Mod lysere tider

Det sene efterår 2025 driblede jeg behændigt uden om de fleste gode arter i Skagen. Det var dog på ingen måder en jammerdal og allerede nu går det mod lysere tider.

Invasionsarterne udeblev fuldstændigt i Skagen, på nær Blåmejser og Stor Flagspætte, som jeg lige husker det, og ingen sjældne invasionsarter blev det til. Det mindede lidt om 2024, hvor vi dog, efter hårdt slid, fik en lille flig af en Krognæb-invasion fra Sverige. 

Julen står for døren og julefreden har allerede sænket sig her i Vejle. Så for at gøre en lang historie kort, vil jeg blot fremhæve nogle få highlights fra året der gik, som jeg ikke har fundet en naturlig plads til i tidligere opslag.

Den 31. oktober oplevede jeg et lysfænomen på Hulsig Hede, som overgik alt hvad jeg tidligere har set, når jeg omkring solopgang kører mod Skagen - og det siger ikke så lidt. Morgenhimlen mod øst var denne morgen usædvanlig rød, men det helt særlige var dog lyset mod vest. For der havde himlen og heden et næsten uvirkeligt lilla skær over sig. De to billeder vist herunder, er taget på samme tid mod henholdsvis vest og øst kl. 07.05.

Morgenhimlen mod vest. Det mest besynderlige morgenlys jeg nogensinde har oplevet på Hulsig Hede, den 31. oktober 2025. Foto: Alex Sand Frich

Morgenhimlen mod øst på Hulsig Hede, den 31. oktober 2025. Foto: Alex Sand Frich

Der blev set flere sjældne arter i Skagen i det sene efterår, men enten kom jeg for sent eller også var jeg lige kørt. Sådan går det bare engang imellem, men hvad gør det, når jeg har været heldig med så meget andet i løbet af året. 

Bedste fugl for mig i det sene efterår blev en Gråsejler, som sås i et par dage ved Nordstrand mellem Blyanten og Buttervej. Fuglen blev fundet af János Schadl fra Skagen Fuglestation, der, så vidt jeg ved, netop var ankommet til stationen den samme dag.

Gråsejler ved Blyanten/Nordstrand, den 7. november 2025. Foto: Alex Sand Frich

Det virkede næsten som om Gråsejlerne søgte derhen, hvor vi stod og vi snakkede om, at det måske kunne være fordi vi sparkede insekter op, når vi bevægede os omkring.

Gråsejleren fløj lavt og bogstaveligt talt rundt om ørerne på os, den 7. november 2025. Foto: Erik Christophersen

Den 9. november blev min sidste dag på Grenen i 2025. Det var en morgen med gode historier fra tiden der er gået (for nogle længere tid end for andre) og humøret fejlede heller ikke noget. Fuglemæssigt var der dog ikke meget at berette om, men det blev da til en Islom, en Søkonge og en lappedykker, som drillede os så meget, at vi til sidst gav fortabt. 

NV-jysk træf med Rune Sø Neergaard, Kenneth Bach Christensen, Henrik Haaning Nielsen og Rolf Christensen på Verdens Ende, den 9. november 2025. Foto: Alex Sand Frich

Efter hjemkomsten til Vejle har jeg ikke været meget i felten. Enkelte gå- og cykelture er det dog blev til. Eneste bemærkelsesværdige fugl var et genfund af en "dilutede" Sølvmåge, som nu for tredje (måske fjerde?) vinter opholder sig i Vejle Inderfjord. Fuglen kan du se lidt fotos af fra tidligere år ved at klikke her.

Diluted Sølvmåge ved Vejle Ås udløb i Vejle Fjord, den 2. december 2025. Foto: Alex Sand Frich

Lad mig slutte af med den mest omtalte hændelse i fuglenes Danmark i 2025. Det er naturligvis de to Blå Glenter, jeg taler om. For den 3. september dukkede først en Blå Glente op i Kilde SV for Aulum og dagen efter viste det sig, at der var to. De to fugle sås parre sig og bygge rede gennem en længere periode og måske 1000 mennesker har været forbi, for at se det eksotiske par. Yvonne og jeg var naturligvis ingen undtagelse.

Et (måske dumt) yngleforsøg, men helt sikkert 5-10 år tidligere, end de fleste havde forventet på trods af, at arten har været i stor fremgang i Europa gennem et par årtier. Første fund af Blå Glente i Danmark var i 1998.

To Blå Glenter nær Aulum den 4. september 2025. Foto: Alex Sand Frich

Tak for i år og tak for at du læste med. Med disse ord vil jeg ønske Jer alle en rigtig god jul og et godt nytår. Jeg håber vi ses. 

Fra glemmebogen til eftertiden - Gåsegrib

Friggens blog er sidst med det første og først med det sidste. I år er det 13 år siden den første Gåsegrib i 26 år blev set i Danmark. Det var dengang det 4. fund i Danmark og nu er det næsten glemt.

Arkivfoto: Gåsegrib glider retur over Skagen den 6. juni 2021. Foto: Alex Sand Frich

Det var Peter Lafrenz der opdagede gribben, da den fløj ind i Danmark ved Møllehus. Det skete den 14. juli 2012 kl. 14.40 ved den tyske grænsebutik "Calle". Peter og jeg så kun gribben, fordi Peter skulle købe 6 rammer danskvand til hans fru Annette.

Peter´s originale feltnoter udarbejdet i Skast Mose ca. 6 timer efter observationen

Fundet af gribben blev den samme dag omtalt i mange af de landsdækkende medier takket være Rolf Christensen, der altid var vaks på tasterne til Ritzaus Bureau, når en sjælden fugl gæstede Danmark.

Et par nyhedseksempler fra 2012 efter en simpel google-søgning foretaget den 1. december 2025

Fundet blev forelagt DOFs sjældenhedsudvalg (SU) og efterfølgende forkastet begrundet i artens store sjældenhed i Danmark og ringe observationsomstændigheder (det sidste kan vi ikke gøre noget ved). 

En afgørelse, som Peter og jeg fandt acceptabel, set med datidens briller, selv om der for os ikke var skyggen af tvivl om bestemmelsen. Vi havde begge stor erfaring med Gåsegrib fra udlandet.

Fundet er i mine øjne langt mere interessant end blot én linje i SU-rapporten i Fugleåret 2012 under "Forkastede sager", hvor der står: "Gåsegrib Gyps fulvus, 2012: 14/7, Møllehus, Tønder (SJ) trk." 

Derfor denne fortælling fra glemmebogen, da jeg mener fundet fortjener en "genfortælling" set med nutidens briller, så eftertiden kan bedømme ud fra det.

