Sonorant, (af sonor, lat. sonorus 'klingende, klangfuld'), sprogvidenskabelig betegnelse for klangfyldig og støjfri konsonant, fx nasalkonsonanter som dansk m og n, likvider som dansk l og r og halvvokaler som dansk j. Sonorante konsonanter er normalt stemte og står vokalnært i stavelsen, fx sprælsk og glimt. De kan afstemmes, jf. l og j i plads og kjole. Sonoranter udgør den ene og obstruenter den anden store undergruppe af konsonanterne. I en tidlig fase af den generative fonologis definition af distinktive træk blev [h] og [ʔ] (glottalt lukke) regnet for sonoranter, fordi de ikke har hindring for luftens passage gennem svælg og mundhule.