reflekser

Principtegning af nogle refleksmekanismer i en ekstremitetsmuskel (fx i armen) og de dertil knyttede rygmarvssegmenter. Muskeltene (1) er særlige sanseorganer, som findes spredt i musklen. Deres specielle muskelfibre er følsomme for stræk og holdes i et konstant beredskab — klar til sammentrækning — af små motoriske forhornsceller (i rygmarven, (2)) styret fra overordnede dele af nervesystemet (3). Muskelrefleksen provokeres af et pludseligt træk i muskeltenen. En såkaldt monosynaptisk refleks udløses via den sensoriske nerve fra muskeltenen (4), der direkte aktiverer den store motoriske forhornscelle (5), og nerveimpulsen i dennes udløber, den motoriske nerve (6), får musklen til at trække sig sammen. Samtidig bidrager den sensoriske nerve fra musklen til polysynaptiske reflekser via indskudte nerveceller (7), der danner forbindelser (synapser) med andre motoriske forhornsceller i samme og i modsatte side af rygmarven, ofte i flere rygmarvssegmenter. Disse polysynaptiske reflekser fremmer eller hæmmer andre muskelgruppers aktivitet til støtte for den først iværksatte bevægelse.

Reflekser

Af Martin Bassett efter Ole Thage.

Licens: Begrænset anvendelse

Reflekser er uvilkårlige fysiologiske reaktioner på en sansepåvirkning. Reaktionerne kan være bevægelser eller kirtelproduktion af sekreter og hormoner.

Faktaboks

Etymologi: Ordet refleks kommer af latin reflexus, afledt af reflectere 'bøje tilbage', af re- og flectere 'bøje, dreje'.

Pupillens kontraktion (pupilrefleksen) kan fremkaldes af stærkt lys på nethinden, mens hosterefleksen kan fremkaldes af irritation af luftrørsslimhinden. Muskelkontraktionsreflekserne kan fremkaldes af påvirkning af musklernes strækfølsomme sanseorganer, muskeltenene, som det fx ses ved knærefleksen (patellarrefleksen), hvor musklen på lårets forside sammentrækkes straks efter en strækning af muskeltenene, fremkaldt af et let slag på senen under knæskallen.

Betingede og ubetingede reflekser

Betingede reflekser er indlærte, mens de ubetingede reflekser, som fx sutte- og synkerefleksen, er medfødte. Andre ubetingede reflekser fremkommer først senere under individets udvikling, og nogle, herunder sutterefleksen, forsvinder. Alle ubetingede reflekser indgår uden bevidsthedens medvirken i en række automatiske funktioner af betydning for individets beskyttelse, bevægelser, ernæring og forplantning. I mange tilfælde kan de dog undertrykkes vilkårligt. Det gælder bl.a. nyserefleksen samt endetarms- og blæretømningsreflekserne, ligesom fakirer kan undertrykke den reflektoriske reaktion på smerter.

Refleksbuen

Refleksernes anatomiske grundlag er refleksbuen, som er nerveforbindelsen mellem refleksstimulationen og refleksreaktionen.

Monosynaptisk

I sin enkleste form består refleksbuen blot af to nerver: den indadførende (afferente) nerve og den udadførende (efferente) nerve, som har kontakt (synapse) i rygmarven eller i hjernestammen. Denne monosynaptiske refleksbue har ultrakort reflekstid, som er tiden fra stimulation til reaktion, og er især nyttig ved bevægelser, som lynhurtigt kan afværge en truende vævsødelæggelse (afværgereflekser), fx blinkerefleksen. Monosynaptiske reflekser er vidt udbredt i dyreriget, også hos primitive dyr, som fx i søanemonens tentakler.

Polysynaptisk

I polysynaptiske reflekser indgår flere nerveceller, og der vil derfor være mange synapser indskudt mellem den afferente og den efferente nerve. Disse mere komplicerede refleksbuer sikrer information og eventuelt aktivering af andre områder af nervesystemet, fx med henblik på et koordineret samspil mellem musklerne, så at en afværgende bevægelse næsten samtidig understøttes af andre ekstremitets- og kropsmuskler, så balancen bevares.

Overordnet kontrol

Et koordineret bevægelsesmønster er afhængigt af en overordnet styring og kontrol fra storhjernen og lillehjernen via informationer fra følesansen, synet og ligevægtsorganerne. Hvis denne overordnede kontrol bortfalder, fx ved en beskadigelse af rygmarven, kan det medføre uhæmmet refleksaktivitet med spasticitet til følge.

Autonome reflekser

Autonome reflekser varetager en række automatiske funktioner i det sympatiske og det parasympatiske nervesystem. Det inkluderer fx åndedrættet, der reguleres af reflekser med et respirationscenter i hjernestammen, der orienteres om blodets ilt- og kuldioxidindhold og øger vejrtrækningen, hvis ilttrykket falder eller kuldioxidtrykket stiger. Nedsat følsomhed i respirationscentret pga. medicinforgiftning eller forhøjet hjernetryk kan nedsætte respirationscentrets følsomhed og dermed svække åndedrættet.

Historisk baggrund

Nutidens forståelse af refleksmekanismerne blev foregrebet af René Descartes, som i sin beskrivelse af smertereaktionerne i midten af 1600-tallet brugte udtrykket esprits réfléchits 'reflekterede livsånder', idet han opfattede nerverne som tråde, der ved et træk i hjernen udløste den afværgende bevægelse. Det fundamentale eksperiment blev udført af Stephen Hales i begyndelsen af 1700-tallet på en netop halshugget frø, som fortsat havde refleksbevægelser ved stimulation af huden, og tidligt i 1800-tallet demonstrerede Charles Bell, at reflekser ophørte ved overskæring af rygmarvens for- eller bagrødder.

Indsigten i refleksfunktionerne blev øget i 1800-tallets slutning, især ved Charles Scott Sherringtons iagttagelser af koblingsmønstret mellem de afferente og efferente nerver i refleksbuen som forklaring på musklernes strækreflekser. Samtidig vandt den kliniske undersøgelse af reflekser indpas i den neurologiske undersøgelse og i andre lægevidenskabelige refleksundersøgelser. Betingede reflekser blev første gang beskrevet af Ivan Pavlov.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Nervereflekser

Alexander Gramm Kristensen

Aarhus Universitet