-----------------------------------------------

Indtil 14. juli 2012 var der 3 fund af Gåsegrib i Danmark:

1858     Forsommeren, Katholm, Djursland (skudt)

1985     22-25/5 Gjerrild, Skagen og Dronninglund Storskov (samme individ) senere fundet døende af 

             fiskere den 2/6 i Hohwachter Bucht i Slesvig-Holsten

1986     2-11/10 Langeland og Als (samme individ) også set i Sverige inden den kom til Danmark.

Efter år 2000 var observationer af Gåsegribbe nord for artens normale udbredelsesområder blevet stadigt hyppigere og større flokke blev set i Tyskland, Holland og Belgien. Medio juni 2007 sås der rekordmange i Belgien (ca. 200) og Holland (120-180) og de største flokke var på hhv. 94 og 61 fugle. 

Da vi nåede 2010erne var det derfor ikke uventet, at der igen ville dukke en Gåsegrib op i Danmark.

Fundet ved Møllehus i 2012 kom som tidligere nævnt 26 år efter det seneste fund i Danmark. Allerede året efter i 2013 sås der igen Gåsegrib i Danmark og endda to forskellige fugle og fra og med 2016 er arten blevet set hvert eneste år, bortset fra 2018. Fundene fordeler sig således:

2013 (2 fund):    14-15/6 Kåstrup, Skive; 27/8 Rødovre

2016 (2 fund):    21/6-21/7 Lolland Falster; 24-28/6 Himmerland (flere lokaliteter op til 34 eks)*

2017 (2 fund):    25/6-9/7 Lolland Falster; 4/7 Langeland

2019 (1 fund):    23/5+6/6 Skagen + Dybvad

2020 (1 fund):    25-30/6 Vestjylland

2021 (1 fund):    5/5-22/7 Skagen + Samsø

2022 (1 fund):    29/5-20/6 Fyn + Østjylland

2023 (1 fund):    27/4-15/5 Mange steder i Jylland

2024 (2 fund):    21/6 Sønderjylland; 3/7-28/8 Lolland Falster

*I SU-rapporten for 2016 skriver SU følgende: "Årligt ses flokke på op til 100 fugle af fortrinsvis yngre gåsegribbe i Tyskland, Holland og Belgien på spredningstræk mod nord i maj-juni. Dette skyldes utvivlsomt, at den spanske bestand af gåsegrib er gået markant frem i de senere år og nu tæller mindst 17.500 par".

Arkivfoto: 14 Gåsegribbe og 1 Musvåge, Vesterris Plantage, den 26. juni 2016. Foto: Alex Sand Frich

Sommeren 2012 var kølig, men det ændrede sig kortvarigt den 14. juli 2012 netop da gåsegribben passerede den dansk/tyske grænse ved Møllehus. Rolf Christensen skrev dengang følgende om vejret på dofbasen: 

"Da DMI-målestationen nær Tønder når de imponerende (for sommeren 2012!) 24grC, er Peter Lafrenz, Ejby per København, og SU-medlem Alex Sand Frich, Tørring, ved at grænsehandle i Tyskland nær Aventoft...Da spotter PLAF en hængehåndet, stor rovfugl, som han og ASF sekunder efter bestemmer til en Gåsegrib...Med den kølige vejrudsigt fremover, er der nok større chance for, at denne ådselsæder bliver genfundet på et dødt får i Vadehavsregionen i løbet af de kommende dage frem for, at jeg ser den over mit hus på Hvidefyrvej 4 i Skagen..."

Vores beretning til SU og SUs forkastelse følger herunder.

----------------------------------------------------

Til SU

Beretning om fundet nedfældet den 15. juli 2012 efter hjemkomsten.

Feltnoter (Peter´s) nedfældet i Skast Mose den 14. juli 2012 ca. 6 timer efter observationen.

Vinden var SV 5-7 m/s, lunt og let skyet.

Optik: Peter Leica 10x42 og Alex Swarovski 8½x42".

Beretning om fundet af Gåsegrib den 14. juli 2012 v/Møllehus

"En weekendtur til SV-Jylland tog sin begyndelse lørdag den 14. juli 2012 kl. 08.30 ved Margrethe Kog. Efter at vi (Alex Sand Frich og Peter Lafrenz) med succes havde fundet en meget stedfast Terekklire på forlandet ved grænsevejen, fundet af Andreas Bruun Kristensen allerede den 10. juli, kørte vi til Nørresø syd for Tønder.

Peter havde modvilligt lovet at tage 6 rammer danskvand med hjem til fru Annette, så efter et kort besøg ved en meget vandfyldt Nørresø, hvor vi dog så en sølvhejre, kørte vi over den dansk/tyske grænse ved Møllehus og gjorde holdt ved den allerførste tyske grænsebutik ”Calle”. Rent spild af tid var vi enige om. Peter fik overstået sine indkøb og derefter fik vi lidt mad på P-pladsen uden for butikken, nu da vi var så godt i gang med at spilde tiden. Da vi skal til at bryde op ca. kl. 14.40 udbryder Peter: ”Hvad er det for en rovfugl?” og peger skråt op i luften mod nord – og kort efter siger han: ”er det en stork?” pga. den lidt sære kuplede vingeprofil. Alex leder forgæves efter fuglen, sekunderne går og Peter prøver febrilsk, at udpege fuglen for Alex, men stedbeskrivelsen var alt for dårlig til at Alex kunne finde den. Over lygtepælen i en mørk sky – hva’ når der lige er 3 lygtepæle!!! Alex bliver lidt febrilsk og en anelse småsur over Peters dårlige stedbeskrivelse, og vrisser i kampens hede, men det har vi glemt nu.

Så der går kostbar tid (vel 15-20 sekunder) før Alex finder den nordtrækkende fugl, der stille og roligt glider længere væk fra os. Fuglen er da omtrent 1 km væk og vel hundrede meter oppe. Den kunne i hvert fald akkurat ses uden kikkert og iagttages nu af os begge i håndkikkerterne. Da Peter opdagede fuglen var den passeret hen over os og var nok tæt på den dansk/tyske grænse. Målt på satellitfoto ligger landegrænsen ca. 200 meter nord for det sted vi stod. Fuglen fløj mod nord måske med en lille streg til nordøst og dermed vest om Nørresø og Tønder i Danmark.

Da Alex fik fuglen i kikkerten opfatter han den som en stor lys ørn og tænker straks havørn. Men hurtigt går det op for ham, at vingestillingen er forkert. Den kuplede vingestilling leder Alex’s tanker hen på stor skrigeørn (en sådan var nemlig set i området for et par uger siden). Set i bakspejlet var det var dog et ret dårligt forslag, da fuglen jo fra start blev opfattet som ret lys! Peter synes da også at fuglen er alt for stor og spørger lidt søgende: ”Den har vildt lange fingre, kan det være en grib?” Alt dette var sket hvor vi kun så fuglen bagfra og glidende stadig længere væk fra os, og uden at den tog så meget som et enkelt vingeslag eller et forsigtigt drej til siden.

