Reservoir Elves

Af Justin Hunter

Run of the mill Warhammer-militæraction

Den her bog kunne snildt have været en del af An Empire Army-serien (hvor jeg har læst Call to Arms og Reiksguard), men står for sig selv. Vi følger enheden Helmstrumburg Halberdiers aka The Ragged Company, et tilnavn de har fået på grund af deres scruffy og mangelfulde uniformer, da området pludselig bliver overrendt af beastmen. Klassiker.

Kompagniet er fyldt med personer man skal præsenteres for; fra rookien over den muntre, den sammenbidte og til den arrede veteran. Mest fokus er der på kompagniets ene leder, Sigmund, der ikke har meget personlighed udover at være tough but fair, og så er hans far tidligere krigshelt der nu lever som afdanket møller, inklusiv træben.

Faktisk er der utrolig mange navne – klassiske Warhammer-navne – og med den begrænsende personlighed der er koblet til dem, er de ret svære at holde styr på. Er det Osric der har et horn i siden på Sigmund og hedder den sammenbidte jæger Kann, Schwartz eller Elias og hvorfor i Sigmars navn inkluderer man en gut der hedder Edmunt, når man allerede har en Sigmund?

Nå, men oplandet omkring Helmstrumburg (der ligger ved floden Stir i Talabecland) bliver som sagt overrendt af store grupper af beastmen der virker som kaldet mod området. Det giver en masser brutale nedslagtninger af beboere i byens opland alt i mens borgmesteren i Helmstrumburg nægter at gøre noget og bruger al sin tid sammen med et par snobbede Reiklændere der ankommer til byen. Meget mystisk. Meget kaos, lidt ligesom de mystiske sorte stensøjler, der pludselig dukker op udenfor byen.

For selvfølgelig har kaos inficeret en fair share af byen og den borgere, hvilket skaber ekstra drama, da Helmstrumburg skal forsvares mod horderne af beastmen. Det ender i en ret lang bykamp der bølger frem og tilbage og udover at holde styr på de mange Halberdiers og deres Handgunner-venner, skal man ogå holde styr på, hvor mange beastmen der faktisk er. Antallet virker til at variere efter “dragers antal”-konceptet, fra 100 til nok nærmere det tidobbelte. Plus kaos.

Det er fin tjubang. De små intriger mellem karaktererne bliver aldrig rigtig udviklet, det gør karaktererne egentlig heller ikke, og bogens forsøg på, at binde tingene sammen med noget der skete på Sigmars tid virker noget søgt. Ganske fint. Ganske gennemsnitligt.

Bog: 3/6

Scenariepotentiale: 3/6

Karakterer: 2/6

Hvor Warhammer er deres navne: 4/6 (alene på antal)

Af C.L. Werner

Dusørjagt i to dimensioner

Warhammer-sommerlæsning og denne gang et første møde med en dusørjæger der har fået dedikeret flere bøger til sig. Dem skal jeg ikke læse. Der er ingenting jeg er fan af, omkring denne bidske menneskejæger. Mindst af alt, hans navn.

Brunner

Smag på det. Også hvis man ser bort fra konnotationer til fynsk bagværk er det et møgnavn.

I denne samling følger man Brunner på en række opgaver, der bindes sammen af forfatteren Ehrhard Stoecker, til hvem Brunner fortæller sine “eventyr”, som Stoecker så bruger i fantasifulde pamfletter. En opskrift der låner en del fra Gotrek og Felix.

Bare meget, meget værre.

Brunner har ingen personlighed. Han er bister, larger than life, har en masse våben og er en kæmpe badass. That’s it. Nej, vent, han er faktisk også et ret stort røvhul. Det er hans personlighed. Og så skærer han hovedet af folk, når han har fanget dem.

I løbet af bogen når han at nakke en gut der er stukket af med en sleazy købmands datter, en røverbaron, en ork-høvding, en troldmand, en spion og en 300 år gammel legende. Uden at fortrække en mine.

