sengier

Sengierne placeres i både deres egen familie (Macroscelididae) og egen orden (Macroscelidea). Man deler sengierne op i to underfamilier: de ”blødpelsede” sengier (Macroscelidinae) og kæmpesengierne (Rhynchocyoninae).

Sengierne er en søsterorden til ordenen Afrosoricida, der omfatter guldmuldvarpe, oddertenrekker og tenrekker (børstesvin). De indgår alle i overordenen Afrotheria, som også tæller jordsvin, klippegrævlinger, elefanter og søkøer. Sengierne er ikke nært beslægtede med spidsmusene, hvilket er en af årsagerne til, at man ikke længere bruger navnet elefantspidsmus.

Der findes følgende 19 arter af sengier:

Sengierne er endemiske for Afrika. Bortset fra nordafrikansk sengi, der er udbredt fra Marokko til Libyen, findes alle sengier syd for Sahara. Plettet sengi og firtået sengi har udbredelser, der når ind i den centralafrikanske regnskov; de resterende 16 arter findes øst og syd herfor.

De 11 arter i Elephantulus-slægten er tilpasset mere eller mindre tørre områder. Hvad angår levesteder deler man dem op i to:

1. Arter, som lever i klippelandskaber som klippefremspring og kampesten (kap-, østlig og vestlig klippesengi samt karoo-, somali- og nordafrikansk sengi).
2. Arter, der findes på levesteder, som kendetegnes af at have kompakt, sandet jord (men ikke sandklitter); det kan fx være tør skov- og busksavanne, græssletter eller kratskov langs vand (kortsnudet, mørkfodet, mørk, bushveld- og brillesengi).

Pygmæsengierne (slægten Macroscelides) lever på grussletter i tørre regioner i Namibia og Sydafrika. I Namibørkenen og på Etendeka-plateauet i Namibia kan de findes i områder, der stort set ikke har nogen vegetation. De kan udsættes for temperaturer, som strækker sig fra 40 °C i Namibørkenen til under frysepunktet i Sydafrikas Karoo-region.

Kæmpesengierne (slægten Rhynchocyon) lever i tropeskov med lukket kronetag og et tykt førnelag (dvs. lag af visne blade og lignende på jorden). Deres levesteder omfatter bjergskov, lavlandsregnskov, tæt skovsavanne og kratskov langs vand. Gyldenrumpet, sortrød og udzungwakæmpesengi er begrænset til små områder i Tanzania og Kenya. Plettet kæmpesengi har en stor udbredelse, som når fra Østafrikas kyst til Congo.

Den firtåede sengis levested minder om kæmpesengiernes, men den findes også i mere tør skov- og busksavanne. Den har den største udbredelse af alle sengier og findes fra Kenya vestpå til Congo og sydpå til Sydafrika.

Der er stor variation blandt sengierne. Pygmæsengierne vejer 19-43 gram, Elephantulus-sengierne 31-83 gram, firtået sengi 120-150 gram og kæmpesengierne 320-750 gram. Hoved-og-kropslængden hos pygmæsengierne er 10-12 cm sammenlignet med 8-10 cm hos husmusen. Generelt er der ikke særlig stor forskel på kønnenes størrelse, men hos nogle arter er hunnerne en anelse større.

Sengier har en lang hale, der måler fra 70-125 % af hoved-og-kropslængden. De blødpelsede sengier har en blød, tæt, silkeagtig pels, mens pelsen hos kæmpesengierne er mere strid og mindre tæt. Overordnet er de blødpelsede sengier relativt lyse i farven, mens kæmpesengierne er mørke.

Den mest iøjnefaldende karakter hos sengierne er deres lange, tynde og meget mobile snude. Det tidligere navn elefantspidsmus hentyder til, at snuden kan minde om en elefantsnabel; modsat elefanterne kan sengierne dog ikke bruge snuden til at gribe med. I stedet bruger sengierne snuden dels som en slags sonde til at rode rundt i førnelaget i søgen efter insekter og lignende småbyttedyr og dels til at lokalisere dufte med. Sengier har en lang tunge, som de i myreslugerstil bruger til at trække byttedyr ind i deres lille mund, der sidder et stykke bag snudespidsen.

Sengier har en forholdsmæssigt stor hjerne, dvs. en høj hjernevægt sammenlignet med kropsvægten. Den relative hjernestørrelse er fx større end hos nærtbeslægtede familier som tenrekker og guldmuldvarpe såvel som hos andre insektædende pattedyr som spidsmus og pindsvin. En stor relativ hjernestørrelse forbindes ofte med en forbedret evne til at behandle information.