Nu ser vi til vores lettelse at fuglen ligger an til at skrue og spændingen stiger mærkbart. Da fuglen vender rundt første gang bliver Alex forvirret og nok lidt forskrækket, for den har slet ikke en silhuet af en skrigeørn, som forventet. I et splitsekund kan Alex ikke fortolke sit synsindtryk og mærker en sær mathedsfornemmelse – sådan lidt luften ud af ballonen-agtig – lige indtil Peter råber GÅSEGRIB – DET ER EN GÅSEGRIB! Først da er der enighed om, hvad vi ser.

Peters bestemmelse faldt prompte da gribben drejede rundt, men han var også parat og vidste det jo nok inderst inde et stykke tid før. Da gribben drejede rundt afslørede den en meget lys ryg og overvingedækfjer i kontrast til mørke svingfjer og hale. Dette sammenholdt med fuglens silhuet, og den karakteristiske særegent kuplede vingeprofil afgjorde let sagen for os. Undersidens farvefordeling kunne vi ikke fastslå ud over at vi til at begynde med kunne se, at den var lys. Da fuglen sås dreje rundt så den bare mørk ud på undersiden, fordi den lå i skygge.

Der var ikke tale om rigtig kredseflugt for at vinde højde med højt hævet vingestilling alá kongeørn. Når gribben drejede rundt havde den samme vingestilling som under glideflugten, hvilket er det man ser ved fødesøgende svæveflugt. Og det var måske i virkeligheden lige præcis det vi så – en gåsegrib, der ledte efter mad. Dette er først gået op for os her dagen efter.

Efter gribben drejede rundt anden gang besluttede Alex sig for at satse alt og løb resolut over til bilen som holdt parkeret 30-40 meter væk for at få fat i sit teleskop i bagagerummet. Situationen blev lidt tumultagtig, da folk omkring os begyndte at råbe og spørge: ”Hvad ser I – hvad sker der?” Peter mistede gribben, da den igen gik i glid og resten af tiden løb han forvildet rundt på P-pladsen med en fyldt indkøbsvogn med dansk vand (og en enkelt flaske rødvin!) for at finde Alex med teleskopet.

Alex’s teleskop-sats gik bare helt galt. Han fandt ganske vist gribben kredsende igen i håndkikkert, men de to første forsøg på at fange den i teleskopet mislykkedes og først da gik det op for ham at fokuseringen var helt gal. Herefter fik han hurtigt stillet skarpt på nogle fjerne træer og kunne straks fange gribben – blot for at konstatere, at den nu igen bare gled bort for til sidst at tabe lidt højde og forsvinde bag nogle træer. Nok et sted mellem 3-5 hektiske minutter var forbi. Hvordan syntes vi selv det var gået? Tja, konklusionen er vel, at selv garvede fuglefolk kan blive overrumplet på en lun sommerdag med bordershopping, pølser og pommes frites.

Vi fik os ret hurtigt samlet sammen og varerne i bilen for at køre til Nørresø i håb om at gribben var landet dér. Her mødte vi Gert Lystrup og hans kone fra Als. De havde ikke bemærket uro blandt fuglene i Nørresø og desværre heller ikke set noget som helst stort i luftrummet, men som Gert sagde: ”vi har heller ikke kigget op”.

Gribben meldes nu ud på Birdalarm og via Rolf Christensen på de andre to meldesystemer, og vi tager tilbage til marsken med håb om at den sad dér og savlede over et dødt får. Men ak.

Grib dagen

Med venlig hilsen brødrene Grib
(EkstraBladet havde oversat Rolf’s nyhedstekst, så 2 birdere blev til 2 brødre!!!)

Alex Sand Frich & Peter Lafrenz

P.s.: Der er set op til 3 gåsegribbe i det nordlige Holland denne sommer. Indtil 9. juli 2012 sås stadig én i det nordlige Holland og den 9. er der tegn på at den da flyttede længere mod øst mod den tyske grænse. Næste obs. i Holland er fra den 18. juli. I NV-Tyskland sås en gåsegrib i perioden 5.- 12. august. Dette blot nævnt for at eftertiden kan vide at der optrådte gåsegribbe andre steder i NV-Europa i sommeren 2012".

Afgørelse/forkastelse fra Sjældenhedsudvalget modtaget den 12. april 2013

SU-sag nr. 197-2012

Gåsegrib, trk.

14/7 2012, Møllehus (grænsen), (SJ)

"Kære Alex og Peter,

Tak for beskrivelsen af jeres Gåsegrib ved Møllehus i juli 2012. Som I sikkert kan forestille jer er det en af den slags sager som det er meget frustrerende at skulle behandle og træffe en rigtig afgørelse i. På den ene side er vi ikke i tvivl om, at I som meget erfarne observatører har bestemt fuglen korrekt. På den anden side må vi også konstatere at forholdene kunne have været betydeligt bedre end beskrevet i jeres reelle og ærlige redegørelse af omstændighederne under observationen.

På baggrund af artens store sjældenhed i Danmark har SU valgt at stille krav om, at en beskrivelse af Gåsegrib skal indeholde detaljer om hoved og halskarakterer, grundig dragtbeskrivelse af både overside og underside og sikker bedømmelse af størrelse og proportioner. Den skal med andre ord være set rigtig godt.

Som det fremgår af jeres beskrivelse tillod omstændighederne ikke at I kunne se egentlige detaljer om hoved/hals og dragt. Vores frustrerede afgørelse er derfor, at vi ikke kan godkende fundet på baggrund af den foreliggende dokumentation.

Vi håber og tror, at I har forståelse for vores beslutning.

På sjældenhedsudvalgets vegne

Venlig hilsen

Knud Pedersen"

Lyngvigbanden på Mandø i efterårsferien 2025

Lørdag den 11. oktober 2025 ved middagstid gik Lyngvigbanden i land på Mandø og det blev starten på vores årlige efterårstur. Midt på ugen stødte Ulf Eschou Møller til og først da var vi fuldtallige.

I hele ugen gik og cyklende vi rundt på øen og ligesom sidste år, var det skønt at lade bilen stå. 

