Brunei

Havnen i hovedstaden spillede en handelsmæssig rolle på Nordborneo, allerede før det blev en del af det hinduistiske Majapahit-rige (1294-ca. 1479). Fra 1400-tallet begyndte islam at brede sig, og Brunei blev centrum for islamiske købmænds virke. Bruneis rajah (fyrste) konverterede til islam og begyndte en større missions- og erobringsaktivitet, som bragte Nordvestborneo og Suluøerne under hans herredømme. I midten af 1500-tallet sluttede Portugal traktat med Brunei, men spanierne fra Filippinerne satte en stopper for Bruneis ekspansion.

Fra 1841-1881 afstod sultanen af Brunei områderne Sarawak og Sabah til europæiske privatpersoner og måtte indgå traktater med Storbritannien. I 1888 kom sultanatet under britisk beskyttelse, og i 1906 blev det et protektorat med en britisk resident som sultanens øverste rådgiver.

Brunei blev besat af Japan 1941-1945. Rige forekomster af olie, som havde været kendt før 2. Verdenskrig, blev efter krigen forudsætning for en ny status for Brunei som nationalstat. I modsætning til Sarawak og Sabah, som begge blev stater i Malaysia, foretrak sultanen af Brunei et selvstændigt land under britisk beskyttelse (1979). I 1984 trak England sig dog definitivt ud af området. Landet oplevede en økonomisk tilbagegang under 1990'ernes lave olie- og gaspriser. Krisen blev skærpet, da sultanens bror med tvivlsomme forretninger udløste en større økonomisk skandale med milliardtab. Stigende gaspriser har dog forbedret økonomien siden 1999.

I 2004 blev der åbnet et parlament med medlemmer udnævnt af sultanen. Forfatningen rummer desuden mulighed for valgte medlemmer. Ved det seneste valg i 2023 blev 34 personer valgt, heraf tre kvinder.

I 2014 bestemte landet at indføre islamisk sharia-lovgivning.

Befolkningen bor især i kystområdets byer og består fortrinsvis af malajer (ca. to tredjedele) og kinesere (ca. 15 procent). Oprindelige stammefolk, som lever af traditionelt svedjebrug i det indre af landet, udgør den resterende lille del.

Landbrug optager kun 5 procent af arealet, og 80 procent af fødevarerne importeres. Bortset fra svedjebruget drives landbrug især som bierhverv. De vigtigste afgrøder er ris, kokos, maniok og forskellige animalske produkter.

Størstedelen af Brunei er tropisk regnskov især beliggende i den østlige del og sumpede kystområder. Nedbøren varierer fra 2500 mm ved kysten til 3800 mm i indlandet. Infrastrukturen afspejler lokaliseringen af befolkning og produktion; vejnettet er ikke omfattende og helt koncentreret til kystregionen.

Klimaet er varmt, fugtigt og det regner meget kaldet ækvatorialt klima. Det meste af landet er fladt, men i den sydøstlige del Temburang i nationalparken af samme navn er det højeste bjerg 1.800 meter.

Landets økonomi er af nogle observatører kaldt "tropisk kapitalisme". Samfundsøkonomien består af et mix af central statslig planlægning og regulering, privat foretagsomhed, men også en række velfærdsforanstaltninger.

Helt dominerende for landets økonomi er olie- og gassektoren. Olie- og især gasproduktionen bidrager med 50 procent af BNP. Produktionen foregår offshore i Det Sydkinesiske Hav og varetages af Royal Dutch Shell i et joint venture med sultanen. Naturgassen nedkøles og eksporteres som flydende gas; Japan aftager næsten hele produktionen. I de seneste ti år der gjort forsøg med at diversificere økonomien, men det har vist sig at svært at komme ud af afhængigheden af olie og gas.

