harepest

Franciscella tularensis er en lille gramnegativ bakterie, der ved infektionen findes intracellulært. Der er et naturligt reservoir i pattedyr, oftest små gnavere men også lemminger, bævere og harer, og den er udbredt over den nordlige halvkugle. I Nordamerika findes hyppigst undertypen Francisella tularensis subsp tularensis og i Europa hyppigst Franciscella tularensis subsp holartctica. Sygdommen er en zoonose og kun undtagelsesvist sker smitte til mennesker. Smitte fra menneske til menneske sker ikke.

Forekomsten i Danmark er ukendt men anses for at være sjælden. Indtil for få år siden var der færre end fem tilfælde årligt. De seneste år er der registreret et stigende antal tilfælde med 25 tilfælde i 2023. Årsagen kendes ikke, men det kan skyldes øget forekomst i naturen og øget opmærksomhed hos lægerne, og dermed bliver flere personer undersøgt for sygdommen. Forekomsten i Sverige og Finland er væsentligt højere.

Sygdommen påvises især sommer og efterår, hvilket skyldes en øget kontakt med flåter og myg gennem ophold i naturen i disse årstider, og at flåter og myg er mindre aktive om vinteren. Smitte kan ske ved flere måder gennem kontakt med naturen, i Danmark oftest efter flåtbid, men det kan også ske efter kontakt med en inficeret hare eller andre pattedyr. I Sverige er smitte fra myg almindelig. Inkubationstiden er typisk 3-6 dage, men den kan være både kortere og længere.

Symptomerne på harepest er feber, hovedpine og muskel- og ledsmerter. I tilfælde af flåtbid dannes der lokalt en smertende hævelse i huden, der efter nogle dage danner sår, evt. med sorte områder af vævsdød (nekrose). Ved immunsystemets reaktion sker der en påvirkning af lymfesystemet i området og oftest udtalt hævelse af lymfeknuder i området, typisk i lysken, hvis såret er på benet. Dette kaldes ulceroglandular type af sygdommen. Andre tilfælde har mere almene symptomer med hævelse af lymfeknuder generelt i kroppen og kan mangle hudforandringer. Ved sjældne tilfælde af indånding af bakterien kan der opstå infektion i lungerne, hvilket er den mest alvorlige form.

Sygdommen er vanskelig at påvise ved dyrkninger i laboratorium, idet Francisella tularensis kun vanskeligt vokser på standardbetingelser i et klinisk mikrobiologisk laboratorium. Oftere er der mulighed for at stille diagnosen ved målinger af antistoffer i blodet eller påvisning af bakterien i blod eller ved vævsprøve fra såret eller lymfeknude ved PCR (genforstærkningsteknink).

Harepest behandles med antibiotika af typen kinolon (ciprofloxacin) eller doxycyklin. Bakterien kan ikke behandles med de almindeligt brugte antibiotika af typen betalaktam, og derfor har penicillin ingen effekt.

Forebyggelse sker ved at undgå kontakt med flåt eller myg. Jægere kan anvende handsker ved kontakt med vildt. Der findes ingen vaccine mod Francisella tularensis.

• bakterier
• antibiotika