Indlæg

Lenovo ThinkPad T540p

Lenovo ThinkPad

Ny – brugt – PC

Jeg har købt en fin lille brugt og restaureret computer til 2.800 kr. Det er en Lenovo ThinkPad T540p fra refurb.dk. Den er med otte GB ram, og 240 GB SSD (jeg tilkøbte lidt). Skærmen har en fin størrelse på 15,6″. Der er Windows 10 Home, oplader og 12 måneders garanti.  Efter beskrivelsen skulle den være en fin, fin arbejdshest ,selvom den ikke er nyeste model. Jeg søgte råd hos “gutterne” i “Linux for begyndere” for jeg har ikke forstand på hardware, og de var gode til at rådgive. Ikke så mange dikkedarer eller overtalelse mere en forholden sig til mit formål med den lille ny.

Den er bestilt og kommer med GLS på onsdag – leveret lige til den lokale lakridspusher. Jeg skal kun gå 100 meter for at hente den. Jeg glæder mig.

En omtale af det udgåede produkt

15″ BÆRBAR COMPUTER TIL ERHVERVSLIVET.

Performance, effektivitet og holdbarhed gør T540p til den bærbare arbejdscomputer, der sætter standarden for computere til professionelle. Med det prisbelønnede tastatur, Full HD-skærm og ultralang batteridriftstid kan T540p være med dig hele vejen, uanset hvor dit arbejde bringer dig hen.

Formålet

Formålet med den lille ny er at have et sted at lege med Linux, en sandkasse, hvor kommandoer gerne må gå i ged og være helt forkerte, og hvor det ikke gør noget, at jeg får rodet så meget i det, at det er nødvendigt at reinstallere. Den slags vil jeg jo meget gerne undgå på den rigtige PC, for konsekvenserne kan være uoverskuelige. Jeg orker ikke at skulle begynde forfra mere end højst nødvendigt.

refurb

refurbs koncept er, at de opkøber brugte PC’er fra virksomheder, der udskifter maskinparken. Disse PC’er har måske kun to til tre år på bagen, men de er bygget til at holde måske seks eller syv år. refurb tager dem ind og sætter dem i stand, udskifter “trætte” eller defekte dele, sørger for at alt spiller, som det skal og sælger dem herefter med 14 dages reklamationsret og 12 måneders garanti.

Meget af det udstyr, vi køber, er i realiteten for godt til det, vi bruger det til. Kun til de allernyeste spil, videoredigeringsprogrammer mv. er det nødvendigt at have det det bedste grej. I hvert fald kan Linux sagtens køres på en ældre og istandsat PC. Systemets krav er ikke så voldsomme.

refurb skriver på deres hjemmeside om cirkulær økonomi. De vil reducere forbruget og produktionen, genbruge og i sidste ende genanvende mest muligt. I en tid, hvor vi taler klima og bæredygtighed er dette den rette vej at gå. Køb og smid væk-kulturen fylder alt for meget i den vestlige verden. Skal Danmark nå målet om 70 pct.s reduktion af CO2-udslippet i 2030 er det muligt, at vi er mange flere, der skal handle hos refurb.

De skriver også:

Ved at genbruge en computer, skal der produceres en computer mindre. Derved reducerer vi forbruget af ressourcer og genbruger selvsagt mere. Det som det ikke lykkes os, at genbruge bliver forsvarligt genanvendt. Det betyder, at så meget som det overhovedet er muligt bliver skilt ad, smeltet om og brugt til ny produktion.

De tanker kan jeg godt lide og jeg tror, jeg har gjort en god handel! Nu skal jeg bare glæde mig til den lille brugte Lenovo ThinkPad T540p kommer.

, , ,

Tæt på lykkelig

lykkelig

En god følelse

Jeg føler mig tæt på lykkelig og nyder det, så længe det varer. Det kører for mig lige i øjeblikket, for jeg sammenligner med de to mareridtsår, hvor alt var uklart: hvad skulle jeg leve af, hvor skulle jeg bo, ville jeg dø eller leve, hvorfor kunne jeg ikke huske noget, hvornår skulle jeg indlægges igen osv.? 2014 og 2015 er helt væk fra erindringen, men måske gør det ikke noget, for det var alligevel et helvede af depressioner, manier, angst, frygt og dødslyst. Egentlig ønsker jeg heller ikke at huske det.

