègre 'ubestikkelig', begge af lat. integrum 'urørt'; man har ligeledes ofte ved siden af arveordet en lånt afledning, jf. recevoir 'modtage' over for réception 'modtagelse', af lat. receptionem, aveugle 'blind', af lat. ab oculis, egl. 'uden øjne', over for cécité 'blindhed' af lat. caecitatem.

Fra Renæssancens gennembrud i 1500-tallet indlåntes som i alle europæiske kultursprog også græske ord, mens senere århundreder karakteriseres af lån fra italiensk, spansk og i nyere tid især engelsk. Navnlig den engelske påvirkning har vakt bekymring i Frankrig, hvor man siden 1950'erne ivrigt har diskuteret le franglais, dvs. den amerikansk-engelske påvirkning af det franske ordforråd. Der er imidlertid grund til at antage, at fransk er mindre påvirket af engelsk end andre europæiske sprog, bl.a. på grund af en meget aktiv sprogpolitik; fx våger adskillige institutioner over det franske sprogs enhedspræg og position i verden, bl.a. La Délégation générale à la langue française og Le haut conseil de la francophonie.

Det franske ordforråd er som andre sprogs i hastig udvikling. Kulturelle strømninger, nye teknologier, nye opdagelser, nye spisevaner og nye arbejdsfunktioner medfører nye ord, enten i form af nye dannelser eller lån og kalker fra andre sprog. Det afspejles i stadig hyppigere udgivelse af ordbogsværker. Eksempler på forholdsvis nye ord er fra computerverdenen ordinateur 'computer' og octet 'byte'; desuden métavers fra engelsk metaverse; minage de cryptomonnaie og en delvis låneoversættelse som télétravail fra engelsk teleworking.

Visse danske ord er lånt ind i fransk, som regel med samme betydning som på dansk; det gælder bl.a. smorrebrod eller smeurebrod fra dansk smørrebrød og inlandsis fra dansk indlandsis. Ordet ombudsman, der både er frasvensk ombudsman og dansk ombudsmand, er også lånt ind i engelsk.

Udvidelse af ordforråd sker ved hjælp af en række teknikker:

• overtagelse af ord fra et andet sprog, fx spoiler;
• overtagelse af begreb fra et andet sprog og anvendelse af franske ord, fx télétravail (teleworking);
• overtagelse af begreb fra et andet sprog og brug af eksisterende ord med ny betydning, fx souris '(computer)mus' efter engelsk mouse;
• overtagelse af et begreb fra et andet sprog og dannelse af et nyt ord ved sammensætning af et eksisterende ord, fx courriel 'e-mail' fra courrier 'post' og électronique 'elektronisk';
• omdannelse af eksisterende ord ved ombytning af stavelser, fx verlan (argot <-- l'envers 'på hovedet; modsat'); vénère ( <-- énervé); zarbi (<-- bizarre); cimer (<-- merci, udtale: \si.mɛʁ\);chanmé (<-- méchant, som anvendes med omvendt betydning: formidable, génial);
• forkortelse af enkle/sammensatte ord, fx ved brug af sms, fx a2m1 (<-- à demain) 'vi ses i morgen', fordi deux '2' udtales som de-, mens un '1' i nutidigt fransk udtalemæssigt kan falde sammen med -ain; og 6né som gengivelse af ciné(ma) 'biograf', fordi six '6' udtales som ci-;
• forkortelse af flerstavelsesord eller -udtryk til to stavelser, enten ved bortfald af de første eller sidste stavelser, fx immo (<-- immobilisation; fænomenet betegnes afærese); ricain (<-- américain); petit (-)dej (<-- petit déjeuner (morgenmad; fænomenet betegnes apokope)); com'com (<--communauté de communes (kommunalt samarbejde mellem flere selvstændige kommuner));
• anvendelse af sigel (initialord) og dannelse af nyt ord BD (<-- bande dessinée (tegneserie)); BD --> bede)); sida (aids; <-- syndrome immunodéficitaire acquis).

