fuglesang

Kald er oftest korte og simple lyde, der frembringes året rundt af begge køn. Som regel har en fugleart 10-20 kald, der bruges i forskellige situationer, fx tiggelyde, alarmsignaler, kontaktlyde mellem forældre og unger eller mellem medlemmerne af en fugleflok.

Sang er almindeligvis af meget længere varighed og større kompleksitet og frembringes oftest kun af hannen. Sang kendes hos et stort antal fuglegrupper og er bl.a. veludviklet hos hønsefugle, ugler, natravne, duer, gøge og frem for alt spurvefuglene, specielt sangfuglene.

De fleste arter synger åbenbart både for at markere territoriet og for at tiltrække hunner. Sangen signalerer både artens og individets identitet; nabohanner vænner sig til hinanden, men kan reagere kraftigt, hvis en fremmed han synger i området. Sangen indeholder altså individuelle elementer, selvom det ikke altid er hørbart for os. Den enkelte han (fx musvit) kan også bruge forskellige varianter, måske for at narre prospekterende hanner til at tro, at området er tættere besat, end tilfældet er, så de søger andetsteds hen.

Hos nogle arter er sangens formål hovedsagelig eller udelukkende at tiltrække hunner, og sangaktiviteten falder mærkbart eller ophører helt, når hannen er parret. Det sidste gælder sivsangeren, som har en meget lang og varieret sang, der forekommer ekstravagant til territoriemarkering. Det er foreslået, at en sådan sang er at sammenligne med "overdrevne" visuelle kønskarakterer (fx påfuglens hale), og hannerne med det rigeste repertoire synes da også at udparres først. En slægtning til sivsangeren, drosselrørsangeren, har to sangtyper, en kompliceret, som kun bruges, indtil hannen har fået en hun, og en enklere, der bruges gennem hele sæsonen. Hos nogle fugle, især i tropisk skov, synger han og hun i duet. Lyden koordineres så nøje, at det menneskelige øre dårligt kan erkende, at to fugle er involveret. Funktionen af adfærden er ikke kendt.

Sangen kan have både medfødte og tillærte elementer, men enkelthederne varierer betydeligt fra art til art. Klassiske undersøgelser af bogfinken viste, at unge hanner lærer sangen på et meget tidligt tidspunkt, mange måneder før de selv begyndte at synge. Da de lærer bogfinkesang og ikke sang fra andre arter eller andre lyde i omgivelserne, er der på den anden side snævre (medfødte) grænser for, hvad der er en acceptabel model. Derimod vil zebrafinker opfostret af en fremmed art lære og siden bruge dennes sang. En større eller mindre grad af indlæring er baggrunden for, at der hos nogle arter opstår lokale dialekter. Ud over bogfinke kendes det her i landet hos bl.a. gulspurv. Andre fugle, fx stær og kærsanger, indfletter et stort antal fremmede lyde i deres sang, såvel fuglestemmer, både fra yngleområde og vinterkvarter, som andre lyde.

Visse mekaniske lyde hos forskellige fuglearter har en tilsvarende funktion som sang. Det gælder spætternes trommen, som frembringes af begge køn, vingeklap i forbindelse med flugtspil, fx hos ringdue, mosehornugle og natravn, og den brummende lyd, som dobbeltbekkasinen frembringer med halefjerene.

Få naturlyde har som fuglesangen inspireret komponisterne til at skrive musik af tonemalerisk art. Berømte eksempler er J.-Ph. Rameaus cembalostykke La Poule ('hønen') og O. Respighis orkestersuite Fuglene, der bygger på gamle stykker for cembalo, bl.a. det nævnte af Rameau. Et andet berømt eksempel er 2. sats af Beethovens Pastoralesymfoni med nattergal, vagtel og gøg. Olivier Messiaen studerede sangen hos bl.a. eksotiske fugle og indlagde den i en række af sine værker.

• fugle