Samtidig, trods alt hans badassery, virker Brunner ikke specielt klog eller pålidelig. På et tidspunkt bliver han hyret af en Skaven(!), uden at rigtig at opdage det og inden da er han villig til at lade sig hyre af sit target, lige inden han slår ham ihjel, til at nakke gutten der hyrede ham! Er det en type dusørjæger har lyst til at hyre!?! Senere fortæller Brunner også, at det er vigtigt for ham, at han er dusørjæger, ikke snigmorder. Én historie senere, bryder han ind i et fængsel, nakker en fange (der jo altså allerede var fanget!) og undervejs slår han mindst 4-5 uskyldige fængselsvagter ihjel. Jezz, Brunner.

I bogens sidste del, hvor Brunner jager den legendariske Black Prince, får han også lige stampet et helt party op, med en ridder, en troldmand og elver, der så lige kan fylde de huller, hvor det alligevel ville være for urealistisk, at én gut kunne nakke en legendarisk bandit med 300 års erfaring. Alle hans hench adventurers er mere nuancerede end Brunner selv.

Brunner er den værste Warhammer-karakter jeg har mødt. Og så har han for øvrigt altid en sej sort hjelm på… hvilket ingen åbenbart har fortalt forsideillustratoren. F*cking Brunner…

Bog: 1/6

Scenariepotentiale: 2/6

Karakterer: 1/6

Hvor Warhammer er deres navne: 2/6 (dem der ikke er “Brunner”, er ok)

Af Robin D. Laws

Mord, aflad og ulækre relikvier

Så er vi tilbage på VLW-vognen og det med anden bog om ligrøveren Angelika Fleischer, der rejser igennem Imperiet og plyndrer de døde. Bogen er skrevet af Robin D. Laws, der er et ret kendt navn i rollespilskredse og står bag rollespil som Ashen Stars, Feng Shui og Hillfolk, er del af podcast-duoen Ken & Robin Talk About Stuff og også har skrevet en bog sat i Over the Edge-universet. Den er også ret god.

Plottet cirkler om en flok pilgrimme, som Angelika og hendes sidekick Franziskus, en desertør der føler, at han står i æresgæld til vores hovedperson, selv om det er helt tydeligt, hun er langt senere end ham, lover at eskorterer til et fjerntliggende Shallya-kloster. I klosteret befinder sig Søster Elsbeth og rygterne om hendes evner til at velsigne og kurere har bredt sig gennem Imperiet, i takt med at truslen fra kaos rykker nærmere. Men ikke alt er vel i klosteret… eller i vores lille gruppe pilgrimme, for den sags skyld.

Turen med pilgrimmene viser sig hurtigt at være fyldt med intriger og en morder, der sammen med farerne i Black Fire Pass, tynder ud blandt de rejsende. Men hvem nakker pilgrimme og hvorfor?

Samtidig ved klosteret stimler flere og flere pilgrimme sammen udenfor og kræver at blive helbredt, men den aldrende Elsbeth kan slet ikke følge med og det viser sig, at hun bliver holdt i live på ret uhellig vis af Sigmar-præsten Manfried Haupt, der har brug for hendes evner til at tjene sine egne ambitioner.

Så det er whodunnit ude på rejsen og body-horror i klosteret og det hele kulminerer, da vores rejseselskab kommer frem og de pilgrimmende masser nærmer sig et zombie-lignende tryk på klosterets porte.

Det er en af de mest velskrevne Warhammer-bøger jeg har læst so far. Sproget er godt og det samme er Angelika Fleischer som hovedperson. Hun er nuanceret, badass og vi har  at gøre med en bog, der uden problemer klarer en Bechdel-test. Måden hun tackler dumme rejsende og flår guldtænderne ud på faldne pilgrimme er meget Warhammer. Der er ret mange pilgrimme i flokken, men de er nogenlunde kridtet op, så man kan skelne dem fra hinanden, også når de bliver nakket på forskellig facon. Klosteret er et virkelig klamt sted og beskrivelserne af, hvor langt en præsteorden vil gå for at holde liv i deres koryfæ er pænt gritty.

Plottet med morderen bliver lidt rodet og er der tydeligvis mest for at drive intrigerne og dramaet, men det er ok.

En af de bedste Warhammer-bøger jeg har læst so far og nu bliver jeg nok nødt til at få fat i de to andre Fleischer-bøger også.

Bog: 5/6

Scenariepotentiale: 4/6

Karakterer: 4/6

Hvor Warhammer er deres navne: 5/6