Lyngvigbanden ved Slusen på Østdiget før Ulf ankom, den 12. oktober 2025. Foto: Else-Marie Jørgensen

Lyngvigbanden ved Slusen på Østdiget og nu fuldtallig: Ulf Eschou Møller, Peter Lafrenz (med flot the-hue) og Erik Enevoldsen, den 15. oktober 2025. Foto: Alex Sand Frich

De farvestrålende sider i fuglebogen med amerikanske og sibiriske småfugle havde været pensum op til Mandø-ugen og forventningerne var, som altid, tårnhøje. 

Alt var ved det gamle...og dog...for igen i år måtte vi konstatere, at vi for hvert år der går, så forsvinder lidt af hørelsen gradvist og næsten ubemærket. 

Men vi "så lynet og hørte tordenskraldet" i år, men "skraldet" var desværre ikke helt så tydeligt, som det var for blot få år siden.

Min løsning på det handicap ses på fotoet herunder. På toppen af min Fin-stik sidder en lille uanseelig pudderkvast (vindhætte) med mikrofon, som nu om dage opfanger lydene bedre end mine egne ører. Mikrofonen er koblet til en lydoptager i min rygsæk og optagelserne blev ved flere lejligheder vores "redning" i år. 

For uden den lille hjælper var flere sjældne fuglearter forblevet ubestemte, fordi vi ikke hørte og/eller så dem godt nok, til en sikker bestemmelse. Det kommer jeg tilbage til om lidt.

Alex Sand Frich med pudderkvast på Syddiget ved Prebens Skov den 18. oktober 2025. Foto: Erik Enevoldsen

Allerede ved ankomsten til øen så vi ugens første Hvidbrynet Løvsanger og så var vi i gang. Det skulle snart vise sig, at det ikke var det eneste "Bryn" på turen, for i de følgende dage så vi 1-2 eks hver dag (på nær den sidste dag) og sammenlagt blev det til mindst fem forskellige fugle. 

Hvidbrynet Løvsanger i hegnet øst for Campingpladsen, den 14. oktober 2025. Foto: Alex Sand Frich

Blot 3 timer før vores ankomst til øen havde Tim Hesselballe Hansen fundet en Sibirisk Bynkefugl syd for byen. Den var meget stedfast i 3 dage og blev ugens sjældneste fugl. På sidste dagen for dens visit, så jeg den rigtig fint, hvor den nærmest opsøgte mig eller også var det fordi jeg stod et sted med lækre larver. 

Sibirisk Bynkefugl syd for byen tanker op til den videre færd, den 13. oktober 2025. Foto: Alex Sand Frich 

Mandø-ugen var en succes fra dag ét og sådan en start skulle naturligvis fejres med god rødvin og Annette Lafrenz´ hjemmelavede suppe, som Peter havde medbragt. Vi manglede ingenting den første dag, på nær Ulf.

Vi gik mætte i seng efter førstedagen i enhver henseende, Mandø den 11. oktober 2025. Foto: Alex Sand Frich

Den 12. oktober fandt Morten Christensen fra "Mad & Fugle" en Dværgryle på vadefladen ud for det Nordlige Bydige. Da det var ret sent på året for sådan én, valgte vi at gå derud for at se nærmere på den (det var også en ny årsart for mig) og samtidig få pulsen lidt op.

Vi genfandt hurtigt fuglen, men som vi stod der i en strid vind fra NV, var det svært at se rygstriberne på fuglen. En stund "bryggede" vi på, om det kunne være en Tyknæbbet Dværgryle fra Nordamerika, men efterhånden blev vi dog sikre på, at der var lys rygstribe og at fuglen var en Dværgryle.

Den sjældne amerikanske art kunne helt afskrives (hvis nogen skulle være i tvivl), da vi fik tid til at kigge nærmere på Mortens mange fotos, der viste at der ikke var svømmehud mellem den yderste og mellemste tå (se indsat foto).

Lyngvigbanden kigger på Dværgryle med Lars Ytte, Lars Grøn og Anders Bojesen fra "Mad & Fugle", den 12. oktober 2025. Foto: Erik Enevoldsen

I løbet af natten til den 13. oktober var vinden drejet fra NV til SØ og dermed var der udsigt til en meget stor trækdag. Vi hastede derfor tidligt ud til Syddiget ved Prebens Skov, for det er derfra, man bedst kan følge trækket af fugle på Mandø.

Det var med tungen ud af halsen, vi nåede frem til Rampen ved Syddiget, den 13. oktober 2025. 

Der var mange fugle i luften fra morgenstunden og det fortsatte hele formiddagen. Klokken 11.46 hørte vi et kraftigt spurve-agtigt kald, som vi straks meldte over zello. 

I felten var vi usikre på hvilken art det var, men vi mente at det måtte være en af de "store pibere" (storpiber, markpiber eller mongolsk piber). 

Den var nok lidt vel langt væk til vores ører og vi så ikke fuglen. Det gjorde "Mad & Fugle" (som stod vest for os) og de meddelte os, via zello, at de så en langhalet vipstjert-agtig småfugl.

Sidst på dagen blev der tid til at analysere min lydoptagelse af fuglen og da stod det klart, at det måtte være en Storpiber. Dette blev senere bekræftet af andre, som fik lydoptagelsen tilsendt. 

Du kan høre optagelsen ved at klikke her 

I de første dage på øen havde vi lidt bøvl med at finde Rødtoppet Fuglekonge, selv om andre så den hér og dér. Den 13. oktober lykkedes det så endelig at se den smukke fugl og i de følgende dage så vi arten flere gange. I løbet af ugen vil jeg tro, at vi så en fire fem stykker. 

Rødtoppet Fuglekonge i den SØ-ligste have i Mandø by, den 13. oktober 2025. Foto: Alex Sand Frich

Midt på eftermiddagen meldte Lars Ytte fra "Mad & Fugle", via zello, at der rastende en Rødhalset Gås nord for Rampen til Mandø. Hurtigt sprang vi på cyklerne og fór derud. Den var flot.

Rødhalset Gås blandt Bramgæs nord for Rampen til Mandø, den 13. oktober 2025. Foto: Alex Sand Frich

Den 14. oktober var SØ-vinden forduftet og vi var tilbage til NV-vind igen, som i øvrigt prægede hele ugen i efterårsferien. Dagen bød på en fin Fjeldvåge, men ellers var det mest fugle fra dagen før, der hang ud. 

Gammel han Fjeldvåge over det nordlige Mandø, den 14. oktober 2025.

Sidst på dagen endte vi på Tossebakken, hvorfra du finder den smukkeste udsigt på Mandø. Bakken har i fuglekredse fået sit navn, fordi man aldrig ser noget sjældent derfra. Derfor er det tosset at stille sig dér.

Erik Enevoldsen og Peter Lafrenz betragter udsigten fra Tossebakken, den 14. oktober 2025. Foto: Alex Sand Frich

Den 15. oktober blev på mange måder en gentagelse af dagen før, blot med mere vind fra NV og færre fugle. Vi startede ellers dagen under en fin regnbue og ledte efterfølgende længe efter guldet ved dens fødder, men forgæves.

Lars Grøn, Jakob Engelhard, Hans Henrik Bay, Peter Lafrenz og Erik Enevoldsen på rampen ved Syddiget, den 15. oktober 2025.

Trods den stride NV-vind cyklende vi øen rundt og det bedste blev en Stenpikker på læsiden ved Slusen. Den var så flot i dragten, at jeg over zello meldte: "Den ligner næsten en Ørkenpræstekrave". Det kan være, det var en grønlandsk, for den virkede stor.

Usædvanlig smuk Stenpikker med larve ved Slusen den 15. oktober 2025. Foto: Alex Sand Frich

Den 16. oktober besluttede vi os for at luske i byen fremfor at tage til Syddiget, som vi ellers havde gjort hver morgen. Pludselig var jeg havnet ved lossepladsen et godt stykke syd for byen. 

Efter mange overvejelser, om jeg skulle tage den ene eller den anden vej tilbage til byen, besluttede jeg at tage en omvej via Syddiget til Prebens Skov og derfra langs Bydiget for til sidst at nå til byen ad Midtvej.

Det skulle vise sig at være en god beslutning, for blot ca. 100 m øst for lossepladsen bliver jeg kl. 08.30 opmærksom på en tikkende fugl, der sidder skjult i tagrørene i digegraven. Jeg er hurtigt sporet ind på, at det må være en tik-værling og da den til sidst flyver op, bliver jeg sikker, selv om jeg kun ser røven af en lille nullermand, der flyver væk fra mig.

Mit gæt var, ud fra det sete og hørte, at det var en Dværgværling, men det var først efter en analyse af min lydoptagelse, at jeg ud fra spektrogram kunne fastslå, at det vitterlig var den art.

Du kan høre Dværgværlingen ved at klikke her

Bemærk i øvrigt, at der på optagelsen også er en tikkende Rødhals. Det kan man lære lidt af.

Tim har måske lige mindet mig om, at Sibirisk Bynkefugl er meget mere sjælden end Dværgværling, den 16. oktober 2025. Foto: Erik Enevoldsen

Næsten 4 timer senere opdager Tim en tik-værling trækkende øst langs Syddiget ud for Prebens Skov og til sidst ser han den lande i det Sydøstlige krat. Fuglen blev formentlig hørt fra det krat lidt senere, men de fleste gik desværre forgæves. Det var sandsynligvis samme Dværgværling ved begge lejligheder den dag.

Lyngvigbanden med Tim Hesselballe Hansen ved Det Sydøstlige Krat, den 16. oktober 2025. Foto: Erik Enevoldsen

Den 17. oktober startede vi dagen på diget ved Prebens Skov og lidt op ad dagen, fandt jeg en Hvidbrynet Løvsanger i det Giftige Krat nord for Prebens Skov.

Jakob Engelhard var hurtigt fremme, da han manglede den på årslisten. Imens vi står dér og lytter efter "Brynet" kommer Ulf og Peter til og da hører vi alle fire et enkelt kald fra en "Skovpiber". Klokken var da 09.00 og vi ser ikke fuglen. Sekunder senere kalder "Brynet" og så dukker Erik op. Jeg spørger om han hørte "Skovpiberen", men det gjorde han ikke. 

Det var ikke så godt, tænkte jeg, for sidste år hørte jeg, som den eneste i Lyngvigbanden, en Tajgapiber det samme sted.

Lyngvigbanden sunder sig oven på en fantastisk uge på Mandø, hvor jeg anes som en kvart skygge af mig selv. Bydiget ved Prebens Skov, den 17. oktober 2025. Foto: Alex Sand Frich

Der gik heldigvis ikke mere end et lille minuts tid, før Jakob melder "Piber" og den finder Erik straks. Erik følger fuglen trække mod syd over Prebens Skov og omtrent over det Sydlige Dige ser han den vende om og komme tilbage mod os, hvor den virker lidt tøvende, som om den måske ville lande. 

Efterhånden finder vi andre også fuglen og da den kommer ind over os, er vi alle enige om, at det ligner en lille piber (=Engpiber). Denne (fejl-) opfattelse fik vi måske fordi fuglen virkede tøvende i flugten, for en almindelig Skovpiber er normalt ret forskellig fra en Engpiber i både flugt og silhuet. 

Men måske forholder det sig lidt anderledes med en Tajgapiber. I følge Fugle i Felten er arten på størrelse med en Engpiber og dermed lidt mindre end Skovpiber. Det var overraskende for mig og hvis det vi oplevede er retvisende, er det ny viden for mig.

Først da "piberen" er lige over os, hører jeg 2 (måske 3) kald og spørger undrende, om det var den, der kaldte. For det lød jo slet ikke som en Engpiber, hvilket Engelhard var enig i. 

Ulf fik taget en del fotos, som alle desværre var for underbelyste til at vise os andet, end en flittigt kaldende "Piber". 

Tajgapiber kaldende ved Det Giftige Krat, den 17. oktober 2025. Foto: Ulf Eschou Møller

Vi var alle enige om, at det var en interessant "Piber", men det var først da vi kom hjem sidst på dagen, at vi ud fra min lydoptagelse og spektrogram kunne konstatere, at det var en typisk Tajgapiber, vi havde set og hørt.

Vi havde kontakt med "Piberen" i en periode på 4 minutter og 20 sekunder og i det tidsrum fik jeg optaget 26 kald. Du kan se lidt flere fotos og høre nogle af Tajgapiberens 26 kald i videoen herunder.

I 2024 hørte jeg 1 ud af 3 kald fra en overflyvende Tajgapiber, som jeg fik optaget, og i år hørte jeg 4 ud af 26 kald, jeg fik optaget. Om jeg kan høre en Tajgapiber til næste år, hvis den kommer forbi - det må tiden vise.

Lyngvigbandens efterårstur i 2026 vil igen gå til Mandø i uge 42. Vi ses måske derude (om alt går vel) og tak fordi du læste med.

September-blæst er bedst

Åh, hvor har jeg savnet dig - September-blæst - ved Lyngvig Fyr, når du er bedst. Tidligere var du en trofast ven, men siden årtusindeskiftet har du svigtet mig igen og igen. 

Sidst vi mødtes til September-blæst ved Lyngvig Fyr var den 18. september 2010. I år kom du så endelig igen. Mange tak for det, jeg håber det bliver en vane.

