Image

Begrebet generation betegner i demografien en gruppe af personer, som er af nogenlunde samme alder. Ordet generation kan også referere til perioden fra fødslen af ét slægtled til det næste, gennemsnitlig ca. 30 år.

Faktaboks

Etymologi
Ordet generation kommer af latin generatio, afledt af generare 'avle, frembringe', af genus 'slægt'.
Også kendt som

aldersgruppe, genealogisk tidsafstand

Som kulturelt fænomen udspringer begrebet af den biologiske cyklus, men indeholder desuden en forestilling om, at adfærd, holdninger og normer hos mennesker har fællestræk inden for den generation, de tilhører.

Oversigt over generationsbetegnelser

Generationsbetegnelse Født mellem
Generation Alpha først i 2010'erne-midt i 2020'erne
Zoomers/Generation Z 1997-2012
Millennials/Generation Y 1981-1996
Generation X 1965-1980
Boomere 1946-1964
Mellemkrigsgenerationen 1928-1945
"The Greatest Generation" 1901-1927
Den tabte generation 1883-1900

Generationsbegrebet

Generationsbegrebet fik indflydelse på sociologisk tænkning i 1920'erne. Den ungarskfødte Karl Mannheim offentliggjorde i 1927 sit indflydelsesrige essay The Problem of Generations, hvor han talte for at anskue samfundets kulturelle forskelle som generationsmæssige forskelle. Historiske erfaringer, fx krig, gjort på samme stadium i livsforløbet, giver en generation en fælles identitet. Forskelle mellem generationer er derfor lige så vigtige som klasseforskelle, hævdede han.

På samme tidspunkt begyndte historikere at fokusere på årtier som historiske tidsenheder. Når vi således i dag ser tilbage på 1900-tallets historie, oplever vi det som en serie årtier og generationer, hvor generationernes historie forbindes med landets historie, jf. "årgangen, der måtte snuble i starten" (Jacob Paludan om sin egen generation, der var 20 år under 1. Verdenskrig), "jazz-generationen" og "68-generationen".

Populærkulturelle forståelser af generationer

Gennem de seneste år er generationsbegrebet blevet populært i medierne i form af populærkulturelle fremstillinger af de enkelte generationers typiske træk. Generationsforskelle fungerer som et vigtigt greb i storytelling, fordi der kan lægges vægt på modsætninger og potentielle konflikter mellem generationerne. Det fungerer som et populærkulturelt forklaringsgreb, der sætter ord på oplevede forskelle mellem mennesker og som en enkel og letforståelig ramme til at forklare disse forskelle.

Generationsbegrebet og marketing

Inden for marketing er der opstået en trend med at knytte forskellige, ofte forenklede, beskrivelser på generationerne med det formål at brande forskellige produkter til forskellige generationer. Tilsvarende bygger konsulentbranchen videre på de populærkulturelle fremstillinger af generationerne med det formål at fremhæve de enkelte generationers forskelle på arbejdsmarkedet. Generationsbegrebet og generationsforskellene bruges kommercielt i rådgivning af virksomheder, foredrag og andre såkaldte løsninger, der skal hjælpe virksomheder med at rekruttere og fastholde medarbejdere fra forskellige generationer.

Kritik af generationsbegrebet

Kritikere af den sociologiske forståelse af generationsbegrebet mener, at der ikke er tilstrækkelig evidens for at dele folk op ud fra generationstilhørsforhold og alder. Inddelingen bygger ifølge kritikerne snarere på myter og antagelser end på empirisk konstaterbare forskelle.

I kritikken peges der på, at forskellen mellem mennesker inden for en generation godt kan være større end forskellene mellem generationer. Den amerikanske historiker Louis Menard argumenterer i et essay It’s Time to Stop Talking About “Generations” for, at bestemte træk og tendenser, der tilskrives ungdommen, i virkeligheden snarere er almene samfundstendenser. Ifølge Menard deler mennesker oftere livssyn og værdier med deres familie og sociologiske klasse, end med andre mennesker fra samme generation.

En del af kritikken retter sig dog snarere mod den populærkulturelle og kommercielle brug af generationsbegrebet, som tenderer til at overfokusere på generationsforskellene. Kritikken lyder, at mediernes, konsulentbranchens og uddannelsessystemets overdrevne brug af generationsretorik risikerer at fastlåse forskellige stereotype opfattelser af generationer. I værste fald kan den gentagne betoning af forskelle og modsætninger føre til fremmedgørelse eller direkte konflikt generationerne imellem.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig