have

I Det Gamle Testamentes beskrivelser af skabelsen og Paradis fremstår haven som det ideale opholdssted med behageligt klima, evig frodighed og frugtbarhed; frugter og urter kan høstes året rundt, og alle levende væsener lever i fred side om side. Beretninger om og dokumentation for haver findes helt fra oldtidens egyptiske og mesopotamiske riger. I Romerriget fandtes haver såvel i byer som på landet i forbindelse med villaanlæg, bl.a. levende beskrevet af Plinius d.y. Middelalderens haver var små i de tætbebyggede og murhegnede byer, og det var i klostrene, at havedyrkning blev udviklet og forfinet, prydhaven bl.a. til produktion af blomster til altre og processioner, urtehaven til produktion af spiselige planter og lægeurter.

I renæssancen indarbejdedes en mængde nye elementer i havekunsten, se have- og landskabskunst.

I Danmark var bøndernes og borgernes haver små. Bondehaverne gik langt tilbage i tiden, men havde indtil landsbyfællesskabets ophævelse indskrænket sig til nyttebetonede kålgårde og humlehaver. Disse udviklede sig efterhånden til køkkenhaver med større sortiment og til små hækhegnede prydhaver. Efter udskiftningen blev der plads til større haver ved gårdene. Kraftige læplantninger etableredes, inden for hvilke plæner med fritstående træer, frugthaver med et stort udvalg af frugttræer og bærbuske samt køkkenhaver fandt plads og læ.

For bybefolkningen blev villahaver en mulighed i anden halvdel af 1800-t., da de velhavende byboer flyttede ud af de tætte byer til nyanlagte kvarterer med huse i store haver. Efterhånden blev de større byer i Danmark omgivet af villakvarterer med stille villaveje med alléplantninger og hække og hegn. I haverne slyngede havegange sig mellem busketter, blomsterbede og græsplæner. For de mindre velstillede var kolonihaver på lejet jord den eneste mulighed for at dyrke afgrøder. I kolonihaverne udvikledes efterhånden en helt særegen havekultur, hvor en flagstang er næsten obligatorisk.

Fra begyndelsen af 1900-t. søgte en stadig større del af bybefolkningen ud i bolig med have, og huse og haver blev i gennemsnit mindre. I 1960'erne øgedes byggeriet af privatejede huse, og parcelhuskvarterer med små hækhegnede haver bredte sig rundt om de fleste bydannelser. I dag er haveboligen den mest udbredte boligform i Danmark.