Frej

Der indgik seksuel symbolik i dyrkelsen af Frej. Adam af Bremen omtaler, at en statue af Frej i templet i Uppsala viser ham med "en vældig fallos". Mange af de falliske figurer, man ad arkæologisk vej kender i den nordiske billedfremstilling, forestiller sandsynligvis Frej.

Ganske særlig er hesten hans dyr. Igen må man regne med en offerkult her. Hesten knyttet til Frejkult omtales bl.a. i Ravnkels Saga, hvor Ravnkel er gode ved et hov (dvs. et kultsted) for Frej og tager halvpart med Frej om en hest, som dermed sætter hele sagaens handling i gang. Også i den grotesk-seksuelle fortælling om en norsk bondefamilies, især konens, dyrkelse af hestelemmet Vølse må man regne med, at der er tale om en frugtbarhedsdyrkelse af Frej.

Efter bevarede stednavne at dømme var Frej dyrket meget i Sverige, mindre i Norge og kun lidt i Danmark. Især indgår hans navn i et stort antal stednavne omkring søen Mälaren, fx Fröslunda og Frösvi. Ifølge Snorres Ynglingasaga er Frej, under navnet Yngve-Frej, stamfar til den svenske kongeslægt ynglingerne. Han kaldes også sveernes specielle offergud (blótgoð svía).

Hovedsædet for Frejkulten var antageligt templet i Uppsala, hvor han ifølge Adam af Bremen indgik i en gudetrio sammen med Odin og Thor. Snorre fortæller, at da Frej herskede i Uppsala, var der gode tider. Men da Frej døde, holdt hans mænd det hemmeligt og bildte sveerne ind, at han var levende. Således hengik tre år, hvor der stadig var frugtbarhed og lykke. Da sveerne fik at vide, at han havde været død så længe, men at hans kraft åbenbart stadig virkede i hans døde legeme, undlod de at brænde ham, dyrkede ham ivrigt og kaldte ham verdensguden.

Den lille kristne saga om Gunnar Helming rummer et muntert glimt af fortidens Frejkult.

Saxo fortæller i sit sagn om kong Frode Fredegod en beretning med paralleller til det svenske stof. Både Snorre og Saxo har fortællingen om Frodes guldbegær og om kværnen Grotte, som Fenja og Menja maler guld på. Frej og Frode må oprindelig have været identiske. Også i Danmark findes der nogle få stednavne med Frej, fx Frøsmose og Frøslund.

Frej, denne vigtige vanegud, er blevet optaget i asernes kreds. I Ynglingasaga fortælles om en fredsslutning mellem aser og vaner. I forbindelse hermed blev der udvekslet gidsler: Vanerne gav Njord, Frej og Freja. I Snorres Edda kaldes Frej den "ypperste af aserne; han råder for regn og solskin og Jordens afgrøde; ham er det godt at påkalde for godt år og fred; han råder også for menneskenes velstand".

Berømt er myten om Frejs kærlighed til jættekvinden Gerd, der findes i eddadigtet Skírnismál og i Snorres Edda. Frej ofrer endog sit sværd for at få Gerd til hustru. Frejs tjener Skirner bringer alliancen i stand. Myten slutter med beskrivelsen af Frejs længsel. Men man må forestille sig, at Frej og Gerd snart forenes.

Religionsforskere har set kultens rituelle samleje aftegnet i myten om den himmelske frugtbarhedsgud Frejs forening med Gerd, den jordiske vegetationskraft. Myten har klare træk af et helligt bryllup, en frugtbarhedsgivende kosmisk forening af den mandlige himmelgud og Jordens gudinde (Moder Jord). I de nordiske bondesamfund kan et sådant bryllup meget vel være blevet gennemspillet ved riter, der havde kongen, høvdingen eller den lokale leder i den mandlige hovedrolle.

Nogle forskere fremhæver dog andre aspekter af myten, idet den kan tolkes som en beretning om den stadige kamp mellem aser og jætter. Vanerne kan gifte sig med jættekvinder. Det gjorde også Njord, da han ægtede Skade. Men det er utænkeligt, at aser gifter sig med andre end asynjer. Dette kunne være et belæg for, at vanerne er lavere placeret end aserne i gudernes hierarki.

Flere typer af guldgubber (små figurer præget i guldblik) viser et par i en situation, der kunne være Frejs og Gerds møde i lunden med den lune luftning.

I Ragnarok, ved verdens undergang, skal Frej dø i kamp mod ildjætten Surt, men uden sværd – måske fordi han tilhører de fredselskende vaner, der kun grubler på elskov.

• Freja
• Vølse
• nordisk religion og mytologi

• Frej