Elephantulus-sengier og pygmæsengier har fem tæer på både for- og bagfødderne, firtået sengi har fire tæer på bagfødderne, men fem på forfødderne, mens kæmpesengierne har fire tæer både for- og bagtil.

De fleste sengier har en kost, som domineres af insekter og andre små hvirvelløse dyr. Kæmpesengier lever udelukkende af hvirvelløse dyr, heriblandt biller, skolopendre, termitter, fårekyllinger, myrer, edderkopper og regnorme. Hos den mellemstore firtået sengi består af 95 % af kosten af hvirvelløse dyr; mest biller, men også termitter, skolopendre, myrer, græshopper, tusindben og edderkopper. Den supplerer kosten med en smule grøn vegetation og frugt. Sengier i Elephantulus-slægten lever især af myrer og termitter, men nogle arter æder også biller, fårekyllinger, græshopper og edderkopper. Pygmæsengierne er mere altædende (omnivore) end de andre sengier. I gennemsnit består deres føde af 56 % insekter og 42 % plantemateriale. Planteføden er af størst betydning om vinteren, når der er færre insekter.

De fleste blødpelsede sengier har talrige aktivitetsperioder hen over døgnet; de er særligt aktive i tusmørket og mindst aktive midt på dagen. Enkelte er dog primært nataktive, fx etendekapygmæsengi. Firtået sengi er mest aktiv i tusmørkeperioderne, men også om natten. Kæmpesengierne er dagaktive og bruger omkring 80 % af dagtimerne på at fouragere.

Nogle blødpelsede sengier kan gå i natlig dvale, hvor de nedsætter deres stofskifte og kropstemperatur betragteligt, hvilket er en måde at spare på energien. Det har man observeret både hos østlig og vestlig klippesengi. De benytter især natlig dvale om vinteren, hvor nattemperaturen og mængden af byttedyr er lavere. Hos østlig klippesengi går hunnerne hyppigere i natlig dvale end hannerne.

Blødpelsede sengier konstruerer normalt ikke en rede at hvile sig i. De finder skjul mellem klipper, i tæt vegetation eller, mindre hyppigt, i et forladt gnaverhul. En undtagelse er dog sydlig pygmæsengi og namibpygmæsengi, der nogle gange graver deres egne huller.

Kæmpesengierne bygger derimod rede, hvor de tilbringer natten. Reden er en ca. 8 cm dyb fordybning, som er beklædt med et fladt lag visne blade. Oven på den samles en bunke af blade, der er ca. 15 cm høj og 50 cm i diameter. Reden ligner derfor lidt en kompostbunke. Kæmpesengierne har adskillige reder, som de regelmæssigt skifter imellem.

Sengihanner har en penis, der måler 50-75 % af hoved- og kropslængden. Penissen løber under huden i det meste af dens længde og stikker ud lige under hannens brystben.

Sammenlignet med mange andre pattedyr af lignende størrelse har sengier en lang drægtighed. Med 50-75 dage er drægtigheden overraskende nok længere hos de små blødpelsede sengier, end hos kæmpesengierne, som har en drægtighed på 42-47 dage. De fleste arter får 1-2 unger ad gangen; nordafrikansk sengi får dog typisk 2-3 unger/kuld. Fødselsvægten kendes kun for få arter. Hos Elephantulus-sengier vejer unger omkring 10 gram ved fødslen, hos firtået sengi 20-30 gram og hos gyldenrumpet sengi ca. 80 gram.

Blødpelsede sengiers unger er meget veludviklede ved fødslen; de har pels, tænder og åbne øjne og kan gå og måske endda løbe lidt rundt inden for en time. De har også bemærkelsesværdigt lidt yngelpleje. Hunnerne laver ikke rede til deres unger, og i løbet af den 3-4 uger lange dieperiode opsøger de kun deres afkom en gang om dagen. Ungerne opnår voksenstørrelse og kønsmodenhed efter 35-60 dage. Herefter bliver de jaget bort fra forældrenes leveområde og må klare sig selv.

Kæmpesengierne adskiller sig fra de blødpelsede sengier ved at få unger, der er mindre udviklet; de er delvist nøgne ved fødslen og åbner først øjnene efter ca. 11 dage. Ungerne fødes i en rede, hvor de tilbringer de første 2-3 uger af livet. Hunnen besøger dem en gang dagligt for at lade dem die. Når ungerne forlader reden, følges de rundt med deres mor i et stykke tid.

Sengihunner kan komme i brunst blot 1-4 dage efter at have født, hvilket gør dem i stand til at yngle adskillige gange om året. I fangenskab har man set pygmæsengier producere 23 kuld og 46 unger over en femårig periode. Kæmpesengier kan få unger med 80 dages interval.

• Afrotheria