Meta, Meta Platforms, Inc., er et amerikansk teknologiselskab, etableret i Californien i 2021, som moderselskab for internetvirksomheden Facebook og en række datterselskaber til Facebook.

Udover Facebook rummer Meta både selskaber, som er udviklet i tilknytning til Facebook, fx Messenger, og en række tilkøbte selskaber, herunder Instagram, WhatsApp og Oculus.

Navneændringen

Navnet Meta afspejler det fokus, selskabet officielt siden 2021 har haft på stigende anvendelse af virtual reality og metaverse, hvor det sidste beskrives som en digital udvidelse af den fysiske verden ved hjælp af sociale medier.

Facebooks medstifter og administrerende direktør, Mark Zuckerberg, fortsatte på posten under selskabets nye navn.

Ved navneændringen fra Facebook til Meta Platforms bevarede selskabet sin børsnotering på den amerikanske Nasdaq-børs, nu under tickerkoden META.

Forlig og bødestraf

I takt med Facebooks og de beslægtede virksomheders voksende udbredelse og indflydelse er Meta blevet mødt med stigende kritik for sin måde at drive forretning på.

I august 2026 indgik selskabet således et omfattende forlig med en række amerikanske delstater, som havde anklaget Meta for bevidst at tilrettelægge Facebook og Instagram på en måde, så børn og unge bliver gjort afhængige af at benytte tjenesterne. Forliget løb op i 18,6 milliarder dollar (ca. 129 mia. kr.).

I oktober 2026 afsagde en dommer i den amerikanske delstat New Mexico en kendelse, som beordrede Meta til at betale en bøde på 25 milliarder dollar (ca. 167 mia. kr.). Et nævningeting havde fundet Meta skyldig i at misinformere sine brugere om, hvordan selskabet håndterede brugernes personlige data. Det skete efter, at nævningene var nået frem til, at Facebook havde gjort sig skyldig i mere end 43 millioner overtrædelser af New Mexicos forbrugerbeskyttelseslove. Meta modsatte sig domsafgørelsen og varslede en appelsag.

Læs mere i Lex

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig