social arv

Det var den svenske børnepsykiater Gustav Jonsson (1907-1994), der lancerede begrebet i sin bog Det sosiala arvet (1969). Bogen bygger på resultaterne af en undersøgelse, han havde foretaget med udgangspunkt i sine erfaringer fra en svensk døgninstitution. Undersøgelsen viste, at såvel forældre som bedsteforældre til børn anbragt på institutionen hyppigere havde haft problemer, end forældre og bedsteforældre til en gruppe af repræsentativt udvalgte børn.

Med udgangspunkt i den statistiske sammenhæng, Jonsson havde fundet, formulerede han en teori om social arv. Her hævder han, at kriminalitet fremtræder som et problem, der gennem en særlig indbygget mekanisme bliver mere alvorlig fra generation til generation med hensyn både til antallet af personer, der bliver kriminelle, og til alvoren i hvert enkelt tilfælde.

Jonsson opfattede således social arv som negative egenskaber, der med stor sandsynlighed overføres fra kriminelle forældre til næste generation.

Jonssons bog fik stor indflydelse i Danmark. Her vandt begrebet hurtigt udbredelse som en betegnelse for, at forældrenes problemer betyder, at deres børn også senere vil pådrage sig problemer. Det blev imidlertid også almindeligt at bruge begrebet social arv om det fænomen, at unges chancer for at få en uddannelse afhænger af deres forældres uddannelsesniveau.

Det vil sige, at social arv i Danmark bruges i to meget forskellige betydninger. Når fagpersoner forklarer børns problemer ved at henvise til den sociale arv, er det derfor uklart, hvad de mener:

1. Det kan enten være, at børn kommer til at indtage nogenlunde samme relative placering i uddannelseshierarkiet som deres forældre. Dette er en tendens, der er påvist i talrige undersøgelser.
2. Eller de kan mene, at det er en hovedtendens, at børn, hvis forældre har alvorlige problemer, også selv pådrager sig alvorlige problemer. Men det er en fejlagtig opfattelse, eftersom det empirisk er påvist, at det kun er et mindretal af børnene fra sådanne belastede hjem, der pådrager sig problemer på samme måde som forældrene.

Det er altid problematisk, hvis upræcise begreber anvendes, når fagfolk skal kommunikere om løsningen af komplekse problemstillinger. Det gælder i særlig grad, når det drejer sig om problemer, der vedrører menneskers sundhedsmæssige, psykiske og sociale belastninger. Da social arv tillige er et begreb, der hyppigt anvendes af både forskere, politikere og professionelle velfærdsmedarbejdere som fx socialrådgivere, pædagoger og lærere, skaber det en række problemer, der kan skade både forebyggelse og behandling af sociale problemer.

Det vanskeliggør nemlig både kommunikation om og analyse af sociale problemer, at fagfolk kan henvise til begrebet social arv som årsag til et bestemt problem. De kan i realiteten mene vidt forskellige ting, når de bruger begrebet. De kan fx mene, at årsagen er moderens psykiske tilstand, faderens kriminalitet eller alkoholmisbrug; men de kan lige så godt mene, at det er forældrenes uddannelsesniveau.

Derfor kan en tilsyneladende enighed om, at social arv er årsag til problemet, dække over stor faglig uenighed om, hvilke faktorer der har afgørende betydning for problemets opståen. Uenigheden kan også gælde, hvilke sociologiske, psykologiske eller genetiske mekanismer eller processer der fører til, at problemet opstår.

Uenigheden kan således gælde spørgsmålet om, hvilke fænomener man skal fokusere på, når man undersøger årsagerne til sociale problemer. Men den kan også gælde spørgsmålet om, hvorvidt man skal anvende sociologiske, psykologiske eller psykiatriske teorier i analysen.

Den franske sociolog Pierre Bourdieus teori om økonomisk, social og kulturel kapital samt habitus giver en god forklaring på, hvorfor børn ofte kommer til at ligne deres forældre uddannelsesmæssigt og kulturelt.

Bourdieus begrebsapparat udgør derfor et fundament for at forstå, hvorfor der er tendens til, at børn kommer til at indtage nogenlunde samme placering i uddannelseshierarkiet som deres forældre, og hvorfor der er en tendens til, at børn får samme livsstil som deres forældre.

Derimod er der i hans teori ikke grundlag for en tese om overførsel af alvorlige sociale problemer fra forældre til børn.

Konsekvensen ved at mene, at børn "arver" deres forældres alvorlige problemer, kan være, at børn og unge stemples (stigmatiseres) som potentielle sociale tabere. Ligeledes stemples deres forældre som dårlige eller uansvarlige omsorgsgivere for deres børn.

Denne stemplingsproces igangsættes imidlertid, fordi politikere, forskere og fagpersoners retorik ofte gør forældrenes problemer til en form for universalforklaring på børnenes aktuelle og fremtidige sociale problemer. Disse problemer er imidlertid oftest forårsaget af en lang række forskellige forhold. Det kan dreje sig om genetiske forhold som fx ved diagnoserne ADHD eller autismespektrumforstyrrelser. Det kan skyldes forhold i skolen eller boligkvarteret som fx mobning. Eller det kan skyldes, at et sammenfald af uheldige omstændigheder fører til alvorlige problemer, fx kriminalitet eller vold.

Der findes imidlertid alternativ begreber, der gør det muligt at skelne mellem de to meget forskellige processer og tilstande, som både i almindeligt sprog og i fagsprog kaldes social arv.

Med udgangspunkt i begreberne risiko og risikofaktorer kan den større hyppighed af sociale problemer, som kan konstateres hos børn af forældre med problemer, betegnes som en forøget risiko for sociale problemer. Denne er dog ikke høj, da den meget sjældent er over 20 %, selvom forældrenes alvorlige problemer udgør risikofaktorer.

Med udgangspunkt i begrebet livschancer kan tendensen til, at børn kommer til at indtage nogenlunde den samme position i uddannnelseshierarkiet som deres forældre, kaldes chanceulighed. Denne situation, hvor den sociale mobilitet altså er begrænset, kan påvises empirisk. Og den kan forklares sociologisk med anvendelse af Bourdieus begrebsapparat.

• socialisering