stormflod

Stormfloder dannes pga. den kraftige vind, der følger et atmosfærisk lavtryk. Ved pålandsvind stiger vandstanden inde på kysten. Hvor høj vandstanden på kysten bliver afhænger af vindens styrke, varighed og retning over åbent hav. Det har også stor betydning, om en eventuel kystbarriere bliver gennembrudt eller overskyllet og landet dermed oversvømmet.

Når vinden blæser over havet, sættes først en overfladestrøm i gang. Strømmen forplanter sig efterhånden til dybere lag, og i lavvandede havområder, fx den sydlige del af Nordsøen, kan vinden sætte vandet i bevægelse helt ned til havbunden. På den måde trækker vinden vand ind mod kysterne, hvor vandstanden stiger, og havoverfladen begynder at skråne opad. For en given vindstyrke findes der ideelt set en balance, hvor vindens træk modsvares af havoverfladens hældning, og vandstanden dermed holder op med at stige. Den højeste vandstand opnås, når vinden er kraftigst, og når vinden løjer af, begynder vandstanden ret hurtigt at falde igen. Dette forløb kan vare fra nogle få timer og op til et par døgn.

Varigheden af vinden spiller en stor rolle for de mulige skadevirkninger. Det tager fx tid at nedbryde en eventuel kystbarriere, naturlig eller kunstig, ligesom det også tager en vis tid for vandet at trænge igennem forskellige typer terræn og videre ind i landet.

I tropiske egne og på mellembreddegrader forårsages stormfloder af henholdsvis tropiske orkaner og de såkaldte vandrende lavtryk.

Tropiske orkaner opstår over en varm havoverflade, hvor drivkraften er opadstigende, fugtig luft, som skaber et dybt lavtryk. Havtemperaturen skal op over ca. 28 °C, og derfor forekommer denne vejrtype især om sommeren. Vindhastigheden i en tropisk orkan kan nå op omkring dobbelt orkanstyrke, og når lavtrykket "går i land" kan kysten blive ramt af en vandstandsstigning på op til 7-8 meter.

Det mest udsatte område er Den Bengalske Bugt, hvor stormfloder i henholdsvis 1970 og 1991 ramte Gangesdeltaet i Bangladesh; begge gange med hundredtusindvis af omkomne. De store tabstal skyldtes ikke kun af vandmasserne, men opstod også i tiden efter stormfloderne, fordi infrastrukturen i store dele af det lavtliggende floddelta blev ødelagt.

Det Sydkinesiske Hav og Den Mexicanske Golf oplever ligeledes tropiske orkaner. Stormen Katrina, som i august 2005 ramte Mississippideltaet og New Orleans i den amerikanske delstat Louisiana, kostede således omkring 2.000 mennesker livet.

Uden for troperne er vindsystemerne ikke helt så kraftige. Her opstår stormfloder pga. de såkaldte vandrende lavtryk, også kendt som ETC (ekstra-tropiske cykloner). Disse lavtryk dannes især i vinterhalvåret på skillefladen mellem iskold polarluft og mere tempereret, subpolar luft. Energikilden til lavtrykkene skal findes i den såkaldte jetstrøm, der ligger som et bølget bånd omkring Jorden i den øvre atmosfære. Lavtrykkene forplanter sig som regel fra vest mod øst, og den præcise bane afgør, hvilke kyster der kan blive ramt af stormflod. Disse lavtryk mister ikke pusten ved at passere ind over land i samme grad som i troperne, da de ikke afhænger af en varm havoverflade som energikilde. Til gengæld kan passage af bjergrigt terræn få lavtrykket til at blive delvist fyldt op, så vinden mister styrke.

Selv om stormfloder på vores breddegrader historisk har kostet tusindvis af menneskeliv, er det i dag hovedsagelig økonomiske værdier, der står på spil. Omfattende kystsikringsprojekter og udvikling af metoder til varsling er dog afgørende for, at man i dag kan føle sig nogenlunde tryg som kystbeboer.

