Dijon

Det keltiske Dijon, Divio, var lingonernes sydlige bosted. Man har fundet gravsteder fra 300-200 f.v.t. tæt på det nuværende bycentrum. I det første århundrede var Divio en vicus, en mindre by, der lå på den romerske vej fra Lyon til Mainz og på vejen fra Italien op mod Paris. Fra 200-tallet blev byen udsat for flere invasioner. I kejser Aurelians regeringstid, hvor truslerne fra alemannerne kulminerede i 276, var Dijon omgivet af en mur, mens der lå en befæstet militærlejr, castrum, på Bresse-sletten ved sammenløbet af Ouche- og Suzon-dalene.

De eneste levn fra romertiden er et tårn på castrum, et par rester af den sene romerske mur samt et stykke af den romerske vej fra Chalon-sur-Saône til Langres.

Den romerske by havde to gravpladser. Den ene lå langs Chalon-Langres-vejen, og den anden lå mod vest og var i brug fra 100-tallet. Den fortsatte som kirkegård indtil Ludvig 16.’s regeringstid.

Biskopperne af Langres henlagde midlertidigt deres residens til Dijon efter vandalernes plyndring af Langres mellem 407 og 411. Det førte til opførelsen af flere religiøse bygninger, heriblandt et kompleks med tre katedraler, Saint-Étienne, Sainte-Marie og Saint-Vincent.

I 500-tallet mente biskoppen af Langres, hvis stift var truet af alemannerne, at fæstningen i Dijon var sikker nok til, at han kunne etablere sin residens her. Den var omgivet af en mur, der var over fire meter bred og to meter høj. Den havde treogtredive tårne, hvoraf et er delvist bevaret, samt fire porte.

Dijon blev herefter besat af burgunderne, som blev besejret af Chlodovech 1. i 500 eller 501. Araberne invaderede i 725, mens vikingerne ikke formåede at indtage byen i 887. Det var i denne periode, at de første grever, senere hertuger, af Dijon dukkede op. I begyndelsen af 1000-tallet bestod Dijon af en befæstet by omgivet af romerske mure, resterne af det gamle castrum samt en købstad uden for murene. Hertugerne af Bourgogne herskede over regionen og gjorde Dijon til hovedby i hertugdømmet. Byen var nu et politisk og religiøst centrum, og det varede i tre hundrede år.

Den 28. juni 1137 hærgede en stor brand i Dijon. Hertugerne genopbyggede byen og opførte derefter en mur, der var langt større end den tidligere. Den beskyttede byen indtil 1700-tallet. Dijon oplevede stor velstand under de fire hertuger, der regerede fra 1363 til 1477. I denne periode var det reelt en samling af stater, der strakte sig helt til Nederlandene. Udvidelserne skete gennem arv og ægteskab. Det magtfulde Bourgogne kollapsede efter flere stridigheder, og i 1477 annekterede Ludvig 11. området. Han besluttede, at Bourgognes parlament, der lå i Beaune, skulle flyttes til Dijon. Han fik også bygget et slot i byen. Den franske konge og den tysk-romerske kejser stredes i flere omgange om herredømmet over Bourgogne og Dijon.

Efter at Franche-Comté blev annekteret af Frankrig i 1678, ekspanderede Dijon endnu en gang. Der blev anlagt plads foran det tidligere hertugpalads, som nu var kongelig residens. Den blev designet til en rytterstatue af Ludvig 14., der blev støbt i 1690, men først placeret her i 1725 på grund af transportvanskeligheder.

Denne velstand fortsatte ind i 1700-tallet. Dijon fik et juridisk fakultet i 1722 og et lokalt akademi i 1725. Det tildelte i 1750 Jean-Jacques Rousseau førsteprisen i en konkurrence for hans bidrag Discours sur les sciences et les arts, afhandling om videnskab og kunst. Med en befolkning på over 20.000 var Dijon en mellemstor by i kongeriget. I 1731 fik Dijon et bispesæde. Den første botaniske have blev anlagt i 1760.

Den 15. juli 1789 beslaglagde oprørere slottet og Saint-Nicolas-tårnet, uden at det dog havde direkte forbindelse til den franske revolution, der var startet i Paris. Senere blev adskillige monumenter og bygninger ødelagt, og statuen af Ludvig 14. blev smadret i 1792. Dens metal blev brugt til at fremstille mønter eller kanoner.

I 1804 blev gymnasiet og det juridiske fakultet genåbnet, og i 1808 skete det også for fakulteterne for kunst, videnskab, jura og medicin. I 1814 gik de allierede, der kæmpede mod Napoleon 1., ind i Dijon og besatte byen.

I 1840'erne arbejdede borgmesteren og byrådet med succes for, at jernbaneforbindelsen Paris-Lyon-Marseille skulle gå gennem Dijon. Strækningen fra Tonnerre til Dijon blev indviet den 1. juni 1851, og det accelererede udviklingen.

Under den fransk-preussiske krig i 1870 fandt der tre slag sted i Dijon. Byen var besat af den preussiske hær i otte måneder. Herefter kom byen på franske hænder. Dens strategiske betydning blev understreget af, at der blev bygget kaserner og et arsenal samt seks forter i omegnen. Fra 1850 til 1900 mere end fordobledes Dijons indbyggertal til 70.000. Voldene blev revet ned og erstattet af brede boulevarder. Efter megen diskussion blev slottet, som Ludvig 11. havde bygget i 1400-tallet, revet ned mellem 1891 og 1897.

Dijon gik uskadt gennem 1. Verdenskrig, men blev under 2. Verdenskrig besat af den tyske hær. Byen blev befriet af franske tropper den 11. september 1944. I 1950'erne og 1960'erne steg Dijons befolkning betydeligt på grund af indvandring fra landdistrikterne.

I 1971 blev gaullisten Robert Poujade valgt til borgmester. Han blev genvalgt fire gange, så han var i embedet indtil 2001, hvor han blev afløst af en socialistisk politiker, der genindførte sporvognslinjerne. Mellem 1971 og 1974 var Poujade også Frankrigs første minister for natur- og miljøbeskyttelse. Han øgede derfor antallet af grønne områder i byen og igangsatte en række projekter, heriblandt flere restaureringsopgaver. Desuden sikrede han, at byens vækst skete planmæssigt. I 2024 blev den første kvinde valgt til borgmester i Dijon.