Muhammed

Muhammed fik sin første åbenbaring som 40-årig i en hule i bjerget Hira oven for Mekka, hvor ærkeenglen Gabriel viste sig for ham. Han var da selv blevet købmand og gift med den rige Khadidja. Efter en indledende rædsel, og med støtte fra Khadidja, modtog Muhammed nu med mellemrum åbenbaringer, som han fortalte videre til sine nærmeste, der kom til at udgøre den første menighed. Efter to år fik han en åbenbaring om, at tiden nu var kommet til at prædike for alle i Mekka om den ene Gud, Allah, og at menneskene burde være taknemmelige og afholde sig fra syndige handlinger, for dommedag var nær.

Dette budskab var ikke populært i en by, som var kendt for sine mange guder, der også gav den omsætning ved at tiltrække besøgende. Muhammed fik fjender i den mægtigste stamme, Quraish, selvom hans fars familie tilhørte den. Selv enkelte af hans nærmere slægtninge modarbejdede og chikanerede den lille menighed, og i et par år søgte man at isolere dem i den ene ende af byen og undlod at handle med dem.

I disse vanskelige år modtog Muhammed ifølge overleveringerne en særlig gunstbevisning fra Gud: En nat blev han hentet af ærkeenglen Gabriel, og på en vinget hest red han til Jerusalem. Herfra rejste han op gennem himlene, mødte de tidligere profeter som Jesus og Moses og stod til sidst over for Gud selv.

Denne begivenhed, kaldet natte- og himmelrejsen, var dog ikke nok til at omvende hans modstandere. Men langsomt begyndte han at få tilhængere og hjælpere i andre byer.

Da modstanden imod ham tog til, udvandrede Muhammed og de troende i 622 til Medina nord for Mekka. Her byggede de en moské og oprettede deres eget samfund, og de indgik en forsvarsaftale med byens beboere.

Med sine åbenbaringer om den ene Gud havde Muhammed forventet, at jøderne i byen ville anerkende ham som en af deres profeter. Det skete imidlertid ikke, og han vendte nu retningen, som de troende skulle vende sig imod ved bøn, fra Jerusalem til Mekka. Åbenbaringerne skiftede også karakter; hvor de i Mekka mest var advarende og forkyndende, blev de nu ofte praktiske anvisninger og normer til opbygningen af det nye samfund.

I Medina giftede Muhammed sig også igen og igen; hvor han i Mekka havde levet med Khadidja i 25 år indtil hendes død, tog han nu ti koner.

Muhammed kom snart i krig med sine gamle fjender fra Mekka, Quraish. Trods undertal vandt han det første slag ved Badr, men tabte det næste slag ved Uhud, særligt fordi en del af hans nye tilhængere fra Medina viste sig at være hyklere, som undslog sig fra at kæmpe. Da Quraish nærmede sig Medina med en mægtig hær, lykkedes det muslimerne at bygge en forsvarsgrav, og efter en belejring måtte angriberne rejse hjem. En af byens jødiske stammer havde hemmeligt forhandlet med Quraish. De blev nu dræbt som straf.

I år 628 indgik Muhammed våbenhvile med Quraish og fik dermed mulighed for at tage på pilgrimsfærd til Mekka. Da våbenhvilen blev brudt, rejste Muhammed en hær og gik mod Mekka. Quraish indså, at kampen var tabt, og overgav sig på lempelige vilkår. Muhammed ødelagde de mange gudebilleder i og omkring Kabaen. Stammer og folk trådte nu over til den nye religion.

I 632, hvor Muhammed var syg og forberedte sig på døden, tog han på sin sidste pilgrimsfærd, hvor han instruerede de troende i pilgrimsritualerne og holdt en afskedsprædiken. Han vendte tilbage til Medina og døde samme år i en alder af 63, ifølge sunnimuslimske kilder med hovedet i favnen på sin yndlingskone, Aisha. Ifølge shiamuslimske kilder efter at have udnævnt sin fætter Ali til sin efterfølger.

For den islamiske mystiske tradition, sufismen, står Muhammed også som grundlæggeren. Natte- og himmelrejsen anser sufierne for at være den ultimative gudsoplevelse. I sufitekster kan Muhammed også være beskrevet som rent lys, der er udgået fra Gud. Mange sufiordener er blevet til ved, at profeten viste sig i drømme for en from mand og beordrede ham at grundlægge sin egen orden.

I den shia-islamiske tradition lægges der særlig vægt på Muhammed som stamfader til de shiitiske imamer. Muhammeds datter Fatima var gift med hans fætter, Ali ibn Abi Taleb. Ifølge shiitiske kilder var Ali den første mand, der konverterede til den nye religion, og på pilgrimsfærden kort før sin død udnævnte Muhammed Ali til sin efterfølger.

Fra omkring år 1200 tog kulten af Muhammed til i intensitet; hans fødselsdag blev derefter en af årets store fester, hvor man reciterer lange, hengivne digte til ham.

Allerede i ibn Hishams sira kan han udrette mirakler, men nye siraer fortæller om flere mirakler og vokser i det hele taget i omfang. Nogle af disse siraer er illustrerede, og særligt himmelrejsen er et yndet motiv; der var en uvilje imod at afbilde mennesker og dyr, men når det skete, var det ofte Muhammed, man malede. Muhammed blev nu også opfattet som et ideal for den dannede, hensynsfulde muslim.

Fra ca. 1850 voksede der reformbevægelser frem, der mere så Muhammed som en ganske almindelig mand uden særlige evner, men med en stærk fornemmelse for et guddommeligt kald, der byder ham at hjælpe de fattige, udrydde overtro og flerguderi og lære muslimer at tro på deres egen forstand. Det er det billede, man ser hos den kendte reformator Muhammed Abduh.

I 1900-tallet blev sira-genren fornyet med mange typer bøger om Muhammed til et stort muslimsk publikum. Populære værker fortæller om hans liv og prædiken, så det er vedkommende for moderne storbymennesker. Det kan handle om hans yndlingsretter, hans måde at bede på eller lægelige råd. Der er selvhjælpsbøger, bønnebøger og børnebøger.

Socialister har i nye læsninger set ham som en tidlig socialist, mens feminister påpeger, hvor meget han støttede sig til sine koner. Islamister ser Muhammed som en statsmand og søger at uddrage relevante instruktioner fra hans tid i Medina. Jihadistiske bøger handler om hans krigskunst og kamp mod de vantro.

Da nogle filmproducenter i 1930’erne ville lave en film om Muhammed, slog konservative lærde fast, at han og hans familie slet ikke må afbildes på film eller teater. Det førte til film, hvor man kun ser bipersoner, eller som ser på verden gennem Muhammeds øjne.

Fra omkring år 2000 blev dette forbud i stigende grad omgået; der kom film og serier, hvor man hører ham tale og ser mere og mere af ham, ligesom Ali efterhånden bare bliver vist. Da den danske avis Jyllands-Posten i 2005 publicerede karikaturer af Muhammed, opstod en diplomatisk krise mellem muslimske lande og Danmark, og siden i 2006 en folkelig boykot af danske produkter og angreb på danske ambassader.

Protesterne gik dog ikke på selve afbildningen, men på den nedgørende måde, hvorpå det skete. Dette ligger i forlængelse af klassiske teologiske fordømmelser og juridiske straffe for fornærmelse af profeten.