Industrisektoren er lille og især knyttet til olie og gas. Lønomkostningerne i det velhavende Brunei er, set i sydøstasiatisk sammenhæng, høje i forhold til arbejdskraftens kvalifikationer. Bygge- og anlægsvirksomheden har været meget stor, men blev bremset af lave oliepriser i 1980'erne og 1990'erne. Den offentlige servicesektor er betydelig; malajer foretrækkes til disse hverv, mens kineserne især er beskæftiget i olie-, bygge- og anlægssektoren samt i handel.

Den store nationale formue er især anbragt i langfristede statsgældspapirer fra OECD-landene. Sammen med eksportindtægterne finansierer det årlige afkast fra disse investeringer de offentlige udgifter, herunder et udbygget social-, sundheds- og uddannelsessystem. Der findes således ikke personlig indkomstskat i Brunei, og importtold er uden betydning.

Forfatningen giver Sultanen noget nær uindskrænket magt, men på den anden side er der omfattende subsidier til at erhverve ejendomme, gratis sundhed og uddannelse.

Brunei bliver af nogen kaldt et velfærdsmonarki eller Shariavelfærd. På trods af de generøse velfærdsydelser, der inkluderer gratis læge, tandlæge og fire statshospitaler, er landets muslimske befolkning underlagt et meget repressivt regime. Der er ikke ytringsfrihed, og landets menneskerettigheder ligger i bunden af internationale sammenligninger. Eksempelvis er landets homoseksuelle blevet truet med halshugning, og tyveri vil blive straffet med håndsafhugning, hvilket er blevet mødt med store protester fra udlandet. Det vil vise sig, om Sharialovgivningen vil blive vedtaget. Alkohol er forbudt, men sultanens søn afholder ekstravagante fester med prostituerede på hans enorme yacht kaldet "Tits". De to redningsbåde hedder "nipple one" og "nipple two".

Det er dermed et meget sammensat land med mange modsætninger. Normerne er traditionsbundne og håndhæves alligevel meget strikt indenfor islamisk sharialovgivning. Traditionerne i landet er tæt forbundet med malajisk og islamisk kultur og skikke, og det forklarer måske delvist den strikse Sharia lovgivning.

Den gratis uddannelse har medført, at omtrent hele Bruneis befolkning kan både læse, skrive og regne. Der undervises både på malajisk, kinesisk og engelsk, men generelt set taler de fleste i landet engelsk. Selvom der også er private og religiøse skoler, skal de følge det nationale pensum. Der er to universiteter i landet, som foruden humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser er særligt kendte for de tekniske uddannelser, såsom ingeniør.

Der er et beskedent handelsforhold mellem Brunei og Danmark. Brunei eksporterer svævefly, balloner og mindre fly, køleskabe og forskelligt maskineri. Danmarks eksport til Brunei er primært reaktions- og katalytiske produkter, ost og jernrør. Bruneis eksport til Danmark er faldet indenfor de sidste fem år, mens Danmarks er steget en anelse.

Der er endvidere forskningssamarbejde mellem universiteter og institutioner i Danmark og Brunei. Det drejer sig især om marinebiologi, miljø og bæredygtighed, og energieffektivisering. Desuden har især shippingfirmaet A.P. Møller – Mærsk særdeles gode forbindelser til Brunei, hvilket blandt andet har resulteret i et specialiseret samarbejde omkring marinelogistik og naturligvis eksport af olie og gas på danske skibe.

Turisme og kulturelle udvekslinger har været relativt beskedne, men der har været afholdt en række arrangementer i Brunei, hvor dansk kultur af forskellig art er blevet præsenteret.

Flaget er udviklet i løbet af 1900-tallet. En helt gul dug var sultanens flag, men i 1906 tilføjedes den diagonale hvide og sorte stribe som en markering af den britiske protektion. I 1959 blev flaget officielt fastsat, og statsemblemet, hvis hovedfigur er den islamiske liggende halvmåne, blev indsat.

• lande i Asien
• Sydøstasien
• Borneo