Frisk søndenvind giver kun små bølger ud for Lyngvig Fyr, den 15. september 2025. Foto: Alex Sand Frich

Den 15. september startede med en hård vind fra sydøst. Fra midt på formiddagen drejede vinden langsomt mod syd og senere sydvest. Dette vejr kom op til os fra syd og sydvest og det var særlig. 

Dermed tror jeg, at mange "atlantiske" havfugle blev presset ind gennem den Engelske Kanal og videre op langs den jyske vestkyst i løbet af det døgn. 

Scenariet understøttes af mine observationer ud for Lyngvig Fyr den 15. september, hvor jeg i tidsrummet 10.15 - 16.33 så 19 Almindelige Kjover og 1 Storkjove. Alle trak de nord i hæsblæsende fart, godt hjulpet på vej af den hårde søndenvind. 

Den første kjove dagen efter trak ligeledes mod nord, men derefter var det slut med den tossede trækretning for årstiden. For nu ville alle "havfuglene" sydpå igen, tilbage til derfra hvor de var kommet...tror jeg.

Om natten til den 16. september var vinden taget til i styrke og drejet til vest og så er det allerbedst ud for Lyngvig Fyr. Om formiddagen var det tæt på storm i vindstødene og i perioder var middelvinden omkring de 15 m/s.

Denne morgen mødtes Erik Enevoldsen og jeg som aftalt på p-pladsen ved Lyngvig Fyr i meget god tid før solopgang, for vi forventede, at der kunne blive trængsel om de bedste pladser i den yderste klit. Det blev der dog ikke, men vi fik heldigvis godt selskab af Jens Ballegaard.

Erik Enevoldsen og Jens Ballegaard på en dag hvor havet var tæt på klitfoden ud for Lyngvig Fyr, den 16. september 2025. Foto: Alex Sand Frich

Vi slap ikke helt for byger men det var langt færre end vi var stillet i udsigt, Nr. Lyngvig den 16. september 2025. Foto: Erik Enevoldsen

I tidsrummet 06.25 - 13.39 så vi følgende "havfugle" trække mod syd: Almindelig Kjove 40 (+1 mod nord), Lille Kjove 2, Storkjove 2, Dværgmåge 69, Sabinemåge 1, Ride 16, Sortterne 2, HF-terner 133, Stor Stormsvale 3, Sodfarvet Skråpe 1, Almindelig Skråpe 1 og Sule 106 (+86 mod nord).

Praktisk talt alle fuglene kom tæt forbi, mange lige uden for anden revle og i fint lys, og det blev min måske bedste havfugledag i dette årtusinde. 

Hjemme i Vejle igen skulle Rosenvold naturligvis dækkes indtil den 20. september, hvor Yvonne og jeg havde planlagt at køre nordpå til vores sommerhus i Lodskovvad. 

I september blev det for mit vedkommende til 13 obsdage til og med den 19. september. Enkelte dage var jeg alene ved Rosenvold, men oftest var vi flere til at finde fuglene.

Der var flere folk end fugle ved Rosenvold den 14. september 2025. Foto: Alex Sand Frich

Særligt vil jeg fremhæve den 18. og 19. september, hvor Erik var på besøg. Begge dage var der fint træk af både småfugle og rovfugle og over vandet var så vi et regulært hit. 

Så det vil også være "havfuglene" jeg vil huske fra Rosenvold, når samtalen fremover falder på september 2025.

Lille Kjove (alle ungfugle) blev set på 6 datoer i august og september og den 18. september sås med sikkerhed to forskellige individer. 

Med risiko for et par gengangere er mit bedste skøn 5-7 individer i efteråret 2025. Det er sjældent set ved Rosenvold.

To Lille Kjove, begge 1k, mellemform øverst, mørk form nederst, Rosenvold, den 18. september 2025. Foto: Alex Sand Frich

Den 19. september blev min foreløbig sidste dag ved Rosenvold i år. Og det blev en kanon afslutning i et, indtil nu, ret beskedent efterår ved volden. 

I løbet af de første par timer så vi først to Sorthovedet Måge og det var nr. 7 og 8 i år og dermed rekord. Men det er nu en anden måge, den dag vil blive husket for.

Der var godt fremmøde den 19. september 2025. Fra venstre HP, LN, RR, PNN, AH og EE. Foto: Alex Sand Frich

Klokken 09.25 dukkede helt uventet en mindre måge op i mundingen til Vejle Fjord og hurtigt stod det klart at det var en ung Sabinemåge. Mågen sås fint da den trak ind i fjorden og kl. 09.46 sås den for sidste gang af Erik i retning af Træskohage Fyr. Hvis jeg skal vælge en yndlingsfugl, så må det være den.

Ung Sabinemåge på vej ind i fjorden med Trelde Klint i baggrunden, Rosenvold den 19. september 2025. Foto: Alex Sand Frich.

Indtil Sabinemågen dukkede op blev der snakket en hel del om en ung Brun Sule i Esbjerg havn. Den var fundet dagen før. Mit gæt er, at sulen blev blæst ind i Nordsøen fra Atlanten via den Engelske Kanal den 15. september, for jeg er ikke bekendt med, at der er andre fund af arten i Nordsøen i år. 

I takt med at trækket ebbede ud ved Rosenvold begyndte folk så småt at fordufte og jeg lukkede og slukkede kl. 11.34. Erik var allerede kørt på det tidspunkt og valgte at lægge hjemvejen forbi Esbjerg. 

Jeg havde indstillet mig på, at jeg ikke kunne nå derover. Yvonne og jeg var nemlig ikke begyndt at pakke til turen nordpå næste dag og så var jeg også lidt træt efter dagens obs. 

Det ændrede sig dog hurtigt, da jeg kom hjem og fortalte Yvonne om sulen, for den ville hun da gerne se. Hurtigt fik vi smurt et par boller og så gik turen mod Esbjerg havn. 

Undervejs underrettede Else-Marie Jørgensen os om fuglen og dens tilstand og alt var godt, indtil vi var mindre end 5 minutter fra åstedet. Da tikkede en sms ind fra Else-Marie om, at sulen netop var lettet og forsvundet bag en mole.

Ærgerligt, for indtil da havde den siddet det samme sted i flere timer. Der gik heldigvis ikke længe, før den dukkede op igen og derefter så vi den fint i en times tid. Ind imellem tog den en kort flyvetur og en enkelt gang så vi den dykke, dog uden held. Men den sad/stod nu mest på kajkanten.  

Den Brune Sule lander på kajkanten efter en rundflyvning, Esbjerg havn den 19. september 2025. Foto: Alex Sand Frich

Den Brune Sule var tillidsfuld og blev fulgt fra mange vinkler. Foto: Alex Sand Frich

I den time vi var der virkede sulen frisk, men dagen efter var den så afkræftet, at den til sidst døde. Foto: Alex Sand Frich

Den 22. september stemplede jeg ind på Verdens Ende på Grenen ved solopgang. Det blev til et gensyn med Rolf Christensen, som jeg havde set frem til. 

