Ahenobarbus

Domitius Ahenobarbus-familien havde en fremtrædende rolle i den romerske elite i 250 år. Gennem otte generationer i træk blev mandlige medlemmer af familien valgt til konsul. Som fornavne anvendte familien kun Gnaeus og Lucius, og familiens sidste medlem, den senere kejser Nero, hed oprindeligt Lucius Domitius Ahenobarbus, inden han blev adopteret af kejser Claudius.

Familiens første konsul var i 192 f.v.t. Siden har der været adskillige bemærkelsesværdige medlemmer af Ahenobarbus-slægten. Blandt de mest fremtrædende kan nævnes:

Gnaeus Domitius Ahenobarbus (død 104 f.v.t.); som konsul i 122 f.v.t. organiserede han provinsen Gallia Narbonensis i Sydfrankrig og opnåede en triumf for sine sejre i området.

Hans barnebarn, Lucius Domitius Ahenobarbus (død 48 f.v.t.), var konsul i 54 f.v.t., og var fra sin politiske karrieres begyndelsen en af Cæsars argeste modstandere. Han faldt i slaget ved Farsalos i 48 f.v.t, hvor Cæsar besejrede Gnaeus Pompejus.

Gnaeus Domitius Ahenobarbus (død 31 f.v.t.) var konsul 32 f.v.t. Han bliver af de antikke kilder beskrevet som familiens bedste medlem. Han støttede først Marcus Antonius i kampen mod Octavian, men skiftede side kort før sin død.

Lucius Domitius Ahenobarbus var konsul 16 f.v.t.; han var gift med Antonia Maior, den ældste datter af Marcus Antonius og Octavia. Han var statholder i Africa Proconsularis i 12 f.v.t., hvor han blev valgt som patron for flere byer. Senere havde han kommandoen over flere legioner ved Rhinen og stod i spidsen for et felttog i Germanien, der nåede helt frem til Elben.

Forbindelsen mellem Domitius Ahenobarbus-familien og kejserfamilien fortsatte i den næste generation, hvor Gnaeus Domitius Ahenobarbus, konsul 32 e.v.t., var gift med Agrippina den Yngre. Deres eneste søn blev den senere kejser Nero, da Agrippina efter ægtemandens død giftede sig med sin onkel, kejser Claudius. Neros to fastre, Domitia og Domitia Lepida, spillede begge fremtrædende roller og ejede store landområder i Italien og måske også Nordafrika. Derimod er det meget usikkert, om Nero var ansvarlig for deres død.

Familiens eftermæle har været påvirket af Neros ry som en blodtørstig forfølger af de kristne og sin egen familie. Ifølge Sueton skulle Neros gode og dårlige sider således være nedarvede.

Domitius Ahenobarbus-familien befandt sig desuden næsten altid på den tabende side i borgerkrigene i Rom, men de mange ubrudte konsulater vidner om familiens store indflydelse og ressourcer gennem næsten tre århundreder.

• Nero