fuga

En monotematisk fuga, dvs. en fuga med kun ét tema, begynder med temaet fremført i én stemme i satsens hovedtoneart; denne indsats kaldes dux ('fører'). En anden stemme sætter derpå ind med temaet i dominanttonearten. Denne besvarelse, der kaldes comes ('følgesvend'), ledsages i første stemme af et kontrapunkt (en modstemme). I en trestemmig fuga følger en ny duxindsats, i en firestemmig en dux- og en comesindsats, i en femstemmig yderligere en duxindsats osv.; i alle tilfælde fortsætter de første stemmer.

Når den sidste temaindsats er afsluttet, er fugaens første gennemføring eller ekspositionen til ende. Stemmerne kan derpå føres videre i et mellemspil, som eventuelt modulerer til en anden toneart. En fuga omfatter flere gennemføringer, hvoraf den sidste altid står i hovedtonearten.

I en dobbeltfuga og en tripelfuga forekommer henholdsvis to og tre temaer, der kan bringes samtidig i satsens begyndelse eller i hver sin gennemføring og forenes i den sidste.

Dux og comes er ikke altid helt identiske, idet temaet kan underkastes mindre ændringer af hensyn til tonaliteten. Et kvintspring i den ene besvares fx med et kvartspring i den anden (hvis alle tonerne i en stemme imiteres uændret i de øvrige stemmer, opstår en kanon; se også permutationsfuga). Et fugatema kan i øvrigt underkastes en række ændringer som inversion (omvending), augmentation (længere nodeværdier) og diminution (kortere nodeværdier), ligesom det kan tætføres, dvs. at den ene stemme imiterer den anden, endnu inden denne har ført temaet til ende.

Fugaen optræder især i musik fra baroktiden (ca. 1600-ca. 1750). Den kompositoriske teknik kendtes allerede i middelalderen, men den blev med afsæt i vokalpolyfonien navnlig udviklet i renæssancen i selvstændige instrumentalgenrer som fantasia og ricercare. Omkring 1600 indlagde venetianske komponister ofte fugerede afsnit i deres toccataer, et princip, der kulminerede med Diderich Buxtehude Præludier for orgel; disse omfatter oftest fem afsnit: frit opbygget, fuga I, frit opbygget, fuga II (evt. en variant af fuga I), frit opbygget. Hos Johann Sebastian Bach er den tosatsede form, Præludium (fantasi, toccata osv.) og fuga, fremherskende, både i Das wohltemperierte Klavier og i de store orgelværker.

Fugakunsten nåede sit absolutte højdepunkt med J.S. Bachs Die Kunst der Fuge (påbegyndt i 1740'erne, udgivet posthumt i 1751). Hos wienerklassikerne Joseph Haydn, Wolfgang Amadeus Mozart og Ludwig van Beethoven optræder fugaen lejlighedsvis (fx i sidstnævntes Große Fuge for strygekvartet), mens den spillede en mindre væsentlig rolle i romantikken.

I 1900-tallets neoklassik oplevede den til gengæld en renæssance; vigtige værker er her Paul Hindemiths Ludus tonalis (1942) og Dmitri Sjostakovitjs 24 præludier og fugaer (1950-1951), begge for klaver.

• polyfoni
• sats
• komposition
• toneart
• kontrapunkt