Den galloromanske, herunder franske lydudvikling er karakteriseret ved, at alle finalvokaler undtagen -a er gået tabt, og ved at intervokaliske konsonanter i større udstrækning end i andre romanske sprog er svækket eller bortfaldet. Fælles for de galloromanske sprog er ændringen af lat. [u] til [y].

Fransk adskiller sig først og fremmest fra de andre galloromanske sprog ved udbredt palatalisering af k- og g-, diftongering af lat. ē og ō til ei, ou/eu, udvikling af nasalvokaler, ændring af betonet a til e og reduktion af finalt [-a] til [-ə]. Diftongeringen af de betonede vokaler giver en karakteristisk variation i verbalbøjningen mellem de stammebetonede præsensformer og de andre tiders endelsesbetonede former, jf. oldfr. il pleure 'han græder' med infinitiven plorer 'græde'; variationen er udjævnet i moderne fransk med infinitiven pleurer. Denne veksel mellem diftong og enkeltvokal bevares kun i de hyppigst brugte verber, fx venir 'komme' — il vient 'han kommer', recevoir 'modtage' — il reçoit 'han modtager'. Sprogudviklingen er desuden domineret af bortfald af finalkonsonanter (sml. chanter og cantar(e) i skema ndf. og reduktion eller videreudvikling af diftonger, fx ue til [ø] eller [œ] og ei via oi til [wa], en udvikling, som først var tilendebragt omkring 1800. Alle disse lydudviklinger giver fransk en helt særegen fysiognomi blandt de romanske sprog som det mindst "latinske", jf. lat. ovum 'æg', oldfr. uef, fr. oeuf over for port. ovo og ital. uovo.

De tre latinske køn reduceres allerede i vulgærlatin til to, maskulinum og femininum. I galloromansk er en kasusbøjning bevaret, som omfatter nominativ og oblik, der svarer til de øvrige latinske kasus, jf. oldfr. nominativ li reis — oblik le rei 'kongen'. I moderne fransk har substantiverne i det skrevne sprog bevaret en talbøjning med pluralis på -s, der som hovedregel kun er hørbart ved liaison, dvs. overtrækning, fx les enfants [lezɑ̃ˈfɑ̃] 'børnene'. Til gengæld har der med den såkaldte delingsartikel udviklet sig en konsekvent skelnen mellem tælleligt og utælleligt, fx un vin 'en vin' over for du vin 'vin'. Fransk adskiller sig ellers ikke strukturelt fra de andre romanske sprog, hvor fx verbalsystemerne er bemærkelsesværdigt ens opbygget.

Fonetisk adskiller fransk sig markant fra de andre romanske sprog, bl.a. ved de rundede fortungevokaler [y], [ø], [œ], nasalvokalerne [ɑ̃], [œ̃], [ɒ̃], den schwa-lignende vokal, [ə], og ved at have fast tryk på sidste stavelse. Disse træk, bortset fra nasalvokalerne, volder normalt ikke danskere besvær; anderledes er det i konsonantsystemet, hvor fransk i modsætning til dansk har uaspirerede klusiler og skelner mellem ustemte og stemte lyde, herunder de to for dansk ukendte frikativer, det ustemte [ʃ] og det stemte [ʒ] som i chou 'kål' og joue 'kind'.

Regionale varianter af standardfransk uden for Frankrig er bl.a. belgisk og schweizisk fransk, der har mange træk tilfælles med de franske dialekter i hhv. Nord- og Østfrankrig. Begge steder er der dog forskelle i ordforråd og sprogbrug; fx har man begge steder bevaret de gamle talord septante '70' og nonante '90'. Forskelle mellem belgisk fransk og standardfransk kan omfatte betydning, fx huissier 'portner' (fra ældre fransk huis 'dør') over for fr. 'retsbetjent', ordforråd, fx évitement 'omkørsel' over for fr. déviation, og sprogbrug, fx s'il vous plaît i betydningen 'værsgo'.

