Alexandroupolis er en havne- og handelsby i det nordøstlige Grækenland 25 km vest for den græsk-tyrkiske grænse. Byen har ca. 63.000 indbyggere (2021). Den er hoved- og administrationsby for amtet Evros, en betydelig garnisonsby og et religiøst centrum med en græsk-ortodoks patriark, men også med en betydelig muslimsk, tyrkisk orienteret minoritet.

Faktaboks

Etymologi

Navnet betyder 'Alexanders by' på græsk. Den blev i 1920 opkaldt efter den græske konge Alexander 1., som nåede at besøge den nye græske by før sin død samme år.

Også kendt som

Dedeağaç (indtil 1920); Neapoli (i en kort periode i 1920)

Byen er præget af ensartethed med af 3-6 etages betonbeboelsesejendomme. Dertil kommer en lille ældre bydel tæt på havnen og et bycenter med moderne forretninger og små åbne pladser. I udkanten af byen ligger flere moderne badehoteller. Der er færgeforbindelse til øen Samothraki.

Byens historie

Området omkring det nuværende Alexandroupolis ha været beboet siden stenalderen, men den moderne by blev først grundlagt af osmannerne i 1860'erne under navnet Dedeağaç. Byens handelsmæssige udvikling tog fart ved anlæggelsen af jernbanen fra Thessaloniki til Istanbul i 1871. Eksporten bestod dengang fortrinsvis af træ og silke.

Sèvres- og Lausannetraktaterne i 1920 og 1923 bragte byen under græsk herredømme. Under 2. Verdenskrig var Alexandroupolis underlagt bulgarsk administration i en treårig periode.

Den handelsmæssige betydning blev efter krigen bevaret ved anlæggelsen af en lufthavn i 1944; den blev international i 1955. Siden 1960'erne har byen haft en omfattende industri baseret på landbrugsproduktion af appelsiner, pærer og ferskner, dyrket i det frugtbare opland.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig