kamé

Kaméer kendes fra ca. 300 f.v.t. og var meget udbredt i antikken, især i den tidlige romerske kejsertid. De fik en renæssance i 1400-1500-tallet, hvor man også inden for kunstarterne var stærk inspireret af antikken.

Oprindelig betegnede kaméarbejder også større arbejder som dekorative billeder, hvor motivet var fremhævet med højt relief. Kaméarbejder var ofte udført i sten med forskellige farver, så det ophøjede motiv havde en anden farve end baggrunden.

Sten som onyx og sardonyx var udbredt til denne type, men kaméer blev også skåret i ædelsten. Dekoration med kaméarbejde kendes også fra brugsgenstande som bægre eller signetringe, og reliefdekorationen blev også brugt i andre materialer som glas eller porcelæn.

I slutningen af 1700-tallet fandt Josiah Wedgwood på at bruge kamédekorationen på stentøj, det såkaldte jasperware, hvor hvid kamé eller reliefdekoration med motiver fra antikken blev fremhævet på en mat, himmelblå baggrund.

Jasperware blev meget populær brugskeramik og var måske medvirkende til, at kaméteknikken fik en renæssance i 1800-tallet: Særligt i Italien blomstrede kaméarbejderne, som blev fremstillet af konkylieskaller, deraf tilnavnet ”skallekaméer”, hvilket gav genstandene, primært smykker, deres karakteristiske hvide og rosa reliefvirkning.

Skallekaméerne blev masseproduceret og var en populær turistvare.

• smykkesten
• broche
• signetring
• jasperware
• gemme