Hvad fremkalder lykkefølelsen?

Patientfeedbackmøde

De ringede fra afdelingen og spurgte, om jeg ville deltage i et patientfeedbackmøde den 19. juni om patientstyrede indlæggelser (PSI). Selvfølgelig vil jeg hjælpe, og det første ord der falder mig ind i forbindelse med PSI er ‘tryghed’. Det gør mig nærmest lykkelig at blive spurgt. Jeg har en kontrakt med afdelingen, der går ud på, at jeg til enhver tid kan komme og være på PSI-pladsen i op til fem dage. Idéen er at man skal komme, inden man har behov for en fx fire uger lang indlæggelse, fordi det er gået galt. Konceptet er genialt. Selvfølgelig er der store besparelser forbundet med PSI-kontrakterne, men jeg kan ikke se det som andet end en fordel for patienterne.

Udfordringen er at huske, at man har pladsen, når man er på vej til at blive dårlig. Det glemte jeg selv sidst, så jeg gik rundt hjemme og fik det værre og værre, og det endte med en tre ugers indlæggelse. Det var ikke godt. Måske kan jeg finde en smart anordning,, der bipper, inden det går galt, så jeg husker PSI-pladsen? 🙂

Arbejdet

Jeg arbejder som webudvikler i en lille IT-virksomhed. Det er et fleksjob, hvor jeg er ansat 5-15 timer om ugen, og jeg er meget glad for det. Efterhånden kan jeg bidrage med ret meget, og jeg kan lære chefen meget, hvilket er en stor tilfredsstillelse for mig; det gør mig nærmets lykkelig. Jeg elsker at lave hjemmesider, og jeg er ved at være god til det. Jeg tænker på at tilbyde ‘Linux for begyndere’ at lave en hjemmeside for dem, så vi kunne lave en systematiseret erfaringsopsamling.

Mit firma mangler opgaver p.t., men jeg prøver at have is i maven, for jeg er den af os to, der sidder yderst på grenen. Jeg vil kæmpe med næb og klør for at bevare jobbet, nu hvor jeg endelig har fundet drømmejobbet. Jeg finder aldrig noget, der er lige så godt.

Med arbejdet følger en lille løn, som suppleres af fleksløntilskuddet fra Hvidovre Kommune og min invalidepension fra JØP som samlet set gør min økonomi ret sund. Dette er også til forskel for de år, hvor verden var kaotisk.

Linux

Linux er leg, og jeg leger godt. Jeg elsker læreprocesserne, og jeg lærer noget nyt hver dag. Det gør mig nærmest lykkelig. Jeg kan ikke finde ud af om indlæringskurven er stejl eller mere flad. Jeg er jo halvgammel (55 år), så det er sin sag, at begynde forfra med et nyt styresystem, men jeg synes egentlig selv, det går ret godt. Der er meget at lære, og google er min ven, så jeg googler svar på alle mine spørgsmål. Og det jeg ikke kan google mig til, spørger jeg om i Facebookgruppen ‘Linux for begyndere‘, som er en fantastisk gruppe fyldt med hjælpsomme mennesker.

Konklusion

Det tegner til at blive et godt liv!

At gå på to ben

At gå på to ben

Det går fremad

“At gå på to ben” hentyder til både friheden ved Linux, hvor der fx er 85.000 gratis programmer, hvor man kan tage kildekoden under armen, gå sin vej og bygge sin egne distro (version), hvis man ellers har forstand til det, og hvor brugen af programmerne er gratis. Ingen dollars er involverede her. Men det hentyder også til, at jeg har installeret Linux og Windows side om side – dvs. jeg har haft folk til det 🙂 – så jeg kan vælge hvilket system, jeg vil bruge en given dag. I går var Microsoft åbent et kvarter og i dag når det næppe at blive åbnet. Pudsig tanke at det jeg har brugt siden før computeren blev opfundet, for mit vedkommende siden 1990, kan skiftes ud på nogle få dage.