Danmark ligger geografisk mellem to havområder, Nordsøen mod vest og Østersøen mod øst. Derfor kan vi opleve stormfloder både i forbindelse med vestenstorme, som flytter Nordsøens vandmasser fra vest mod øst, og med de mere sjældne østenstorme, som tilsvarende flytter vandet i Østersøen fra øst mod vest. På grund af de snævre passager i bælter og sunde er der som regel en ret skarp grænse mellem de dele af landet, der bliver ramt af storm fra vest, og de dele, som bliver ramt af storm fra øst. Grænsen går omtrent ved de faste forbindelser mellem landsdelene, og samtidig med at den ene del af landet kan opleve højvande, oplever den anden del ofte lavvande.

Vestenstorme rammer især Vadehavet, den jyske vestkyst og den vestlige del af Limfjorden. Afhængig af den præcise lavtryksbane kan vestenstorme have et længere forløb, hvor vinden under passage østpå hen over eller nord om Danmark drejer fra vest over i nord. Derved kan også Kattegats kyster, den nordlige del af Bælthavet, Øresund og de østjyske fjorde nord for Lillebælt blive ramt af stormflod. De højeste vandstande forekommer i Vadehavet, hvor vindens effekt ofte kombineres med et af de halvdaglige tide-højvande.

Østenstorme rammer hele Østersøkysten, dvs. området fra Sjællands sydøstlige kyst samt Møn og Falster til Sønderjyllands østkyst. Området er afgrænset ret præcist mod nord ved broforbindelserne i henholdsvis Lillebælt og Øresund og mindre præcist i det sydlige Storebælt. Tysklands østersøkyst bliver også ramt, og fra flere kystbyer findes pålidelige optegnelser om stormfloder tilbage til 1600-tallet.

I sjældne tilfælde forekommer stille stormflod, hvor vandstanden stiger under lokalt rolige vejrforhold på grund af en fjerntliggende storm. Disse stormfloder skyldes typisk østenstorm over den centrale Østersø, dvs. området mellem Sverige, Pommern og de baltiske randstater. Et nyligt eksempel på dette er stormfloden i januar 2017. Disse situationer kan blive alvorlige, hvis der i udgangspunktet er ekstra meget vand i Østersøen som følge af en forudgående periode domineret af vestenvind. På tilsvarende måde kan en storm nord for Nordsøen give anledning til et moderat højvande i Tyske Bugt. Disse hændelser bliver sjældent særlig alvorlige.

På grund af kystens særlige udformning kan der også forekomme stormflod ved en form for blokering i Bælthavsområdet. Det sker, når en moderat nordenvind over både Kattegat og den østlige Østersø driver vandmasser mod Bælthavsområdet fra begge sider samtidig, altså en sydgående strøm fra nord og en nordgående strøm fra syd. En sådan hændelse forekom i februar 1993, hvor især Storebæltsområdet blev ramt.

De ældste mere eller mindre pålidelige optegnelser og beretninger om stormfloder i Danmark går ca. 1.000 år tilbage. De største katastrofer forårsaget af stormflod er uden sammenligning de to manddrukninger: den store manddrukning i 1362 og den anden store manddrukning i 1634. De fandt sted i Vadehavets marskland og på Vadehavsøerne nord og syd for den nuværende grænse. Ved hver af disse hændelser omkom anslået ca. 10.000 mennesker, hvilket nærmest førte til affolkning af området. I 1634 stod havet mandshøjt op i Ribe Domkirke, hvor niveauet af vandstanden blev registreret for eftertiden. De godt 6 meter er ikke overgået siden.

En stormflod i 1825 langs den jyske vestkyst fik også lokalt samfundsændrende karakter, idet den smalle Limfjordstange blev gennembrudt. Indtil da var Limfjorden en østvendt fjord med munding mod Kattegat, men nu blev der skabt forbindelse mellem den vestlige del af Limfjorden og Nordsøen. Yderligere stormfloder i henholdsvis 1852 og 1862 uddybede sejlrenden, hvilket gav nye muligheder for handel og fiskeri. Det betød dog også, at kystbyer i Limfjordens vestlige del siden har ligget udsat for stormflod.

I november 1872 blev den vestlige Østersø ramt af, hvad der formentlig er årtusindets Østersø-stormflod. En østenstorm, der strakte sig over tre dage, bragte store vandmasser ind mod den danske og tyske Østersøkyst med katastrofale følger, både til havs og til lands. Det sydlige Lolland og Falster lå under vand, og vandstanden nåede adskillige steder op over 3 meter. Det er ikke set hverken før eller siden noget sted i de indre danske farvande, hvor selv højvande på 2 meter er yderst sjældne.

