Loppestik er et insektstik, der skyldes lopper. I Danmark skyldes de fleste loppestik fuglelopper, som angriber i foråret.
Faktaboks
- Også kendt som
-
loppebid
Loppestik er et insektstik, der skyldes lopper. I Danmark skyldes de fleste loppestik fuglelopper, som angriber i foråret.
loppebid
Fuglelopper (Cerotaphyllus gallinae) er skyld i ca. 90 % af alle loppestik i Danmark. De øvrige lopper i Danmark, der suger blod hos deres vært, er lopper fra egern, pindsvin, rotter og andre arter af fuglelopper i slægten Ceratophyllus. Husdyr kan angribes af de samme lopper. Loppestik er meget almindelige og sandsynligvis stikkes de fleste mennesker hvert år.
Fuglelopperne angriber mest om foråret i perioden fra marts til juni. De overvintrer i en kokon og findes i de fleste fuglereder. Lopperne bliver aktive, før værtsfuglene kommer tilbage. De kommer ind i huse gennem sprækker og lignende. Husdyr, særligt katte, der besøger fuglereder, kan også bringe lopper med sig ind i huset.
To personer, der sover i samme seng, kan opleve, at den ene får mange stik, mens den anden ingen får. Det er usikkert, om begge er stukket, og det skyldes muligvis hudens reaktionsmåde.
Loppestik kan ses som små røde kløende og hævede elementer i huden, og de er typisk på størrelse med et myggestik. Det er ofte muligt at se en lille stikåbning centralt i hævelsen. Typisk er flere stik samlet i en gruppe, eller stikkene er placeret på den rute, som loppen gik.
Behandling af loppestik er sjældent nødvendigt, men der kan eventuelt anvendes kløestillende midler.
Fuglelopper kan bekæmpes ved, at man fjerner den inficerede fuglerede. Fuglelopper kan ikke leve i boliger og dør efter 1–2 uger.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.