Det tager tid

Det tager sin tid at starte på en helt blank og vårfrisk PC; der er mange ting, der skal på plads i Linux, før maskinen er rigtig brugbar som arbejdshest, men jeg har ikke noget andet arbejde, der skal gøres, så jeg kan koncentrere mig om at bringe nødvendige ting på plads fx:

  • program til koder. Keepass 2 er fint og det jeg kender, og sørme også tilgængeligt.
  • Dropbox. Kører nu takket være en hjælpsom sjæl fra ‘Linux for begyndere’, men jeg havde nu gjort det rigtigt selv. Jeg var bare ikke tålmodig nok.
  • et alternativ til Teamviewer. Er jeg endnu ikke i gang med at undersøge.
  • slægtsprogrammet Legacy, der kan køre meget fint under Wine, jeg kan bare ikke finde ud af at få det installeret, selvom jeg har fundet en super god guide her. Men jeg prøver da bare igen. Det kunne lykkes. Min slægtsforskning er 10 års arbejde, der bare ikke må mistes!
  • Herudover er der småting:
    • kan man ikke fjerne kodeordet, der konstant skal indtastes?
    • Og er der ikke genvejstaster til copy and paste og cut and paste? Jeg savner allerede de gængse taster fra Windows.

Videoer

Jeg ser begyndervideoer i rå mængder, for jeg gider ikke spørge hele tiden, og det er også rimeligt at man klarer alle de nemme tin selv vha. Google. Der er virkelig mange fine videoer om Linux Mint på YouTube. Jeg har fået meget basisviden fra dem. Nuvel der er langt endnu, men det går fremad.

I dag har jeg fx lært om backup af filsystemet, om at ændre skrivebordsbaggrunden, hvilket jeg synes er inderligt uinteressant, om Programhåndteringen og om andre ‘småting’.

Og sådan får tiden nemt ben at gå på. 🙂

PS1: Jeg har sørme fået installeret Wine og Legacy. Hvor er jeg glad for det. Nu kan jeg gå i gang med at se på at koble personer og billeder sammen, så programmet igen bliver flot at se på.

PS2: Så er billederne også på plads i Legacy

PS3: Så er Teamviewer installeret vha. denne guide.

Så kører det

Linux

Installationerne er tilendebragt

Jeg er nu indehaver af både Windows 10 og Linux Mint Cinnamon. Det er sat op, så jeg kan vælge, når PC’en starter op (dualboot). Så kan jeg lære Linux Mint stille og roligt og skifte fra Windows 10, når jeg føler mig klar. Det er trods alt en helt anden verden.

Min tekniker kom, så og sejrede. Han er bare så dygtig. Det var spændende at sidde ved siden af og iagttage, om hans skærmbilleder så ud som mine gjorde, og det gjorde de overhovedet ikke. Der, hvor man skulle vælge om det skulle være dualboot eller ej, fik han teksten a la ‘ved siden af Windows’ og den fik jeg på ingen måde. Alt så anderledes ud med en masse tal, som jeg ikke kunne gennemskue og navne på partitioner a la ext4-fs, som ikke siger mig ret meget.

Vi kiggede lidt på USB-pinden og konstaterede, at databasen havde mangler, selvom jeg brugte Rufus til at lave USB-pinden med. Han kunne heller ikke køre installationen med pinden. Så snart vi skabte en ny pind, trillede det bare på ingen tid.

Dokumenter og billeder

Dokumenter og billeder er placerede på en disk for sig, så selvfølgelig burde der ikke kunne ske dem noget, alligevel er der ikke gået en dag, hvor jeg ikke har tænkt, at jeg ville være lykkelig, når jeg så dem. Således blev jeg lykkelig her til eftermiddag.

Fremad

Nu skal det gå fremad med Linux, for lysten til at lære er stadig til stede – men jeg har lige et par ting i Windows der skal ordnes, koder, adgangen til Facebook og mails osv. Der bliver nok at gøre, og jeg skal også passe på musearmen, den er slem nok. Så jeg kommer ikke sådan lige ud over stepperne.