Den seneste stormflod, der direkte har kostet menneskeliv på dansk grund, forekom i Vadehavet i august 1923, hvor 19 arbejdere ikke formåede at redde sig i land under bygning af Rejsbydiget.

I januar 1976 blev den lavtliggende Tøndermarsk evakueret, herunder 8.000 beboere i byen Tønder, under den hidtil sidste større redningsaktion. Diget blev forhøjet ved en fælles dansk-tysk indsats og stod sin prøve få år senere, da stormfloden i november 1981 raserede Vadehavsøerne og med 4,3 meter satte vandstandsrekord i Esbjerg Havn.

Under orkanen fra vest den 3. december 1999 nåede vandstanden i Esbjerg Havn lige knap 4,0 meter, hvilket var den næsthøjeste registrering i 120 år. Tilfældigvis kulminerede denne kortvarige storm ved ebbe, så tidevandet trak vandstanden ned. Var det i stedet sket ved højvande nogle få timer tidligere eller senere kunne vandstanden i Ribe være nået op omkring 6,5 meter og dermed have overgået rekorden fra manddrukningen i 1634.

Østenstormen Babet den 20. oktober 2023 markerede afslutningen på 110 år uden virkelig alvorlige stormfloder (dvs. over 2 meter) i den vestlige Østersø. Vandstanden nåede op på ca. 2,3 meter ved dele af den sønderjyske østkyst, hvilket var det højeste i 150 år, men stadig ca. 1 meter lavere end 1872-stormfloden. Tidligere, i 17- og 1800-tallet, var stormfloder op til 2,5 meter hyppigere, mens stort set hele det 20. århundrede var usædvanlig roligt.

I årtierne efter 2. Verdenskrig blev den sydlige del Nordsøen ramt af to meget kraftige stormfloder, som hver for sig satte skub i kystsikrings- og varslingsprojekter. I begge tilfælde var en ikke afsluttet genopbygning af kystsikringen efter krigen medvirkende til katastrofens omfang.

Stormfloden i februar 1953 ramte især Holland, hvor den forårsagede flere digebrud med ca. 1.800 dødsofre til følge. Themsens munding blev også ramt, og ca. 300 mennesker omkom pga. sammenstyrtende bygninger. Efter denne hændelse iværksatte man sikringsprojekterne Delta Plan i Holland og Thames Barrier i England til sikring af henholdsvis Rotterdam og London. Begge projekter tog ca. 40 år at fuldføre.

I februar 1962 blev flodmundingerne til Elbe og Weser i den tyske del af Vadehavet ramt, og digebrud førte til, at en stor del af Hamburg blev oversvømmet. Der var mere end 300 dødsofre. Stormfloden var varslet, men blev voldsommere end forudset, og flere floddiger brast.

Udvikling af stormflodsvarsling er foregået i kølvandet på hændelserne i Nordsøen. Den største ekspertise inden for området findes i Holland, hvor sikring af tætbeboede områder, som ligger under havniveau er en livsnødvendighed. Der foregår en vis udveksling af erfaring og metodeudvikling imellem landene omkring Nordsøen. I Danmark er Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) ansvarlig for varsling af stormflod.

Stormflodsvarsling er i dag baseret på numerisk modellering. En vejrmodel kortlægger vind og lufttryk for de kommende dage, time for time, med så god rumlig detaljeringsgrad, som det teknisk lader sig gøre. Disse resultater benyttes i en tilsvarende cirkulationsmodel for havet, som kortlægger havstrømme og vandstande med inddragelse af eventuelle effekter fra tidevandet. Udsigten for havet bliver dermed en funktion af vejrudsigten. Denne metode har været kendt siden begyndelsen af 1950’erne og været anvendt ved DMI siden 1985 som erstatning for tidligere tiders rent statistiske metoder. De seneste årtiers rivende udvikling inden for computer- og satellitteknologi har været afgørende for et kvalitetsløft på begge felter, dvs. vejr og hav. Med adgang til stadig større computerkraft er både vejr- og havudsigterne er blevet mere detaljerede og præcise, og stormflodsvarsler kan udsendes tidligt i forløbet. Det har stor praktisk betydning for beredskabet.

I Danmark varsler DMI for 20 kystdistrikter med et varslingsniveau for hvert distrikt. Ved i alt ca. 100 målepositioner kan lokale myndigheder derudover fastlægge et eget varslingsniveau, ud fra hvad man anser for kritisk vandstand. Taget over hele landet varsles der typisk om forhøjet vandstand 2-3 gange om året. Efterfølgende afgøres det, om vandstanden var høj nok til at kategoriseres som stormflod.

Naturskaderådet (tidligere Stormrådet) er en offentlig myndighed, der træffer afgørelse om, hvorvidt der i et område på et givet tidspunkt har været stormflod, og hvilken erstatning der i så fald skal ydes de skadelidte. Ordningen finansieres ved opkrævning af en afgift på brandforsikringer. Forsikringsselskaberne bistår med administrationen.

Naturskaderådet anvender en vurdering af hyppigheden af højvandet til at afgøre, om skadelidte i et givet område er erstatningsberettigede. Der foretages således en geografisk opdeling af landet. Hvor hændelsen anses for at indtræffe sjældnere end hvert 20. år, kategoriseres den officielt som stormflod, og der udbetales erstatning. Niveauet for en 20-års-hændelse beregnes af Kystdirektoratet på baggrund af den historiske erfaring, dvs. optegnelser eller målinger af tidligere indtrufne stormfloder. Statistikken opdateres hvert 5. år.

Den hidtil største udbetaling fra Naturskaderådet som kompensation for skader forårsaget af stormflod fandt sted efter stormfloden Babet i oktober 2023. Den samlede skadesudredning beløb sig til knap 1 mia. kr.

Stormflodssikring af lavtliggende land mod oversvømmelse ved stormflod er historisk set sket ved bygning af diger. Denne udvikling tog fart i midten af 1800-tallet. Eksempler på digebygning i Danmark er de sønderjyske diger til beskyttelse af marskområderne samt det 63 km lange dige til sikring af Lollands sydkyst. En stor del af arbejdet med konstruktion og vedligehold er lokalt forankret og organiseret i digelaug.

Stormflodssikring af kystbyer er et felt i rivende udvikling. Mange steder, fx i havnebyer, er digebygning vanskeligt at gennemføre eller for pladskrævende. Her anvender man i stedet mobil kystsikring (watertubes), lodrette mure eller stormflodsporte, alt efter hvad forholdene tillader. Den kunstige ø Lynetteholm er tænkt som et første skridt mod stormflodssikring af Københavns inderhavn ved opsætning af en port i indsejlingen.

Sikringsniveauet, dvs. hvilken vandstand man vælger at gardere sig imod, er i hvert tilfælde en afvejning af økonomi mod andre forhold, fx hvor høj grad sikringen er til ulempe. Man taler om en 100-, 1.000-, eller 10.000-års sikring, hvor hvert niveau forsøges bestemt statistisk. Jo højere niveau, jo lavere restrisiko er der at leve med. Omkostningerne ved konstruktion og vedligehold skal så gerne stå i forhold til værdien af det sikrede. Ved sikring af storbyer anvender man ofte 10.000 år, hvilket bringer restrisikoen ned under 1 % set i et 100-årigt perspektiv.

I et gradvis varmere klima stiger den globale middelvandstand. Denne proces er under langsom udvikling, efter alt at dømme med en gradvis øgning af stigningstakten. I 2025 var den på ca. 30 cm pr. 100 år. Stormfloder af samme styrke som i dag vil få større skadevirkning, når havet i roligt vejr allerede står højere.

I troperne er der i tilgift en risiko for øget stormaktivitet som følge af højere havtemperatur. Man kan ikke udelukke, at bæltet omkring ækvator, hvor tropiske orkaner kan opstå, kan brede sig mod subtroperne. I tempererede eller subpolare egne er der derimod ingen entydig indikation på øget stormaktivitet i klimascenarierne. Det kan skyldes, at forskellen mellem polar og subpolar luft i nogen grad udviskes, når polområdet i højere grad end andre områder varmes op. Det er for tidligt at sige med sikkerhed, men indtil videre er risikoøgningen ved stormflod uden for troperne nært forbundet med den stigende middelvandstand og i mindre grad med voldsommere vejr.

• stormfloden den 13. november 1872
• stormfloden den 20. oktober 2023
• dige
• kystsikring