Siden da har vi birdet hver dag fra solopgang til op ad formiddagen. Vores bedste obs blev en flok på mindst 4 Spækhuggere, som Rolf fandt lidt før solopgang den 24. september. 

Det er første gang, disse prægtige dyr er set så tidligt på dagen fra Verdens Ende.

Rolf Christensen spotter Spækhuggere fra Verdens Ende lidt før solopgang den 24. september 2025. Foto: Alex Sand Frich

Selv om det har været ret sløjt med fugle i Skagen siden min ankomst, så er det dog blevet til lidt gode havfugle: Stor Stormsvale 2, Sodfarvet Skråpe 4, Lille Kjove 1 og Storkjove 10.

Vinden har, i en alt for lang periode, været fra sydøst. Den vindretning dur kun kortvarigt umiddelbart efter hård vind fra nordvest, når indblæste havfugle i Kattegat vil ud Nordsøen igen. 

I oktober drømmer vi om vind mellem syd og vest og allerhelst fra sydvest. 

Vi ses måske der ude.

En tam omgang i august

Fugletrækket ved Rosenvold i august 2025 har været unormalt ringe, men heldigvis har der også været lyspunkter undervejs. 

Blåmejser i nøgent træ ved Rosenvold, den 8. august 2025. Foto: Alex Sand Frich

Et af lyspunkterne er fra starten af august, hvor nogle "unge" mennesker (vil jeg tro) havde plantet nøgne træer i havtornkrattene ved Rosenvold Pynt. 

Jeg har aldrig set noget lignende..., men må samtidig tilstå, at vi er blevet meget glade for de "unges" påhit. Ja - Morten DD blev nærmest inspireret, da han så de nøgne træer for første gang.

Jamen du milde sagde en begejstret Morten DD om de nøgne træer den 9. august 2025. Foto: Alex Sand Frich

Fuglene kvitterede straks og i løbet af august har vi registreret følgende 16 arter i de nøgne træer: tornirisk, rørspurv, solsort, skovspurv, løvsanger, blåmejse, stor flagspætte, stillits, spætmejse, jernspurv, stenpikker, husrødstjert, grønirisk, musvit, gransanger og sortmejse. 

Jeg holder nøje regnskab med antallet af arter i træerne og tro mig, det er faktisk ganske fornøjeligt på en ellers stille dag ved volden.

Blåmejseunger inspicerer de nøgne træer den 9. august 2025. Foto: Alex Sand Frich

Den 10. august nåede rygterne om en Nonnestenpikker i Filskov helt ud til Rosenvold og da jeg kom hjem og fortalte Yvonne om fuglen, sagde hun spontant: "Den vil jeg gerne se - skal vi køre nu". 

En time senere ankom vi til Filskov, hvor det viste det sig, at fuglen opholdt sig i et villakvarter i udkanten af byen...et besynderligt sted for den fugleart, som jeg kun kender fra tørre steppeagtige landskaber og plateauer med lav vegetation i Sydøsteuropæiske bjergegne. 

Nonnestenpikkeren er nok ankommet til Danmark på forlænget forårstræk i maj/juni. Nu er den i fuld gang med sin fuldstændige sommerfældning og selv om den flyver fint, trods sit pjaltede udseende, så tror jeg ikke den trækker væk lige med det samme. 

Nonnestenpikkeren havde en forkærlighed for at sidde på taget af en voliere og jeg kunne ikke dy mig for at foreslå, at det nok var fordi den gerne ville ind i sit bur igen. Ikke alle tilstedeværende var lige begejstret for den idé.

Nonnestenpikker han på taget af "dens" voliere i en have i Filskov, den 10. august 2025. Foto: Alex Sand Frich

Den 11. august sendte Morten DD en drone i luften over Rosenvold. Vil fuglene ikke komme til os, så må vi jo bare komme til dem, tænkte jeg i mit stille sind. I første omgang nøjedes DD dog med at filme lokaliteten. 

Men hvad nu hvis vi engang når dertil, at vi kan sende en drone ud og filme en sjælden fugl, selv om den befinder sig så langt uden i fjorden, at den er uden for vores kameralinsers rækkevidde. 

Urealistisk i dag, ja - men en sjov tanke, da...

Dronen hænger "musestille" i luften og Morten DD styrer med én hånd, den 11. august 2025. Foto: Alex Sand Frich

Rosenvold Pynt set fra øst mod vest, den 11. august 2025. Dronefoto: Morten DD Hansen

Den 7. august fiskede en Odder ud for obspladsen. Det gjorde en Odder (måske den samme) også i 2024, hvor vi kunne betragte den i dagene 17.-18. august.

Den 14. august snublede jeg nærmest over en ny art for Rosenvold. Det var en Dværgspidsmus, som lå musestille midt på den sti jeg næsten altid følger, når jeg går fra P-pladsen og ud til obsposten. 

Jeg troede musen var død, men da jeg pirrede lidt til den, begyndte den at bevæge sig.

Om den forinden havde været i kløerne på et rovdyr, ved jeg ikke, men den løb ikke hurtigt væk til en start. I stedet gemte den hovedet i græsset som en anden tegneseriestruds og det var først, da jeg havde pirret til den nogle gange, at den fik så meget fart på, at den nær var endt oppe i mit ene bukseben.

Dværgspidsmus på strandengen ved Rosenvold den 14. august 2025. Foto: Alex Sand Frich

Den 21. august så vi for først gang nogensinde en sæl "gå på land" ved Rosenvold Pynt. Det var tilmed en Gråsæl, som er en art vi ikke ser hvert år ved Rosenvold. Spættet Sæl ser vi nærmest hver dag og ofte mere end én, men aldrig på land.

Ung Gråsæl ved Rosenvold Pynt, den 21. august 2025. Foto: Alex Sand Frich

Fugletrækket ved Rosenvold har mildt sagt ikke været prangende i august, selv om indsatsen har været stor. Der har været daglig dækning (på nær 1. og 3. august) og for mit vedkommende blev det til 22 obsdage. 

Trækket af Skovpiber og Gul Vipstjert har været tilfredsstillende og den næsthøjeste dagstotal for Gul Vipstjert blev sat den 16. august med 420 trækkende. Det højeste antal nogensinde er 509 trækkende den 21. august 2017. 

