aids

Aids blev beskrevet, før sygdommens årsag var kendt, og definitionen er allerede ændret flere gange i trit med den øgede erkendelse af de mange mulige sygdomsfacetter.

Grundlæggende defineres aids dog ved optræden hos hiv-smittede af visse svære, usædvanlige infektioner i overensstemmelse med den tiltagende immundefekt.

I Danmark er de hyppigste: Pneumocystis carinii-lungebetændelse, svamp i spiserøret, tuberkuloselignende infektion i blod og lymfeknuder, toksoplasmose i hjernen og cytomegalovirus-infektion i øjne eller tarm. Ud over de nævnte infektioner omfatter aids-definitionen forekomst af særlige ondartede svulster: Kaposis sarkom i hud eller indre organer, lymfekræft af nogle særlige undertyper, samt livmoderhalskræft. Atter andre aids-manifestationer tilskrives selve den fremadskridende hiv-infektion, herunder især hjernepåvirkning (fremadskridende intelligensreduktion og hjernesvind), vedvarende feber, vægttab eller tendens til diarré.

Fra 1987 har en række virushæmmende midler, såkaldte nukleosidanaloger, været anvendt til symptomgivende hiv-infektion. Disse midler hæmmede virusformeringen og hermed sygdomsprogressionen, men hvis givet alene kun for en periode af 6 til 12 måneder, idet der derefter ses resistensudvikling på grund af mutationer i virus.

Den øgede indsigt i infektionens natur og en række nye midler med forskellig virkningsmekanisme medførte fra ca. 1995 væsentlig forbedring af behandlingsmulighederne. Ved daglig indtagelse af en kombination af to til fire forskellige antivirale antibiotika kan virusdannelsen effektivt holdes nede, så immunforsvaret bevares, og aids-sygdomme og død forhindres. ART (AntiRetroviralTerapi) er nu standardbehandling i hele verden og har reduceret antallet af aids-tilfælde væsentligt. Behandling af hiv-inficerede gravide kvinder og deres nyfødte børn kan mindske risikoen for overførsel af smitte til børnene og har begrænset en del af epidemiens udbredelse i ulandene. Infektionen kan imidlertid ikke helbredes, og behandlingen skal derfor opretholdes livslangt. Virussen kan udvikle resistens mod alle de nu kendte lægemidler, og behandlingspauser kan derfor begrænse behandlingsmulighederne på længere sigt.

I de første år med ART afventede man behandlingen, indtil der blev observeret begyndende tegn på immundefekt. På baggrund af et dansk ledet studie har den globale strategi ændret sig: alle hiv-smittede skal i behandling så snart diagnosen er stillet.

Behandlingens initialt høje pris og behovet for undersøgelser og kontrol har medført en forsinkelse på opstart af behandlingen i de fleste af de ulande, hvor behovet har været størst. Dette medførte en øget fokus på medicinalindustriens patentrettigheder og de globale fattigdomsproblemer generelt. Den globale fokus på problemet har rettet meget op på dette, og aktuelt er behandling tilgængelig i selv de allerfattigste lande, bl.a. via FN's Global Fund To Fight AIDS, Tuberculosis and Malaria og særlige midler fra World Bank, G8-landene og private donorer som Melinda og Bill Gates Fond samt det amerikanske PEP-FAR program.

Hvor den antivirale behandling ikke er tilgængelig eller svigter på grund af resistensudvikling, rettes behandling i stedet mod de komplicerende virus-, bakterie- og parasitinfektioner, der tilkommer. Heldigvis er flere og mere effektive ART-lægemidler tilkommet, og mulighederne for at diagnosticere resistent virus er bedret.

For visse infektioners vedkommende anvendes der også forebyggende behandling ved en given grad af immundefekt, så infektioner kan undgås, fx sulfapræparater mod Pneumocystis carinii. Det er ofte en behandling, der udelukkende skal gives en overgang, indtil ART har været med til at genoprette immunforsvaret.

Der arbejdes vedvarende på at skabe en vaccine, enten som understøttende behandling af allerede smittede eller som forebyggende vaccination til personer i risikogrupper og i ulande. Vacciner har imidlertid vist sig meget vanskelige at fremstille. Flere typer er under udvikling, men sandsynligvis vil der endnu gå mindst 10 år, før vaccination kan være tilgængelig. Indtil en vaccine er fundet, er fortsat smitteforebyggelse af største betydning, herunder fortsat seksualoplysning. Fortsat tilgængelighed af forebyggende behandling til risikogrupper (i Danmark er ca. 4000, hovedsageligt MSM, i forebyggende behandling med hiv-smitte i 2024) og fortsat opmærksomhed på støtte til risikogrupper, fx fortsat hyppig tilbud om test til individer med intravenøst stofmisbrug og test af migranter fra risikoområder.

Globalt vil analfabetisme, fattigdom, fordomme og religiøse tabuer desværre endnu en årrække hæmme forebyggelsen og bidrage til, at epidemien fortsat vil brede sig i dele af verden. Aktuelt ses den mest intense smittespredning i MENA-regionen (Mellemøsten og Nordafrika), samt i Østeuropa , særligt i Rusland.

Før den antivirale behandling blev indført, var den gennemsnitlige levetid fra aids-diagnosen stilles ca. 20 måneder, og kun ca. 20 % levede i mere end tre år

I Danmark registrerede sundhedsmyndighederne de første aids-tilfælde blandt homoseksuelle mænd i 1981. Op gennem 1980- og 1990’erne var aids tæt knyttet til mandlig homoseksualitet, men også andre befolkningsgrupper blev hårdt ramt. Den danske stat håndterede aids-epidemien gennem et tæt samarbejde mellem Sundhedsstyrelsen og Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske. Håndteringen byggede på principper om frivillighed, anonymitet, oplysning og ønsket om at undgå diskrimination. Aids-epidemien varede frem til ca. 1996, hvor udviklingen af en ny kombinationsbehandling gjorde det muligt at holde hiv-virusset nede, så det ikke udviklede sig til aids.

I starten af 1980’erne herskede der stor usikkerhed omkring aids i Danmark. Muligvis derfor fik epidemien ikke megen offentlig opmærksomhed. Det ændrede sig dog efter den såkaldte blødersag i efteråret 1985. Blødersagen udsprang af Sundhedsstyrelsens beslutning om ikke at varmebehandle hospitalernes lagre af donorblod, selvom behandlingen kunne minimere risikoen for hiv-smitte ved blodtransfusioner betragteligt. Kalkulen var, at udgifterne til varmebehandlingen ikke stod mål med de mulige præventive effekter. Som et resultat blev 92 blødere og andre hospitalspatienter smittet med hiv. Blødersagen vakte stor skandale og medførte en markant forøgelse af statens økonomiske støtte til kampen mod hiv og aids.

Statens håndtering af aids-krisen byggede på et tæt samarbejde mellem Sundhedsstyrelsen og Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske (i dag LGBT+ Danmark). Samarbejdet tog for alvor fart i 1986 med igangsættelsen af den flerårige STOP AIDS-kampagne, der oplyste om hiv, aids og vigtigheden af sikker sex. Et hovedbudskab var, at smitterisikoen ikke afhang af seksuel identitet eller antallet af sexpartnere. Derimod var det altafgørende, at man dyrkede sikker sex, altså brugte kondom og undgik at få sæd i munden. Ligeledes samarbejdede Sundhedsstyrelsen og Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske om oprettelsen af den såkaldte AIDS-linje i efteråret 1986. AIDS-linjen var en national telefonoplysningsservice, hvor alle landets borgere kunne henvende sig for at få rådgivning om hiv, aids og sikker sex.

Samtidig opstod en række selvstændige aids-initiativer uden om samarbejdet mellem Sundhedsstyrelsen og Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske. Initiativerne inkluderede eksempelvis AIDS-Fondet, der blev stiftet i 1985 med det formål at rejse økonomisk støtte til kampen mod aids, den nationale patientforening HIV-Danmark, grundlagt i 1991, og HIV-pensionatet, som så dagens lys i Valby i 1993. HIV-pensionatet ydede psykosocial støtte og pleje til alle hiv-positive personer uden hensyn til køn, seksualitet og smitteårsag.

Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske var en central samarbejdspartner for Sundhedsstyrelsen, fordi den repræsenterede en udsat befolkningsgruppe, nemlig homoseksuelle mænd, som styrelsen nødvendigvis måtte gå i kontinuerlig dialog med for at bremse epidemien. Samtidig tillod samarbejdet Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske at påvirke myndighedernes håndtering af aids-epidemien.

I forlængelse af landsforeningens ønsker kom håndteringen til at bygge på principper om frivillighed, anonymitet, åben, direkte og ærlig information, den enkeltes tryghed ved at henvende sig til sundhedsmyndighederne og ønsket om at undgå enhver form for diskrimination. Principperne indgik i en officiel dagsordenstekst, som Folketinget vedtog i 1987. Med vedtagelsen skilte Danmark sig ud fra flere andre vestlige lande i slutningen af 1980’erne. For eksempel håndterede Sverige aids-epidemien ved at iværksætte tvangslukninger af landets bøssesaunaer og restriktive karantæneforanstaltninger over for borgere med hiv og aids. Situationen i USA var kendetegnet ved, at Reagan-administrationen længe helt undlod at engagere sig i epidemien.

I 1994 tvang en truende konkurs Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske til at udskille alle sine aids-relaterede aktiviteter i en selvstændig institution, kaldet STOP AIDS. Med udskillelsen stoppede det tætte samarbejde mellem landsforeningen og Sundhedsstyrelsen. I 2012 blev STOP AIDS lagt ind under AIDS-Fondet.

I 1996 udviklede lægevidenskaben en effektiv kombinationsbehandling, som hindrede hiv i at udvikle sig til aids. Med behandlingen ophørte aids-epidemien gradvist i Danmark, og hiv blev nu en kronisk sygdom, som velbehandlede personer kunne leve et normalt liv med. I dag er den medicinske behandling blevet så god, at en velbehandlet hiv-positiv person ikke kan smitte andre. Ligeledes har forskere for nylig udviklet en forebyggende behandlingsmetode, kaldet PrEP, som kan forhindre hiv-smitte ved indtagelse af en daglig pille. I dag skønnes det, at der lever ca. 6.200 hiv-positive mænd og kvinder i Danmark. På trods af de nye behandlingsmetoder registrerer sundhedsmyndighederne stadig ca. 180 nye smittetilfælde med hiv hvert år.

Før tilgængeligheden af behandlingen medførte hiv-infektionen, at en meget stor del af en generation i særligt det østlige og sydlige Afrika gik tabt med over 40 mio. dødsfald siden epidemiens start. Infektionens fortsatte udbredelse i ulande har udstrakte sociale, økonomiske og politiske virkninger, der i høj grad har været med til at hæmme disse landes videre udvikling.

Det kræver fortsat global politisk bevågenhed og økonomisk støtte at stille behandling til rådighed, også i de fattigste lande, og nyheden i januar 2025 om, at en af de største internationale donorer (Det amerikanske PEP-FAR program) trækker sin støtte til hiv-smittede i den fattigste del af verden har vagt udbredt bekymring for fremtiden.

• aids – jura
• hiv
• infektion
• virus

• Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner (LGBT Danmark), 1948-
• Bøssernes Befrielsesfront, 1971-ca. 1984
• Leif Rovsing, 1887-1977
• Foreningen Nekkab, 1919-1924
• Homoseksuelle familie- og ægteskabsrettigheder, 1999-2012

• Sundhedsstyrelsens pjece 'Værd at vide om HIV og AIDS', 1997

• Jan Fouchard, Bent Hansen og Henning Mikkelsen: Bøssepesten: Historien om aids-bekæmpelsen blandt bøsser i Danmark 1981-1996 (2005).
• Niels Nyegaard: Den store homoskandale. 100 danmarkshistorier, Aarhus Universitetsforlag (2021).
• Signild Vallgårda: Folkesundhed som politik: Danmark og Sverige fra 1930 til i dag (2003).