De første simulatorer blev udviklet til flyvemaskiner. Den tidligste simulator, der fik stor udbredelse, var linktraineren, der blev opfundet i 1930, og som vha. trykluft og primitiv elektronik kunne efterligne, hvordan en flyvemaskine bevæger sig, når man påvirker styregrejerne. I tiden omkring 2. Verdenskrig begyndte man at anvende analoge computere, der kunne løse bevægelsesligningerne for flyet, men først med udviklingen af de digitale computere har man kunnet bygge avancerede simulatorer, som meget realistisk efterligner virkemåden i individuelle flytyper, og som kan bevæge sig i seks frihedsgrader (op/ned, frem/tilbage, højre/venstre samt rotation om de tre akser, længde-, høj- og tværaksen). Fra 1990'erne har man anvendt simulatorer, der kan gengive udsynet fra cockpittet med realistisk detaljeringsgrad og i real time.
Simulatorer anvendes til uddannelse af piloter i nødprocedurer, som det ville være farligt at afprøve under virkelig flyvning; simulatorflyvning er et krav for at få erhvervsflyvercertifikat. Simulatorer anvendes også til skoling i beflyvning af fremmede lufthavne og flyvning under vanskelige vejrforhold. SAS råder (2006) over 15 flysimulatorer i SAS Flight Academy.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.