korrespondent

Historisk har korrespondenter været fysisk placeret i en anden by eller i et andet land end det eller de medier, han eller hun leverede artikler eller radio- og tv-indslag til. Herhjemme skrev særlige hovedstadskorrespondenter fra tidligt i 1800-tallet artikler til aviser i provinsen.

Sidst i 1800-tallet begyndte de store københavnske dagblade som Politiken og Berlingske Tidende at udsende korrespondenter til store begivenheder især i andre lande i Europa. Senere begyndte også de største provinsaviser at sende medarbejdere uden for landets grænser; i 1922 var for eksempel Århus Stiftstidende – dengang stavet Aarhuus Stiftstidende – den første danske avis, som bragte et interview fra München med Tysklands senere rigskansler og diktator, Adolf Hitler.

De fleste korrespondenter var i begyndelsen ”flyvende”, og de blev sendt afsted, når der var begivenheder, som kunne begrunde en oftest både dyr og besværlig rejse. Blandt de bedst kendte var Politikens Henrik Cavling og Berlingskes Franz von Jessen. Fra 1930’erne og fremefter placerede flere af de store aviser faste korrespondenter i nogle af datidens vigtigste hovedstæder, for eksempel Berlin, Paris og London.

I takt med at radio og tv fik større og større udbredelse og gennemslagskraft, blev korrespondenter i stigende grad kendte stemmer og ansigter. DR fik således i løbet af 1960’erne egne, faste medarbejdere i USA, Vesttyskland og Sovjetunionen.

Desuden benyttede de fleste medier sig af forbedrede muligheder for at sende journalister fra hjemmeredaktionerne afsted for at dække store og nogle gange pludselige begivenheder. Med en lidt nedladende betegnelse blev de udsendte journalister ofte betegnet ”faldskærmsreportere”, og det var en udbredt opfattelse, at deres research og viden tit begrænsede sig til det, en taxichauffør havde kunnet fortælle på vejen fra lufthavnen til hotellet.

I dag dækker danske medier verden omkring os med journalister, der har fast base som korrespondenter i lande og byer, som har særlig betydning for Danmark. Både DR og TV 2 har korrespondenter i Washington, Bruxelles og Berlin. DR har desuden korrespondenter placeret i Sydamerika, Afrika og Asien, ligesom journalister jævnligt udsendes til brændpunkter og begivenheder.

De fleste medier benytter sig også af stærkt forbedrede muligheder for at dække og analysere begivenheder hjemme fra redaktionerne i Danmark. Internettets hastige udbredelse fra midt i 1990’erne har sammen med enklere og billigere teknologier – for eksempel med brug af smartphones som både kameraer og lydoptagere – gjort det betydeligt nemmere at få reportager og stand-upper med en udsendt journalist i billedet sendt hjem.

I 2012 skete der en markant forandring af selve korrespondentbegrebet, da DR begyndte at kalde journalister med faste stofområder for eksempelvis klima-, forsvars- eller sundhedskorrespondent. TV2 fulgte snart efter, og det har i de senere år været helt almindeligt at se og høre korrespondenter rapportere fra villaveje i københavnske forstæder, fra vandrehallen på et tomt Christiansborg eller foran en aftenmørk retsbygning et sted i landet.

Tankegangen bag er at vise tilstedeværelse der, hvor en begivenhed enten finder sted lige her og nu eller har fundet sted nogle timer forinden. Korrespondenterne foregiver således at være i begivenhedernes centrum, men i tv viser billederne ganske ofte, at den rapporterende journalist befinder sig indenfor i DR Byen på Amager, mens metrotog jævnligt triller forbi i baggrunden.

De fleste øvrige medier synes at fastholde den oprindelige betydning af korrespondentbegrebet; dog har Berlingske siden 2025 haft en særlig debatkorrespondent på sin redaktion i det indre København. Debatkorrespondenten fungerer blandt andet som ordstyrer ved læserarrangementer.

Allerede de første korrespondenter i 1800-tallet fik en mere kommenterende og analyserende rolle end den traditionelle journalists tilstræbte objektivitet. Som vores øjne og ører fjernt fra Danmark har korrespondenter været – og er fortsat – dem, der kan udlægge og vurdere betydningen af konkrete begivenheder.

DR opererer dog med både korrespondenter og analytikere på flere stofområder, men det kan i praksis være vanskeligt at skelne, hvor grænsen går mellem den ene og den anden slags journalist.