jainisme

Jainismen opstod i det nordlige Indien omkring 4-500-tallet f.v.t., hvor Vardhamana, mest kendt under navnet Mahavira (”den store helt”), satte ord på dele af troens indhold. Det var dog til at starte med en mundtlig tradition videregivet fra lærere til disciple, og den blev først nedskrevet omkring vores tidsregnings begyndelse. Mahavira anses for den sidste i en række af i alt 24 jinaer (”sejrsherrer”).

Selvom der er uenighed om, hvornår præcist Mahavira levede, så er man enig om, at han levede nogenlunde på det samme tidspunkt som den historiske Buddha, og på en tid, hvor forskellige asketbevægelser (kaldet shramana-bevægelser) fik større og større indflydelse. Mahavira var netop en del af en asketisk bevægelse, som trækker linjer tilbage til Parshva, som levede omkring 100-150 år før Mahavira, og som ligesom buddhismen og upanishade-traditionerne var en del af en kritisk reaktion mod den vediske religion, som herskende på det tidspunkt.

Fælles for disse kritiske asket-traditioner var, at de havde fokus på at frigøre sig fra genfødslernes kredsløb og ikke at dyrke den dennesidige verden, som man mente var lidelsesfuld og betinget af begæret.

Mahavira er i dag forbillede for jainister, og han afbildes ofte siddende næsten nøgen i meditativ positur. Desuden er den af traditionen fastlagte dødsdag, som for de fleste jainister er fastsat til år 527 f.v.t., udgangspunkt for jainismens særlige tidsregning.

Selvom forskningen ikke er i tvivl om, at Mahavira er en historisk person, så er det legendariske stof omkring ham mere tvivlsomt. Heri fremgår det, at han voksede op i en krigerkaste-familie i det nordlige Indien, han blev gift med en prinsesse ved navn Yosoda og fik sammen med hende en datter. Da han var omkring 30 år, valgte han at forlade sin familie for at gå asketvejen. Interessant er de mange paralleller til det legendariske stof omkring Buddha.

Mahaviras havde i sin lære stort fokus på faste og de særlige madrestriktioner, som han knyttede til ikkevoldsprincippet (ahimsa). Ifølge ham indeholder alt levende, inklusive de mindste insekter, rodfrugter og gærede ting, en jiva (”en livsenhed” eller bevidsthed), som går igen i genfødslernes kredsløb. Derfor bør de beskyttes og ikke indgå i en kost. Man skal, så vidt det er muligt, undgå at slå noget levende ihjel, hvilket i dag betyder, at dedikerede munke og nonner bærer mundbind og fejer foran sig, hvor de går.

Derudover lagde Mahavira vægt på, at der ikke var ét svar på, hvad sandheden kunne være, men flere, da verden er dynamisk – såkaldt "non-absolutisme". Desuden er den materielle verden ikke attraktiv. Derfor er det vigtigt ikke at eje noget, da det kunne føre til et begær efter at eje mere og dermed skabe en større tilknytning til verden.

Særligt vigtig for at forstå jainismens verdensanskuelse er atom-læren, hvor atomer anses som den mindste enhed i alt det værende. Atomer udgør universets stof eller byggesten og anses som basis for al liv og for de fire grundlæggende elementer (jord, vand, ild og luft). De er usynlige, udelelige, uden udstrækning og uendelige i antal. Men de har forskellige egenskaber, der gør at de tiltrækker hinanden (fx tør og fugtige). De er grundlaget for krop, tale, sind og åndedræt, men også for karma, der er stofligt.

Mahavira grundlagde også jainismens tre overordnede principper også kaldet "de tre juveler", som er "ret anskuelse", "ret viden" og "ret adfærd". Ved at følge de tre principper, som de blev præciseret i hans lære, ville det kunne føre til frigørelse for genfødslernes kredsløb (moksha).

Centralt for jainismen er troen på de 24 jinaer (”sejrsherrer”), også kaldet de 24 tirthankaer (”vadestedsbyggere”). Dvs. personer, som har sejret over uvidenhed og enhver dårlig karma, som holder en fast i genfødslernes kredsløb. Selvom de første 22 kun er mytologiske figurer, tilbedes de alle som forbilleder. Derfor afbildes de ofte i jain-templer enten i form af billeder eller i form af deres fødder. De sidste to jinaer er henholdsvis Parshva som den 23. og Mahavira som den 24. De er som nævnt begge historiske personer. Dyrkelsen af de 24 jinaer og af selve læren er fokuspunkter i jainismen. Der er ingen gudsdyrkelse.

Der er en del centrale begreber, som jainismen deler med andre indiske religioner, men som i større eller mindre grad får sin egen form i jain-læren, også kaldet jain-dharma.

1. Ikkevold (ahimsa): Det gælder særligt i form af handling, men også i forhold til madrestriktioner. De er særligt strenge for munke og nonner, mens de ofte er til forhandling hos lægfolk. Dog er de fleste troende jainister veganere.
2. Sandhedssøgende/ikke lyve.
3. Ikke tage noget, som er andres/ikke stjæle.
4. Cølibat. For munke og nonner gælder det altid; for lægfolk handler det primært om at være tro eller trofast overfor sin partner.
5. Ikke tilknytning til verdslige besiddelser. For munke og nonner gælder det en fuldstændig aflæggelse af verdslige besiddelser; for lægfolk gælder det om ikke at være tiltrukket af materialitet.

Efter Mahaviras død var der, som i de fleste andre traditioner, en diskussion om den rette udlægning af Mahaviras lære. Det førte til en endelig splittelse i 400-tallet e.v.t. i to hovedretninger, som stadig er eksisterende i dag, dog med et stort antal af undergrupper inden for hver retning. De to hovedretninger er den meget radikale retning Digambara (”de nøgen- eller skyklædte”) og den mere moderate retning kaldet Svetambhara (”de hvidklædte”).

Idet de to retninger er uenige om udlægningen af Mahaviras lære, så er der også produceret forskellige tekster inden for de retninger. Dog er der en fælles tekst: Tattvarthasutra (”virkelighedens natur”), som er fra 400-tallet e.v.t. og skrevet på sanskrit af asketen Umasvati. Det særlige ved denne tekst er, at den fremlægger det helt grundlæggende ved jainismens lære eller dharma, nemlig de tre juveler: "ret anskuelse", "ret viden" og "ret adfærd".

Selvom jainismen er en forholdsvis lille religion sammenlignet med andre verdensreligioner, får jainismen flere og flere sympatisører. Det ses særligt i USA, hvor mange mener, at jainisternes levevis med ikkevold og en meget streng veganisme burde være rollemodel for en verden præget af klimaforandringer og krige.

Der bor også jainister i Danmark, men så få, at de ikke har etableret et fælles jain-tempel. De er dog organiseret igennem en Facebookside med 70 medlemmer, og der organisereres fællesarrangementer. Religionen dyrkes særligt hjemme og i den nære familie. Også deres levevis er tilpasset det danske samfund, selvom de fleste prøver at leve vegansk.

• religion i Indien
• hinduisme
• buddhisme
• Indiens arkitektur og billedkunst
• Indiens befolkning