Image
Guerezaen har en kappe af lange, hvide hår. Den tilbringer det meste af tiden oppe i træerne. Foto fra Uganda.

Guerezaen er en karakteristisk, sort-hvid bladabe fra Afrika med en lang kappe af hvide hår. Den tilhører de sort-hvide colobusser i slægten Colobus, og med en vægt på 5,4-14,4 kg er guerezaen den tungeste af colobusserne. Hannerne er væsentlig større end hunnerne.

Faktaboks

Videnskabeligt navn

Colobus guereza

Også kendt som

kappeguereza

Arten er udbredt fra Nigeria, Cameroun og Gabon i vest til Etiopien, Kenya og Tanzania i øst. Den kan trives i mange forskellige skovtyper fra lavlandsregnskov til bjergskov i op til 3.400 meters højde, sumpskov, galleriskov langs floder, skovland og sekundærskov.

Typisk for bladaber er den vegetar og lever af blade, umodne (men ikke modne) frugter, knopper og blomster. Blade kan udgøre op til 89 % af føden. Den ernærer sig for en stor del af modne, seje blade, der er fulde af giftstoffer som stryknin og cyanid, og hver dag indtager den gift i en mængde, som kunne slå flere mennesker ihjel. Guerezaen neutralisere giften med hjælp fra mikroorganismer i dens specialiserede fordøjelsessystem med tre mavekamre.

Guerezaen lever i mindre flokke på 6-10 medlemmer. Flokken består sædvanligvis af en enkelt han samt en række beslægtede hunner og deres afkom. Der kan være flere hanner i nogle flokke, men kun alfahannen får parringer. Sammenlignet med de fleste andre afrikanske aber er der kun få aggressioner inden for flokken. Den gode stemning opretholdes ved, at guerezaerne bruger mere tid end de fleste på at pleje pels på hinanden.

Hunnerne går drægtige i ca. 6 måneder og får normalt én unge ad gangen. Typisk for Colobus-slægten fødes ungerne med hvid pels og lyserød hud.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig