dansk udtale

Den nuværende rigsdanske udtale har sit helt ejendommelige præg, bl.a. pga. et stort antal vokaler, der ligger usædvanlig tæt. Vokalernes indbyrdes placering og deres artikulation fremgår af kardinalvokalskemaet.

Man må forestille sig skemaet som størstedelen af en menneskemundhule set fra venstre. Vokalerne er anbragt, hvor tungens højeste punkt er. Vokalerne til venstre er fortungevokaler, mens øh og ar er midttungevokaler og resten bagtungevokaler.

i, e, æ, ar samt det overprikkede a, der udtales med spredte læber, kaldes urundede vokaler, de øvrige rundede; øh har ingen fast læbestilling.

Som det ses, findes alle vokalerne undtagen a, or, øh både som korte og lange. De 16 vokalkvaliteter bliver derved til i alt 29 vokaler. Deres tæthed fremgår også af ordrækker som Kiel, kel, kæl, karl, Karl, hvor kun vokalkvaliteten er forskellig, eller ugle, Ole, åle, årle. Flere og mere tætliggende vokaler findes næppe i noget sprog.

Det danske konsonantsystem består af 21 konsonanter.

Det mest påfaldende er her de fire åbne (vokoide) konsonanter, der alle danner diftong med stavelsens vokal. Dansk er derfor meget rigt på diftonger både i antal og hyppighed.

Karakteristisk er herudover, at dansk har drøbel-r (uvulært r) ligesom sydsvensk, sydnorsk, bergensisk, nordtysk, i et vist omfang hollandsk samt rigsfransk. Det er ligeledes et særkende, at t-lyden er affrikeret, dvs. har et kort efterhængt s, der tillige er postaspireret. Ejendommelige er dansk [b d g], der i forlyd er ustemte, men mellem vokaler i indlyd og udlyd oftest stemte, selv i distinkt tale. Stemtheden afgøres altså af de lydlige omgivelser.

Dansk har i modsætning til de andre nordiske sprog — men i lighed med tysk og engelsk — forkortet de oprindelige lange konsonanter, fx l i alle.

Tonegangen i dansk er også særegen, idet den første tryksvage stavelse efter en trykstærk stavelse ligger højere end denne, jf. tonelejet på hhv. første og anden stavelse i fx sommer. Dette kaldes omlæggermelodi. I de fleste andre sprog er det omvendt, dvs. at de har retligger(melodi), hvor tonen falder fra stærk til svag stavelse. Eller de har ensligger(melodi), dvs. ensartet toneleje. Omlæggermelodien har udbredt sig fra lavkøbenhavnsk og/eller sjællandsk dialekt og lavkøbenhavnsk og/eller sjællandsk dialekt og findes nu overalt, om end ret sjældent i Jylland.

Dansk har tre betydningsskillende trykgrader: hovedtryk, bitryk og svagtryk. Forskellen mellem hoved- og bitryk ses fx i (han er) kæmpehøj med hovedtryk på både 1. og 3. stavelse over for (en) kæmpehøj med hovedtryk på 1. og bitryk på 3. stavelse. Forskellen mellem bitryk og svagtryk ses i de sidste stavelser af hhv. kvalitetsbetegnelsen superplastic og balletudtrykket superplastik. Fonetisk er trykgraden først og fremmest afhængig af stavelseslængden. I olddansk havde alle ord hovedtryk på 1. stavelse, og dette er endnu hovedreglen, fx mave og ærinde. Men senere bevarede talrige indlånte fremmedord deres oprindelige tryk på andre stavelser end 1.: kartoffel, vitamin, oligarki, organisation. Og mange flerleddede ord af dansk oprindelse fik flyttet hovedtrykket, hvad der i dag især ses bevaret i adjektiver og i stednavne: unævnelig, adstadig, København, Holstebro.

Endelig er dansk stærkt præget af det unikke danske stød, dvs. det udtaletræk, der fx karakteriserer navnet Møller [ˈmøl^ʔʌ] og (jeg) læser [ˈlɜ^ʔsʌ] og som det eneste adskiller dem fra møller [ˈmølʌ] og (en) læser [ˈlɜ:sʌ]. Mange sprog har stemmebåndslukke med distinktiv funktion, men det danske stød er unikt ved blot at være et tilnærmet stemmebåndslukke — utvivlsomt en årsag til, at dansk efter flere udlændinges mening lyder uskønt.

• dansk – bøjningsforhold
• dansk
• tryk
• intonation
• stød
• vokaler
• konsonanter