Beretninger fra et autentisk landbrug

Fra minus 10 til plus 5 på et døgn eller to – det er da ret udsædvaneligt og fra at køkkenhaven var bundfrossen og alle tanker om næste års sæson var frosset med ned, så står den her til formiddag og ligner én, der vil en hel masse. Jeg ligner én, der vil en hel masse! Listen over ønsker og drømme stiger altid hen over efteråret, hvor året i køkkenhaven gøres op. Selvom det uden tvivl mest er Lones have, så kan det ikke holde mine idéer og planer i ro. For gøres bedre, det kan det. Ikke Lones indsats, den er som altid helt usædvanlig, og det er heller ikke, fordi jeg er faldet af på den. Men haven kræver mere og mere, hvis den skal lykkes godt. Arbejdet øges og udbyttet falder. Ja, det kan lyde lidt underligt, men trods indsatsen bliver udkommet mere og mere belastet af en tiltagende mængde skadedyr. Vi håber selvfølgelig meget på, at det at vi rent faktisk har haft mærkbar frost i år, kommer til at gøre en forskel på de alt andet end kære små kræ, men vi tør ikke tage chancen mere.

Det er kål af alle slags, gulerødder, porrer og til dels løg, der er mest plaget. Gulerodsfluer, minerfluer, møl og larver er efterhånden til stede i en mængde, hvor grøntsagerne efterlades hullede, forkrøblede og i mange tilfælde uspiselige. Og mens luften summer af fjendtligtsindede biologiske styrker, marcherer de orange slimende snegle, orv en association, henover mulden og æder alt på deres vej. Tilmed skal vi ikke ret langt hen på sommeren, før mosegrisene laver Snurresnup-tricket nedefra. I guder det er op ad bakke i en køkkenhave. Både ud og hjem.

Det går meget bedre i vores drivhuse, hvor vi i langt højere grad kan kontrollere mængden af ubehagelige starutter, men vi har slet slet ikke nok plads i husene til den mængde grønt, vi dyrker. Vi har eksperimenteret lidt med at dække vores grøntsager over på friland, men ofte ender det med, at overdækningen bliver et sneglehelle og at der før eller siden åbnes et hjørne eller to og angrebet sættes ind.

Så nu lægger vi strategien om. Vi skal tilbage til store fine spidskål, sprøde brugbare gulerødder og porrer, der kan holde vinteren over. Vi har hidtil dyrket, så vores lille fræser kan køre og holde rent mellem rækkerne, og det har gjort det forholdsvis nemt for Lone at holde det store areal selv. I området med det nye tiltag bliver det ikke muligt at køre mellem rækkerne, til gengæld kan vi så på en måde, der giver mere udbytte pr. kvadratmeter, og uanset hvad vil dyrkningsjorden have godt af, at den ikke bliver trådt på eller belastet af maskiner.

Sagen er den, at jeg vil bygge 4 store højbede, der skal indgå i et sædskifte, og i disse højbede vil jeg bukke vandrør til buer passende til et 3 meter bredt insektnet. Der skal laves sneglekanter rundt om højbedene og findes på en sindrig og holdbar løsning, så man nemt kan rulle nettet af og arbejde i bedet og ikke mindst høste. Det bliver groft overdimensioneret i styrke, vi gider ikke pangelværk.

Bliver det godt, så er det kun en start. Bedene er ikke planlagt ned i detaljer, men I bliver naturligvis inviteret med ind i processen, efterhånden som den rulles ud.

Søren Sørøver – til kamp mod ubehagelige starutter!

Overskårne citronmåner fra tanken er noget, nogen har fundet på, for at tage det dobbelte for det halve, og man ender alligevel med ikke at få noget. Men du kan bage en fantastisk lækker udgave selv.
Her får du opskriften på en citronfuldmåne (fra bogen Lone Landmands kager), der er rund og smuk, til du skærer det første stykke. Derfra hører de astronomiske ligheder op.

Til dejen:

125 g smør lavet af mælk fra en ko i ro
300 g sukker
3 store æg høns der ikke spises af med hvad som helst
125 g mel
1 spsk mandellikør
1 vaniljestang
skal af 2 citroner

Til glasuren:

200 g flormelis
saft fra 1 citron

Tænd din ovn og sæt temperaturen på 150 °C. Find en lille springform på ca. 22 cm i diameter frem og beklæd den med bagepapir eller smør den med omhu.
Riv skallen af dine citroner – forsigtigt så kun den gule del kommer med. Skrab kornene ud af vaniljestangen og læg dem i en skål sammen med smør, sukker, mandellikør og citronskal. Pisk, pisk, pisk, til blandingen er blød og ensartet.
Tilsæt æg, ét ad gangen, og pisk dem grundigt ind i dejen.
Vend mel i til sidst, rør kun kortvarigt og hæld dejen i din springform. Ind i ovnen med den og bag kagen ca. 1 time. Lad kagen køle, tag den ud af formen og sæt din citronmåne på et fad.
Pres saften af den ene citron og lad den dryppe gennem en si. Rør glasur af flormelis og citronsaften. Lad glasuren stå og vente til den begynder at blive lidt fast, så har du mere styr på den, når du overtrækker kagen. Dæk med glasur og server.

Tæt citronsmag – blød, blid og fugtig fuldmåne. Også god til politibetjente.

Lone

Det var en næsten ubærlig proces at skulle igennem. Omtrent to års ventetid på anlægget, brandmyndigheder, byggetilladelser, og næsten tre års arbejde med at omdanne den gamle lade til destilleri og kulturhus.

Men når man nu står i kulturhuset og kigger gennem den brandsikre glasrude til destilleriet og på mit dejlige spritorgel, var det al tiden værd. Det er måske noget underligt noget at kalde det fine stykke kobberhåndværk, men det giver faktisk mening. Et destilleri som dette er ikke bare en maskine, hvor man tilsætter a og så kommer der b ud af det. Det er langt mere som et instrument, hvor alle de valg, der træffes under destillationen, har indvirkning på den færdige melodi, den færdige spiritus. Man kan helt sikkert få et digitalt anlæg, der slavisk følger en opskrift – noget som minder om en maskine – der uafhængigt af menneske(h)ånd kan lave et jævnt produkt hver gang. Men helt ærligt, vil du helst have en færdigret fra Brugsen, eller en ret en dedikeret kok har lavet?

At destillere minder helt utroligt meget om at lave mad – én af mine andre store passioner, som I jo nok efterhånden ved. Man står med råvarer som frugter, bær, malt, friske urter, tørrede krydderier m.m. og skal vælge, hvordan disse bliver allerbedst. Hvilken sammensætning, hvilken opvarmningshastighed, hvor cuttet mellem hoved, hjerte og hale skal ligge, hvilken temperatur, hvilken tid, pauser, lagring og til sidst anretningen med små justeringer inden flaskning.
Når alle disse beslutninger og justeringer skal finde sted, er man afhængig af en smagshukommelse. En idé om, hvad der sker, når et valg træffes. Præcis som når jeg laver mad. Og præcis som når jeg laver mad, så knuselsker jeg også at destillere.

Lige nu, mens jeg sidder og skriver, drikker jeg et lille glas pære eau de vie, lavet på pærer fra havens gamle sukkerpæretræ. Træet er måske i nærheden af 100 år gammelt og dets frugter er helt forrygende til denne klassiske franske avec. Sidst på sommeren spændte jeg et net ud under træet og fangede de modne pærer, når de slap deres fæste i træet, inden de endte på jorden. Over et par uger blev de flere gange om dagen indsamlet og kvast i store 200 l tønder. De går lynhurtigt i gang med at gære naturligt – det søger naturgæren på skrællen, træets egen, for. Efter pæremassen var gæret færdig, blev den destilleret to gange og de knap 400 kg opsamlede pærer blev til 17 flasker. 17 fantastiske flasker!

Det er ikke fordi, det hele skal handle om pærer, men det er den slags spiritus, jeg laver. Også i lidt større batches naturligvis, men der ligger altid en historie og utroligt mange overvejelser og valg bag.

Råvarer er ikke bare råvarer. Den indstilling har vi vist holdt slet skjult gennem de mange år, vi har kommunikeret udad. Hvis en råvare er mindre end fantastisk, bliver det færdige produkt aldrig fantastisk, så derfor er jagten på den helt rigtige råvare på det rigtige tidspunkt essentiel i alt, hvad vi gør og det gælder naturligvis også for destillationerne.
Hver eneste dag, jeg står i køkkenet, føler jeg mig som lykkens pamjulefis, fordi jeg har en helt usædvanlig råvarebank lige uden for døren. Dens betydning kan ikke undervurderes.
Det betyder også, at når jeg gerne vil lave en absinthe, så går jeg ikke på rov i Naturdrogeriets tørrede urter, nej så beder jeg Lone om at så, pleje og frembringe lige de urter, jeg drømmer om at bruge. Det er ikke sikkert, at de kommer som forventet. Og slet ikke i de mængder eller til den tid, som jeg håbede. Det kunne man da sagtens være skuffet over, hvis man ville, men  hvorfor dog? Når jeg går i haven gennem stauder, urter og ukrudt – smager, dufter og drømmer, så er alle tanker om det forudbestemte væk. For hvorfor hænge sig i faste opskrifter, når et hav af vidunderligheder står der og på lige den plads, på lige det tidspunkt og gør sit bedste. Fulde af eventyrlig saft og kraft. Det er der, magien opstår. Her smagen starter, nye produkter, nye idéer og alle sammen på råvarer, der ikke kan blive bedre. Du har nok smagt en tomatsalat i februar måned – og har du smagt én fra eget eller naboens drivhus i august, så ved du, hvad jeg mener.

Vi bliver aldrig store producenter og heller ikke synderligt kommercielle. Historien har gentagne gange vist, at skal der virkelig være penge i skidtet, så kræver det opskalering. Bare det at skrive ordet får det til at løbe koldt ned ad ryggen. Tusindvis af ens flasker der sendes ud i verden. Der er ikke noget, der kan kvæle kreativitet, som industrialisering. Det skal give penge bevares, vi skal jo kunne leve af det, vi gør her på gården, men det skal for alt i verden være interessant og berigende i sig selv.

Og kunne det ikke være forrygende, hvis jeg i løbet af nogle år kunne præsentere 100 forskellige produkter i vores lille spiritus- og vinbutik? 100 velovervejede flasker med historie. 100 flasker som alle kunne smages, når du kiggede forbi? Lige nu er jeg på den gode side af 30, også i antallet af flasker.
Hvis alt går efter planen, kommer vi til at have faste åbningstider sommeren over og jeg vil glæde mig meget til at vise dig spritorglet og lade dig smage, til dine sanser slår flikflak.

Søren Sørøver

Til vinterens kager hører kanelkrøller. De er varme kærlighedserklæringer i en kold tid, og bare duften af nybagt kanelbrød kan fortrænge fodkulden i stuehuset. Her får du opskriften; den er fra bogen Lone Landmands kager.

I går spiste jeg en kanelkrølle, fordi den var ualmindelig lækker. Stor, indholdsrig, sød, blød og krøllet. Ikke noget man falder over hver dag.
Ok. I går spiste jeg 2 kanelkrøller. Fordi jeg ikke kunne lade være. Her skal du have opskriften, så du har noget at glæde dig til.

Til dejen:

5 dl sødmælk fra en kærkommen ko
25 g gær
125 g sukker
950 g mel
1 æg fra en høne med sne på næbet
150 g smør lavet af mælk fra ovenstående ko
2 spsk kardemomme, ja, der står to spiseskefulde
1 spsk groft salt

Til kanelremonce:

150 g smør – stadig lavet af mælk fra den udvalgte
150 g flormelis
2 spsk kanel, ja, der står to spiseskefulde
1 spsk vaniljesukker
1 spsk mel
samt 1 æg til pensling

I går spiste jeg 3 kanelkrøller. Det gjorde jeg altså.

