Retskrivning er en fællesbetegnelse for retstavning og tegnsætning, dvs. brugen af sprogets bogstaver og tegn. Betegnelsen anvendes ofte om retstavning alene og især om den officielt vedtagne form, som standardsproget skrives i.
Dette udsnit fra Abbed til Adel fra den første officielle danske retskrivningsordbog, Dansk Haandordbog (1872) af Svend Grundtvig, fylder ca. fire spalter i Dansk Sprognævns Retskrivningsordbogen fra 1996, bl.a. fordi Svend Grundtvig kun medtog fremmedord, når de kunne staves efter det danske sprogs egne regler og med dets egne midler. Her mangler fx Accent og acceptere, som han ville skrive med ks i stedet for cc, og længere henne ord som citron og station, fordi de ikke måtte staves Sitron og Stasjon.
Det grundlæggende princip for retskrivningen er det lydlige princip, som indebærer, at man ideelt set kan slutte fra et ords udtale til dets korrekte stavemåde og omvendt. Dette krav opfyldes i forskellig grad i forskellige sprog, således i høj grad i finsk og i fransk fra skrift til udtale, men ikke den modsatte vej. I sprog som dansk og engelsk gælder det kun i ringe grad, og man kan fx ikke automatisk stave et dansk ord korrekt, blot fordi man kender dets udtale, eller være sikker på et ords udtale, fordi man kender dets stavemåde.
Det lydlige princip står i modsætning til forskellige andre principper, der dog heller ikke er gennemført konsekvent i dansk, fx samhørighedsprincippet, fx vådt (og ikke våt eller vot) af hensyn til samhørigheden med våd, traditionsprincippet, fx hjem og nytte (og ikke jem og nøtte) af hensyn til det traditionelt brugte ordbillede, og oprindelsesprincippet, fx station og weekend (og ikke stasjon og vigænd) af hensyn til stavemåden i det långivende sprog.
Retskrivningen var i middelalderens danske håndskrifter temmelig uensartet, men med bogtrykkerkunstens gennembrud opstod der i 1500-tallet et øget behov for standardisering. Således fungerede værker fra Christiern Pedersens trykkeri fra 1530'erne som uofficiel retskrivningsnorm. Fra sidste halvdel af 1600-tallet blev retskrivningen et debatemne blandt sprogfolk og pædagoger. Peder Syv gik i Nogle betenkninger om det Cimbriske Sprog (1663) med formuleringen "Mand bør saa at skrive, som mand taler" ind for det lydlige princip og ville bl.a. ændre skrivemåder som giffve, deris og øye til give, deres og øje samt bruge små begyndelsesbogstaver i substantiverne. Modsat ønskede den senere biskop Henrik Gerner i Det Danske Sproks Skriffverictighed (1679) at fastholde de traditionelle skrivemåder, mens Ludvig Holberg i sine Orthographiske Anmerkninger (1726) valgte en gylden middelvej mellem det lydlige princip og traditionen.
Hundrede år senere foreslog Rasmus Rask i Forsøg til en videnskabelig dansk Retskrivningslære (1826) med støtte af sprog- og litteraturforskeren N.M. Petersen en gennemgribende modernisering efter det lydlige princip, og i resten af 1800-tallet stod striden mellem den traditionelle og den såkaldte Rask-Petersenske retskrivning.
I 1869 holdt sprog- og skolefolk mv. fra Danmark, Norge og Sverige et møde i Stockholm med det formål at tilnærme retskrivningen mellem svensk og dansk, som på dette tidspunkt endnu var skriftsprog i Norge. Reformforslagene for dansk kom til at ligge tæt op ad den Rask-Petersenske retskrivning, idet man bl.a. gik ind for bolle-å i stedet for aa, for bortfald af stumt d i visse ord, fx vaske i stedet for vadske, for ks i stedet for x og for små begyndelsesbogstaver i substantiver.
Efter mødet i Stockholm udarbejdede Svend Grundtvig en retskrivningsordbog ud fra reformforslagene. Den var dog for vidtgående til, at myndighederne kunne acceptere den, og i 1872 udsendte han så en ny ordbog, hvor de værste anstødssten, bl.a. å og de små bogstaver, var fjernet. Denne ordbog, Dansk Haandordbog, fik anbefaling af Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet og blev dermed den første officielle retskrivningsordbog.
I 1892 udsendte ministeriet en detaljeret bekendtgørelse om retskrivningen. Den blev justeret et par gange, sidste gang i 1948 med undervisningsminister Hartvig Frischs reform, der afskaffede de store bogstaver i substantiverne, indførte å og erstattede kunde, skulde, vilde med kunne, skulle, ville, men forblev ellers det principielle grundlag for dansk retskrivning i over 100 år.
Bekendtgørelsen blev i 1997 afløst af Retskrivningsloven, der slog fast, at officiel dansk retskrivning fastlægges af Dansk Sprognævn, og at denne retskrivning ikke blot skal følges af uddannelsessystemet, men af hele det offentlige Danmark, altså også af den statslige og kommunale forvaltning samt af Folketinget og domstolene. Privatpersoner, firmaer og presse mv. er frit stillet, men følger generelt den officielle retskrivning på samme pligttro måde som de offentlige sprogbrugere.
Inden for visse fagområder er der tradition for at benytte andre stavemåder end de officielt anerkendte. Mange kemikere foretrækker således stavemåder som fx chlor, phosphor og methan i stedet for de korrekte klor, fosfor og metan, og i lægekredse er det almindeligt at skelne mellem shock og chok, selv om Retskrivningsordbogen kun har den sidstnævnte stavemåde. Blandt ornitologer er stavemåden ederfugl i stedet for edderfugl meget udbredt. For konsonanter mellem to vokaler er hovedreglen i dansk retskrivning, at der skrives dobbelt konsonant efter en kort vokal (læsse, hallen, elbassen) og enkelt konsonant efter en lang (læse, halen, flybasen). I edderfugl er vokalen kort, og derfor skal der skrives to d’er. En stavemåde med et d ville derimod svare til en udtale med lang vokal på samme måde som i fx eder og geder.
En ekspertgruppe anbefaler, at grænseværdien for nitrat i drikkevandet bliver sænket. Det sker, efter det er blevet påvist, at nitrat øger risikoen for tarmkræft. Nitrat kommer fra den udvaskning af gødning, der forekommer i forbindelse med landbrug.
Danmark dyster i tre discipliner til vinter-OL i disse dage. Både skeleton, ishockey og curling. Curling er den eneste sportsgren, som Danmark har vundet medalje i til vinter-OL. Det skete i 1998, da kvindernes curlinghold vandt sølv.
Fastelavn er én af årets store udklædningsfester. Danske børneinstitutioner er i vore dage bærende for traditionen, der tidligere var en flere dage lang fejring i forbindelse med fasten. I år er fastelavnssøndag den 15. februar.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.