Kyotoskolen

Kyotoskolen repræsenterer ikke en samlet filosofi eller samfundsteori (som eksempelvis Frankfurterskolen), men er en løs betegnelse for en gruppe fremtrædende filosoffer ved det filosofiske fakultet på Kyoto Universitet, der i mellemkrigsårene gensidigt kritiserede og fandt inspiration i hinandens tænkning.

Der er dog mange fællestræk i den ret heterogene gruppe, herunder at de var påvirket af vestlig filosofi (især nykantianismen og til dels fænomenologien) og samtidig opponerede mod den i forsøget på at formulere nye og unikke indsigter med afsæt i fjernøstens intellektuelle tradition.

Kitarō Nishida og hans elever Hajime Tanabe og Keiji Nishitani udgjorde Kyotoskolens kreative omdrejningspunkt. Andre fremtrædende personer, som enten var direkte tilknyttet eller i et bredere omfang kan siges at være beslægtet med skolens arbejde, tæller Miki Kiyoshi, Jun Tosaka, Tetsurō Watsuji, Kuki Shūzō, Ueda Shizuteru og Shin’ichi Hisamatsu.

Enkelte japanske intellektuelle har hævdet, at Kyotoskolen bestod af flere "generationer" af tænkere, som fortsatte dens projekt langt efter afslutningen på 2. Verdenskrig. Der er dog bred enighed om, at Nishida, Tanabe og Nishitanis tænkning retteligt markerer dens filosofiske momentum og historiske afgrænsning.

Kyotoskolens filosofi var først og fremmest karakteriseret ved en syntese af østlige og vestlige filosofiske traditioner. Centralt stod idéen om intethed (mu) som med tydelig inspiration fra zenbuddhismen var den mest grundlæggende kategori, som man systematisk bearbejdede ud fra en kritisk dialog med især vestlig metafysik og epistemologi.

Et andet gennemgående tema var afvisningen af ontologisk dualisme, som man mente at modbevise under henvisning til en dybere værensanalyse, der transcenderede subjekt/objekt-relationen. Samtidig lagde man i stigende grad vægt på religionens filosofiske relevans, ikke som dogmatisk system, men som eksistentiel førstehåndserfaring.

Kyotoskolen adskilte sig fra samtidige japanske intellektuelle strømninger ved at insistere på en ligeværdig integration af og bidrag til vestlig filosofi. Den anvendte den vestlige filosofis systematiske analyse, herunder dens logiske og metafysiske begreber, i genfortolkningen af idéer fra især den japanske kulturtradition.

Mere overordnet kan man derfor kalde Kyotoskolen for en refleksion over Japans møde med moderniteten gennem analyser af zen, konfucianisme og daoisme i samspil med læsninger af vestlige tænkere som Aristoteles, Kant, Hegel, Kierkegaard, Husserl og Heidegger. Særligt påvirkningen fra sidstnævnte tænkere har fået mange til at hævde, at Kyotoskolen bør betragtes som et knopskud på den fænomenologiske tradition.

Denne påstand afvises dog af mange nutidige forskere, som fastholder, at Kyotoskolen bør anses som en helt ny og selvstændig forgrening i filosofiens historie.

Under Japans stigende militarisering og nationalisme i 1930'erne indtog Kyotoskolens filosoffer en kompleks og til tider kontroversiel rolle. Presset af myndighederne formulerede flere af dens kreds af tænkere idéer, der kunne tolkes som en legitimering af den fremherskende nationalkonservative statsideologi, kokutai. Enkelte, såsom Jun Tosaka, forblev dog i udtalt opposition til militariseringen af samfundet, hvilket i mange tilfælde medførte, at de blev fængslet af myndighederne.

Især efter 1945 blev Kyotoskolens rolle i krigstidens samfundsdebat skarpt kritiseret, både i Japan og internationalt. Selvom mange tog Kyotoskolen i forsvar og hævdede, at dens tænkere blot havde været naive i deres forsøg på at formulere et kritisk og universelt filosofisk ståsted i en tid præget af censur og krig, påvirkede kontroversen opfattelsen af Kyotoskolen negativt i mange årtier frem.

Debatten om Kyotoskolens forhold til 1930’ernes militarisering er fortsat en væsentlig del af forskningen i dens historie og intellektuelle arv.

Kyotoskolen øver fortsat stor indflydelse i akademiske kredse i både Japan og internationalt, hvor der stadig forskes i Nishida, Tanabe og Nishitanis bidrag til det 20. århundredes filosofi.

Især internationalt har Kyotoskolen i de senere år været genstand for stigende interesse, særligt inden for studier i fænomenologi, tysk idealisme, zenbuddhistisk tænkning og samtidskritiske studier af modernitet og universalitet.

Kyotoskolen regnes i dag som et af de mest komplekse og indflydelsesrige ikke-vestlige bidrag til filosofihistorien.

• japansk filosofi
• zenbuddhisme
• Kitarō Nishida
• Hajime Tanabe
• Keiji Nishitani
• Jun Tosaka