hjertet

Hjertet ligger i forreste del af brysthulens midterparti (mediastinum), lige bag brystbenet. Lungerne ligger på hver side af hjertet, som hviler på mellemgulvet. Bag hjertet ligger luftrøret, spiserøret og de største blodårer: Hovedpulsåren (aorta) og de store hulvener.

På højre side strækker hjertet sig hos voksne mennesker omtrent to centimeter udenfor brystbenets højre kant. På venstre side ligger hjertets spids i det femte mellemrum mellem ribbenene, altså mellem femte og sjette ribben, omkring otte centimeter fra midten af brystbenet.

Hjertet ligger i hjertesækken, pericardiet. Pericardiet har to lag, adskilt af en smal væskefyldt spalte. Hjertesækken virker beskyttende, bidrager til at holde hjertet på plads og nedsætter friktionen mellem den bevægelige hjertemuskulatur og omgivelserne.

Muskulaturen (myocardiet) udgør den største del af hjertet og giver hjertet dets hjertets form.

• Læs mere om myocardiet

Hjertet er opbygget af specielle hjertemuskelceller, som er tværstribede med samme aktin- og myosinfilamenter som i skeletmuskulaturen. Men i modsætning til skeletmuskulaturen, hvor de enkelte celler er meget lange og ligger pænt pakket ved siden af hinanden uden forgreninger, danner hjertemuskulaturen et tredimensionelt netværk af fibre, der er forbundet med hinanden, både ende-mod-ende og side-mod-side via forgreninger. Cellekernerne er store og ovale og – i modsætning til skeletmuskulaturen – centralt beliggende. Mitokondrierne ligger ordnet i rækker, og T-tubuli er store. De enkelte celler er forbundet med skiveformede kontakter (disci intercalati) eller indskudsskiver (gap junctions). Gennem disse kontakter ledes aktionspotentialerne i hjertets ledningssystem, så hjertemuskelfibrene kan trække sig sammen omtrent samtidig.

Hver hjertehalvdel består af et relativt tyndvægget rum, forkammeret (atrium), og den tykkere hulmuskel, hjertekammeret (ventriculus). Muskulaturen i forkamrene er adskilt fra hovedkamrenes muskulatur ved fire ringformede bindevævsforstærkninger, anuli fibrosi, som danner fæste for de store karstammer på oversiden og for sejlklapperne på undersiden. Højre og venstre hjertehalvdel er adskilt af en muskelvæg (septum), som både adskiller de to forkamre (septum interatriale) og de to hjertekamre (septum interventriculare).

I forkamrene er muskulaturen (myocardiet) relativt tynd og har markerede muskeltræk på indersiden (musculi pectinati). Begge forkamre har en "lomme", de såkaldte hjerteører (aurikler, auriculae cordis). I skillevæggen mellem forkamrene er der på højre side en fordybning (fossa ovalis), som er en rest efter udviklingen af hjertet i fosterlivet.

• Læs mere om forkamrene

Det venstre hjertekammer (ventriculus sinister) har en langt kraftigere muskelvæg end det højre. Indvendigt har begge hjertekamre netlignende eller bjælkelignende muskler, de såkaldte papillærmuskler (musculi papillares).

• Læs mere om hjertekamrene

De fire hulrum i hjertet er på indersiden beklædt med en tynd bindevævshinde (endocardiet). Endocardiet danner trådlignende strukturer (chordae tendineae) i forlængelsen af papillærmusklerne, der er forbundet med hjerteklapperne mellem de to forkamre og hjertekamre.

I hjertet findes fire hjerteklapper, som sørger for, at blodet kun kan løbe én vej gennem hjertet. Åbningen og lukningen af disse styres af trykket på hver side af en given klap.

Hjerteklapperne mellem forkamrene og hovedkamrene kaldes atrioventrikulærklapper eller sejlklapper (valvae atrioventricularis dextra & sinistra). På højre side består klappen af tre bindevævsflige og betegnes trikuspidalklappen (valva tricuspidalis). På venstre side har klappen kun to flige og betegnes bikuspidalklappen eller mitralklappen (valva bicuspidalis). Hver flig forbindes til to papillærmuskler.

Aortaklappen og pulmonalklappen består af halvmåneformede flige og betegnes semilunærklapper eller poseklapper.

• Læs mere om hjerteklapperne

Øvre og nedre hulvene (vena cava superior og inferior) munder ind i højre forkammer og fører det iltfattige blod fra organerne i kroppen til hjertet. Blodet føres via trikuspidalklappen ned i højre hjertekammer og pumpes derfra til lungerne gennem lungepulsåren (truncus pulmonalis).

Det iltrige blod fra lungerne løber ind i venstre forkammer. Det føres via mitralklappen ned i venstre hjertekammer og pumpes derfra ud i det store kredsløb gennem hovedpulsåren (aorta).

Hovedpulsåren og lungearterien er adskilt fra hjertekamrene af semilunærklapperne, som forhindrer blodet i at strømme tilbage til hjertet, når hjertekamrene afslappes.

• Læs mere om blodkredsløbet

Hjertemuskulaturen selv tilføres blod gennem kranspulsårerne (koronararterierne). Højre og venstre kranspulsåre (arteria coronaria dextra og sinistra) udgår begge fra den opadstigende del af hovedpulsåren (aorta ascendens), lige efter afgangen fra venstre hjertekammer. Det venøse blod fra hjertemuskulaturen samles i den tre til fem centimeter lange sinus coronarius, som munder ud i højre forkammer.

• Læs mere om kranspulsårerne

Hjertet har sit eget elektriske ledningssystem, som igangsætter rytmiske sammentrækninger af muskulaturen i både forkamrene og hjertekamrene. Sammentrækningerne reguleres af det autonome nervesystem, som tilpasser hjerterytmen til kroppens behov. Eksempelvis vil løb medføre, at ledningssystemet leder signalerne hurtigere, og antallet af pulsslag per minut øges.

Hjertet besidder evnen til spontant at trække sig sammen uden stimulation fra nervesystemet. De spontane sammentrækninger udløses normalt af en lille ansamling af specialiserede muskelceller, kaldet sinusknuden. Sinusknuden er placeret i højre forkammer og måler omtrent 25 millimeter. Den fungerer som hjertets egen "pacemaker". Fra sinusknuden ledes impulsen gennem forkamrenes muskulatur over til atrioventrikulærknuden (AV-knuden), som ligger i bageste del af den højre forkammervæg.

Fibre fra AV-knuden passerer over i det His'ske bundt, som forbinder ledningssystemet mellem forkammer- og hjertekammermuskulaturen. Det His'ske bundt deler sig i to grene på hver side langs hjertekammerskillevæggen. Nær spidsen af hjertet forgrener den sig i Purkinjefibre, som breder sig ud i hjertekammervæggens muskulatur.

• Læs mere om hjertets ledningssystem

Hjertet veksler mellem to faser: sammentrækningsfasen (systole) og fyldningsfasen eller hvilefasen (diastole). Disse to faser udgør tilsammen hjertecyklus. Normalt har hjertet 60 til 80 cykler per minut i hvile. Hjertet påvirkes af fysisk aktivitet, psyken (fx stress), hormoner (fx adrenalin), nydelsesmidler (fx kaffe), med flere.

Systolen er den fase, hvor hjertets hjertekamre trækker sig sammen, så blod pumpes ud i det store og det lille kredsløb. I systolen trækker hjertemusklen sig sammen, så hjertekammervoluminet reduceres og trykket øges. Når trykket inde i hjertekamrene er højere, end det er i hovedpulsåren og lungearterien, åbnes klapperne til disse blodårer, og blod pumpes ud fra hjertekamrene.

I diastolen slapper muskulaturen i hjertekamrene af, så volumet inde i kamrene øges. Det gør, at hjertekamrene fyldes med veneblod på grund af trykgradienten, der opstår, og ikke kun på grund af blodtrykket på venesiden. Sidste fase i fyldningen foregår ved, at forkamrene trækker sig sammen og presser blod ind i hjertekamrene. Voluminet i hjertekamrene, efter at diastolen er færdig, kaldes endediastolisk volumen (EDV). Derefter starter en ny systole, hvor blod pumpes ud fra hjertekamrene. Selv om hjertet har en effektiv sammentrækning, vil der være lidt blod tilbage i hjertekamrene efter systolen; dette volumen kaldes endesystolisk volumen (ESV).

• Læs mere om hjertecyklus

Hver gang hjertet trækker sig sammen, forplanter trykstigningen sig i blodet gennem arterierne. Denne trykstigning kaldes pulsen. Den kan mærkes forskellige steder på kroppen, blandt andet på underarmen, i lysken og på halsen.

• Læs mere om pulsen

Slagvolumen er den mængde af blod, der pumpes ud fra et hjertekammer per hjerteslag, kaldes hjertets slagvolumen (SV). Hos mennesket er denne ca. 80 ml. Slagvolumen beregnes som det slutdiastoliske volumen (EDV) fratrukket det endesystoliske volumen (ESV). Slagvolumenet kan øges ved træning.

Hjertemuskulaturen i forkamrene og hjertekamrene trækker sig rytmisk sammen i et tempo, der afhænger af aktivitetsniveauet og organernes behov for næring og ilt. I hvile slår hjertet som regel cirka 60–80 slag per minut. Under stærk fysisk anstrengelse kan hjerterytmen eller pulsen komme op på over 200 slag per minut. Den hurtigste puls, der kan opnås, kaldes ofte for max-puls. Det er individuelt, hvor højt en persons puls kan blive, og det ser ikke ud til at være noget, der kan ændres ved træning. Normalt reduceres max-pulsen med alderen, og som en tommelfingerregel er max-pulsen ofte i området omkring 220 minus personens alder. Det vil sige, at en 20-årig som regel har en max-puls omkring 200 slag per minut.

Den mængde blod, hjertet pumper per minut, kaldes hjertets minutvolumen og er produktet af hjertefrekvensen og slagvolumen. Både utrænede og trænede har normalt et minutvolumen på cirka 5 liter blod per minut i hvile. Det er hovedsageligt kropsstørrelsen, der afgør, hvor stort minutvolumenet er i hvile, og små personer kan have lidt lavere og større personer lidt højere minutvolumen end 5 liter per minut.

Minutvolumen kan øges ved træning, da træning kan øge slagvolumenet. Utrænede har normalt et maksimalt minutvolumen på omkring 20 liter per minut (200 slag x 100 milliliter per slag), mens godt trænede kan have et maksimalt minutvolumen op mod 40 liter per minut (200 slag x 200 milliliter per slag).

Hjertemuskelcellernes sammentrækninger er forårsaget af ændringer i den elektriske spænding over cellemembranen (membranpotentialet). Hjertets spontane sammentrækninger begynder i sinusknuden. Først trækker højre og venstre forkammer sig sammen. Højre forkammer begynder sin sammentrækning kort før venstre. Derefter trækker begge hjertekamre sig sammen omtrent samtidigt. Denne proces reguleres af specialiserede hjertemuskelceller, der sørger for, at aktionspotentialer opstår og hurtigt ledes gennem hjertet.

Hjertets aktivitet er i høj grad afhængig af forholdene og kravet til ydeevne. Det kan styres af nerver, hormoner og stræk.

Hjertet kontrolleres af det autonome nervesystem, både det sympatiske og det parasympatiske nervesystem. Signaler fra den sympatiske del fører til øgning af hjerterytmen, øget overledning i AV-knuden og øgning af hjertekamrenes sammentrækningskraft. Den sympatiske stimulering af hjertet kan skyldes fysisk aktivitet, men også psykiske faktorer som stress, angst og depressioner.

Signalerne fra den parasympatiske del kommer fra vagusnerven (tiende kranienerve). Signalerne dæmper aktiviteten i sinusknuden og hæmmer overledningen i AV-knuden, så signalet passerer langsommere, hvilket fører til en langsommere hjerterytme. Dette er typisk for hvilesituationer.

Fyldningen af hjertet påvirker også hjerteaktionen. Dette forhold kaldes Frank-Starlings hjertelov. Den siger, at øget blodfyldning af hjertekamrene under fyldningsfasen (diastolen) medfører øget slagvolumen.

Videre kan forskellige stimulerende midler, fx kaffe, og lægemidler, fx betablokkere, påvirke hjertefunktionen gennem ændring af blodtryk og hjerteaktion.

Klinisk undersøgelse optagelse af personens sygehistorie, inspektion, palpation og auskultation af hjertet. Disse fem trin kan give meget information om hjertets tilstand og om hvilke andre undersøgelser, der eventuelt er nødvendige for at finde ud af mere.

Ved inspektion ser lægen efter tegn på hjertesygdom hos personen. Dette kan være blålig misfarvning af huden, bleghed, ophobning af blod i halsvenerne, væskeansamling i benene (ødem) eller en række andre tegn.

Palpation indebærer at mærke på personen. Ved palpation af hjertet er det hovedsageligt hjertespidsstødet, der føles efter. Undersøgeren lægger mærke til kraften og lokaliseringen af hjertespidsstødet. Denne undersøgelse bruges kun sjældent, da ultralydsskanning af hjertet bruges i stedet (ekkokardiografi).

Ved auskultation lyttes på brystkassen med et stetoskop. Der lyttes efter hjertelydene, og om der er mislyde. Mens første hjertetone normalt høres bedst ved hjertespidsen, høres anden hjertetone bedst over basis.

I en klinisk undersøgelse hører det også med at måle blodtrykket og føle på pulsen.

Det kan i flere tilfælde være nødvendigt både at undersøge hjertets funktion visuelt og at undersøge hjertets elektriske aktivitet. Hjertet kan visuelt undersøges med ekkokardiografi, med eller uden dopplersonografi, mens hjertets elektriske aktivitet undersøges med EKG (elektrokardiografi). Blodprøver spiller også en central rolle i undersøgelsen af hjertet. Eksempelvis kan mængden af troponiner i blodet måles i forbindelse med hjerteinfarkt og pro-BNP i forbindelse med hjertesvigt.

• Læs mere om EKG