Canadisk fransk bygger på normanniske og andre vestfranske dialekter og adskiller sig i udtalen fra standardfransk, bl.a. ved mere lukkede og ufuldkomment nasalerede nasalvokaler, ved en modsætning mellem spændte og slappe vokaler og en karakteristisk affrikeret udtale af t og d foran i og y, fx petit [pəˈtsi], littérature [literɑˈtsy:ʁ], dire [dzi:ʁ], jf. københavnsk udtale af Tivoli [ˈtsiwoli]. Også i ordforrådet er der forskelle, idet canadisk fransk eksempelvis har bevaret mange gamle ord, som standardfransk har mistet eller givet anden betydning, fx camisole i canadisk fransk med betydningen 'undertrøje' over for standardfransk 'spændetrøje'. Canadisk fransk har optaget adskillige lokale indianske og især engelske ord eller tilpasset franske ord eller udtryk til nærtstående engelske, fx char 'bil', jf. eng. car, der i standardfransk har betydningen 'kærre, kampvogn', être en amour 'være forelsket', jf. eng. be in love, over for standardfransk être amoureux. Omvendt afvises mange engelske udtryk, som er gængse i standardfransk, fx canadisk fransk magasiner over for faire du shopping 'gå i butikker, shoppe'.

I de fleste tidligere kolonier i Afrika bibeholdes fransk som officielt sprog, ikke mindst for at undgå et valg mellem ét af de talrige lokale sprog. Udtale og grammatik i disse sprog påvirker imidlertid fransk, så at abandonner 'opgive', på europæisk fransk [a.bɑ̃.dɔ.ne], i visse former for afrikansk fransk udtales [badone] med bortfald af første stavelse og manglende nasalvokal, ligesom cheveu (hår), på europæisk fransk udtalt [ʃə.vø], bliver til [seve], hvor det oprindelige [ʃ] gengives med [s]. At mange afrikanske sprog har en anderledes stavelsesstruktur end fransk, påvirker ligeledes; fx kan classe udtales [kalasi] over for europæisk fransk [klɑs].

Ligesom alle andre europæiske kultursprog har dansk optaget mange låneord fra fransk, fx toilet, salon, famøs, loyal, journal, klasse, mode, charmere, genere, frisere. Allerede fra 1600-tallet og især efter enevældens indførelse i Frankrig og i Danmark (1660) var fransk det foretrukne modesprog. Det fortsatte i 1700-tallet, jf. Holbergs Jean de France. Den første lærestol i fransk blev oprettet ved Sorø Akademi med Daniel Matras (1598-1689) som professor i fransk og italiensk 1623-1665. Ved Københavns Universitet indførtes fransk i 1759 med nordmanden Hans von Aphelen som professor, og fransk har siden været et vigtigt fag ved alle danske universiteter. Fransk indførtes i latinskolen i 1809 og var indtil 1903 det første levende fremmedsprog i skolen, og indtil gymnasiereformen i 1988 var det obligatorisk i alle tre gymnasieklasser. 1993 blev fransk været tilvalgsfag på linje med tysk fra folkeskolens 7. klasse. Fransk er således efter engelsk og tysk det mest udbredte fremmedsprog i det danske undervisningssystem.

Yderligere reformer af gymnasier og universiteter fra 2000 har imidlertid ført til en voldsom tilbagegang for fransk som fag i det danske undervisningssystem. På universiteterne udbydes fransk i 2020'erne kun på to institutioner mod fem frem til 1990'erne. Seminariernes integration i professionshøjskoler (university colleges) har ligeledes ført til nedlæggelse af mange kursusforløb i fransk. Hertil kommer, at ca. 20 pct. af Danmarks folkeskoler tilbyder fransk (2021) mod tidligere betydeligt flere.

• Frankrigs sprog
• kreolsprog
• romanske sprog