Rør gæren ud i mælken. I med sukker, kardemomme, salt, mel og æg. Ælt dejen sammen, skær dit smør i små tern og ælt dem med ind i dejen. Ælt, ælt, ælt, til din dej bliver blød og smidig. Hvem vil ikke gerne være blød og smidig?
Lad din dej hæve lunt, hvis du vil bage samme dag, koldt hvis du vil vente til i morgen.

Smelt smørret til kanelremoncen i en lille gryde. Tilsæt flormelis, kanel, vaniljesukker og mel. Rør det hele grundigt sammen og sæt blandingen til afkøling – ikke i køleskab så bliver den for stiv – og så er den ikke til at arbejde med. Lad den bare stå på køkkenbordet.
Find tre bageplader frem og beklæd dem med bagepapir eller smør dem grundigt.

I går spiste jeg 4 kanelkrøller. Ved godt det var 3 lige før.

Drys et fint lag mel ud på dit køkkenbord og pres dejen ud til en firkant på ca. 50*60 cm. Smør kanelremoncen ud over hele herligheden. Fold – fra den brede side – 1/3 af dejen ind mod midten og træk den modstående side ind over. Skær dejpakken i omtrent 3 cm brede stykker. Drej hvert stykke om sig selv nogle gange. Lav begyndelsen på en knude, men lad dejenderne blive under din kanelkrølle. Prøv dig frem – hvor galt kan det gå, når noget skal ende med at være krøllet? Fordel krøllerne med god afstand på bagepladerne, pensl med æg og lad dejen efterhæve 1 times tid. Tænd din ovn og sæt temperaturen på 200 °C.  Bag kagerne ca. 15 minutter i midten af ovnen og lemp dem forsigtigt over på en rist med det samme. Så er der kanelduftende kaneldryppende kanelkrøller. Til dig. De vil sno sig om din sjæl.

Nå. I går spiste jeg 5 kanelkrøller. Ret skal være ret.

Lone

Siden vi byggede drivhus nummer to for 5 år siden, har dyrkningssystemet i det været præget af manglende variation og ditto sædskifte. Ganske enkelt fordi det nye drivhus havde varmeegenskaber, der var langt bedre for udviklingen af tomater, agurker, chili m.m.

Den slags bliver ikke ved med at gå og derfor har vi nu taget en beslutning om afgrødeskift et par år. Mindst. Gerne til noget af en vis værdi og det har jordbær.
Desuden sukker verden efter økologiske jordbær om sommeren. Eller det bør verden gøre.

Søren Sørøver og jeg havde en aftale om oprydning og klargøring af drivhus d. 1. januar 2026. Stive tomatstængler, bløde chilibuske, bambuspinde og stativer blev båret ud, planteskilte samlet ind og jorden vendt rundt.

I det mildeste, nærmest forårsagtige, vejr gravede jeg jordbærstiklinger op i går og i dag varmede solen langt ind i drivhussjælen, da de blev plantet række efter række.

Ja, det er bedst at plante i september/oktober, men her på gården holder vi os til Sørens gamle læremester gartner Arilds regel om, at det bedste tidspunkt er, når det sker.
Hvis man skulle afstå fra handling, fordi tidspunktet ikke er optimalt, er resultatet alt andet lige dårligere, end hvis man gør noget forsinket.

Da jeg rettede knæene, beundrede de 250 nye jordbærplanter og gik ud, blev jeg mødt af vinterens første hvirvlende snevejr og udsigten til frostdøgn, så langt prognosen rækker.
Men nu er stiklingerne sat. Etableret på stedet, hvor de kan udvikle rodnettet i ro og mag på gode dage med tiltagende lys og senere hen ekstra varme.

Noget at glæde sig til.

Lone