talehandling

Først skelnede Austin mellem handlingsudførende ytringer, performativer som Jeg døber dette skib "Najaden", og beskrivende ytringer, konstativer som Jeg kender dem ikke. Men senere analyserede han også de sidste som handlinger: Den handling, man udfører ved at sige Jeg kender dem ikke, er at beskrive verden på en bestemt måde. Det bliver særlig tydeligt, når man fx siger Ulven kommer! At sige det er også at udføre en social handling med konsekvenser, som man er ansvarlig for.

Austin indførte desuden en skelnen mellem lokution, perlokution og illokution som tre forskellige slags sproglige handlinger.

Searle videreførte i Speech Acts (1969) Austins analyse ved bl.a. at analysere de mekanismer, der gør talehandlinger mulige. En central rolle spiller de såkaldte konstitutive regler, som alene ved deres eksistens muliggør handlinger, jf. spil som fodbold: Kun fordi det at sparke bolden over målstregen "tæller som" at "lave mål", giver det mening med alle anstrengelserne ved udførelsen af den fysiske handling. Konstitutive regler ligger også bag sprogbrug: Alene fordi det at sige jeg lover... tæller som et løfte, giver det mening at sige det. I modsætning til konstitutive regler står regulative regler, fx færdselsregler, som styrer aktiviteter, der også ville findes uden reglernes eksistens.

En anden central egenskab ved talehandlinger er deres "pasretning" (engelsk direction-of-fit), som indebærer, at en påstand skal passe med virkeligheden, for at ytringen kan være sand, mens et påbud indebærer, at modtagerens handlinger skal passe med det, ytringen siger, for at den kan siges at være vellykket. Man taler derfor om, at talehandlinger har vellykkethedsbetingelser og ikke sandhedsbetingelser (se sandhed).

Searles teori om talehandlinger har via diskussionen om løfter haft betydning for opfattelsen af forholdet mellem er og bør, idet han har påvist, at man ved sin måde at beskrive virkeligheden på også kommer til at hæfte for den værdidom, som sprogbrugen forudsætter. Hvis man således erklærer, at noget er et løfte, følger det heraf, at man bør handle, som man har lovet.

Den tyske filosof J. Habermas har argumenteret for, at selve kommunikationssituationen giver et etisk grundlag for menneskeligt samkvem. Ifølge Habermas kan en handlings berettigelse afprøves i et kommunikativt rum, hvor fornuften kan sætte grænser for tvangen i kraft af "det bedre arguments ejendommelige tvangløse tvang".

Talehandlingsbegrebet har den begrænsning, at det omhandler den enkelte ytring snarere end sammenhænge og typer af social interaktion. Bl.a. derfor har dets vigtigste rolle været at afdække grundlæggende egenskaber ved sprogligt samkvem snarere end at give afsæt for empiriske analyser af faktisk interaktion.

• magt
• mening
• performativ
• pragmatik
• reference
• semantik
• sociolingvistik
• sprogfilosofi
• sprogfunktioner