Der har nærmest ikke været træk af Sortænder i august og ternetrækket har været omkring middel eller lidt under, vil jeg tro. Største dag med Hav-/fjordterner blev 9. august med 746 trækkende og så er der altså langt op til den største dag nogensinde med 3024 trækkende den 29. juli 2023.

De adulte vadefugle er trukket væk i løbet af juli og august og dette træk har været ret skuffende, bortset fra Strandhjejle som satte rekord 2 gange. Først rekord var den 6. august med 95 trækkende og allerede dagen efter blev den slået med 144 trækkende. 

Rovfugletrækket har været decideret ringe og bedste dag var den 15. august med Fiskeørn 5 og Tårnfalk 33. Dagen efter sås Rørhøg 7 som blev højeste dagstotal i august for den art, hvilket var skuffende. 

Trækket af de adulte Hvepsevåger er praktisk talt udeblevet ved Rosenvold i år. En del af forklaringen kan være, at dækningen om eftermiddagene har været begrænset, så en del kan være fløjet uset forbi.

Sandløber med Almindelige Ryler ved Rosenvold den 12. august 2025. Foto: Alex Sand Frich

De eneste fuglegrupper som har leveret over middel er "havfuglene" (stormfugle, kjover og måger). Ikke med de store antal, men artssammensætningen har været fin for lokaliteten.

Den 6. august sås både Almindelig Skråpe og Mallemuk i mundingen af Vejle Fjord og de to arter ses ikke årligt. 

For mig var det dog mere glædeligt, at en Storkjove lagde vejen forbi den 12. august. Sidst jeg så den art ved Rosenvold var den 8. august 2021. 

Ynglebestanden af Storkjove i Nordatlanten er, så vidt jeg ved, reduceret med helt op til 90% på grund af fugleinfluenza i 2021/2022. Det mærkes særligt tydeligt på træklokaliteterne i Skagen og ned langs den jyske vestkyst. 

Storkjoven trækker ud af fjorden ved Treldenæs efter rast i fjorden, den 12. august 2025. Foto: Alex Sand Frich

Den 25. august dukkede en ung Lille Kjove op ude midt i fjorden. Det var den mørke form, som dragtmæssigt har stor lighed med Almindelig Kjove. Derfor afslører den sig lettest ved dens artstypiske flugt, adfærd og jizz. 

Det havde været fedt, hvis vi havde kunnet sende en drone ud til den, for den var lidt for langt væk til at få gode fotos.

Lille Kjove 1k, mørk form, på vej ind i Vejle Fjord, den 25. august 2025. Foto: Morten DD Hansen

To dage senere (27. august) var der igen ung Lille Kjove og denne gang trak den ud af fjorden. På vejen ud fik den "følgeskab" af en Almindelig Kjove, som drillede den lidt. Det var ligeledes en mørk form og det er muligt, at det var den samme fugl, som vi så to dage tidligere.

Lille Kjove (ses øverst på alle fotos og alene på det centrale foto) drilles af Almindelig Kjove den 27. august 2025. Foto: Alex Sand Frich

Dværgmåge blev set i pæne antal for lokaliteten i den sidste del af august. Der var meget få ungfugle iblandt og det kan måske være et tegn på ringe ynglesucces i år. 

Et uset stort træk af Sildemåger i slutningen af juli fortsatte ind i august, hvor den største dag blev 104 trækkende den 5. august. Rekorden for Rosenvold blev sat knap to uger tidligere med 142 trækkende. Det var den 25. juli.

Årets første Sorthovedet Måge trak ind i fjorden den 25. august. Det var en ungfugl, som endnu ikke var skiftet helt til 1. vinterdragt (hvilket er helt normalt i august). 

Dagen efter så vi endnu en Sorthovedet Måge og denne trak ud af fjorden. Da denne fugl var i en lignende ungfugledragt som dagen før, kan det ikke udelukkes, at det var den samme fugl.

Sorthovedet Måge 1k trak ind i fjorden med Hvidbjerg Klit i baggrunden, den 25. august. Foto: Alex Sand Frich

En af de bedre trækdage i august faldt sammen med mange birdere ved Rosenvold. Det var den 16. august. Særligt opmuntrende var det, at 4 "dof-unger" var mødt op. 

Højskoleforstanden fortalte måske anekdoter fra Rosenvold, den 16. august 2025. Foto: Alex Sand Frich

Dagen bøde bl.a. på 407 trækkende Gul Vipstjert (næsthøjeste dagstotal nogensinde) og en ny art fundet af de 4 dof-unger. Det var en Guldhale og tak for den.

Guldhale på hybenrose ved Rosenvold Pynt den 16. august 2025. Foto: Alex Sand Frich

I modsætning til den 16. august blev den 29. august en af de allerdårligste trækdage indtil videre i år. Det var faktisk så ringe, at man dårligt kunne kalde det for en trækdag. 

Det faldt desværre sammen med, at vi havde fint besøg af et par gamle kendinge, Erik Enevoldsen og Hans Pindstrup. Heldigvis har de prøvet noget lignende før, så forhåbentlig kommer de igen til en bedre trækdag.

Erik Enevoldsen og Hans Pindstrup havde god tid i dis ved Rosenvold, den 29. august 2025. Foto: Alex Sand Frich

Lad mig slutte denne lille fortælling i det vestjyske. Fra den 17. - 20. august var Yvonne og jeg i Hvide Sande, først og fremmest for at deltage i Merle´s barnedåb den 17ende, men også for at besøge familie og cykle lidt rundt i mit barndomslandskab. 

Det blev nogle skønne dage i fantastisk sommervejr, der bragte os vidt omkring, bl.a. til Lønborggårdtårnet ved Skjern Enge og Vinterleje Havn i Haurvig.

Yvonne cykler på stien til Lønborggårdtårnet, den 19. august 2025. Foto: Alex Sand Frich

Vinterleje Havn har jeg har besøgt mange gange gennem tiderne, men i fuglekredse blev stedet dog først landskendt, da Mads Jensen Buch i efterårsferien 2024 fandt en Nordsanger på stedet. 

Den sved...bare spørg Erik Enevoldsen og mig. Ikke fordi Mads fandt Nordsangeren, for den var ham vel fortjent, men fordi han lige foran næsen på os havde afluret, at området omkring Vinterleje Havn kunne være en magnet for sjældne fugle, som fx "phyller" fra øst (Nordsangeren er en sådan). 

Yvonne ved Vinterleje Havn den 18. august 2025. Foto: Alex Sand Frich

Bladene er så småt begyndt at falde af træerne i Vejle og ved det mindste vindpust flyver de rundt. Kigger man godt efter, kan man hist og her se et svagt farveskift i skovene langs Vejle Fjord. Det er efteråret, der langsomt gør sin entré og jeg glæder mig.

Tak for nu.