Canadas politiske partier

Ved partidannelserne i 1800-tallet var forbilledet for Canada det britiske partisystem; Conservative Party, som i 1942 blev til Progressive Conservative Party (PCP), fik først i 1960'erne et mere selvstændigt canadisk præg, mens Liberal Party hurtigere nedtonede sin britiske arv. Fra forbundsstatens dannelse i 1867 til 2025 har Canadas regering til stadighed været ledet af et af de to partier. Dette skyldes blandt andet det også britisk-inspirerede valgsystem: Flertalsvalg i enkeltmandskredse, som ofte tilgodeser store etablerede partier, mens nye partier uden meget stærk regional opbakning har svært ved at få fodfæste.

Det tidlige PCP fik især sin støtte fra den engelsktalende, protestantiske befolkning og har som regeringsparti ofte ført en protektionistisk økonomisk politik til værn for den canadiske industri. Det vestlige Canadas højrefløj forenedes i 1987 ved skabelsen af Reform Party (RP), fra 2000 kaldet Canadian Alliance (CA), og fra den sidste sammenlægning i 2003 mellem PCP og CA har landet haft et enkelt stort højre-konservativt parti: Conservative Party of Canada (CPC). Partiet har i dets forskellige former krævet politisk decentralisering, lavere skatter, reform af parlamentet og den økonomiske fordelingspolitik, en strammere immigrationspolitik, en mindre restriktiv klimapolitik, og et fokus på canadiske forhold fremfor internationalt engagement.

I modsætning hertil har Liberal Party, som især har fundet sine vælgere i det østlige Canada, været for en stærk føderal regering, økonomisk udligning mellem provinserne, en åben migrationspolitik med hensyntagen til multikulturalisme, en ambitiøs klimapolitik og en aktiv udenrigspolitik. De to partier deler en positiv holdning til frihandel.

Uden at have haft del i regeringsmagten har det socialdemokratiske New Democratic Party (NDP), som opstod i 1930'erne, også kunnet gøre sig gældende. I perioden under Jack Laytons formandskab i 2003-2011 voksede støtten til NDP markant, og ved valget i 2011 (hvor partiet vandt 103 mandater, inklusive 59 i Québec) blev partiet for første gang næststørst i Canada og dermed det officielle oppositionsparti.

Under Jagmeet Singh (partileder 2017-2025; den første ikke-hvide politiker i spidsen for et føderalt parti i Canada), lå NDP med 24-25 mandater i det føderale parlament stabilt på 16-18 % vælgerstøtte – omtrent det samme som de Liberale mod slutningen af Justin Trudeaus regeringsperiode. I det meget overraskende 2025-valg, hvor de Liberale stormede frem og genvandt regeringsmagten, blev NDP dog decimerede til blot 6 % vælgeropbakning og 7 mandater i parlamentet.

I provinserne har mindre til dels regionalt baserede partier som Social Credit i Alberta og Bloc Québécois (BQ) i Québec haft stor tilslutning. Efter sin grundlæggelse i 1991 havde BQ sin storhedstid fra 1993 til 2008 – en periode hvor nationalistisk separatisme var en stærk politisk strømning i provinsen. I den periode høstede partiet op mod 70 % af stemmerne i Québec ved de føderale valg. Søsterpartiet, Parti Québécois (PQ), som ikke stiller op til føderale valg, har i flere perioder været en stærk lokalpolitisk aktør og ofte udgjort provinsregeringen. Vælgerstøtten til både BQ og PQ er siden midten af 2010’erne mindsket betragteligt til fordel for Liberal Party (ved føderale valg) og det selvstyre-orienterede Coalition Avenir Québec (ved provinsvalg).

Parlamentsvalgene har ofte understreget den skarpe politiske opdeling af landets vælgere. PCP, RP, CA og senest CPC har traditionelt været størst i de vestlige provinser (Saskatchewan, Alberta og til dels British Columbia), Bloc Québécois' base forblev i Québec, mens Liberal Partys vælgere især er kommet fra den store provins Ontario og de atlantiske provinser (Newfoundland, Nova Scotia, New Brunswick og Prince Edward Island). NDP har haft mest stabil opbakning i British Columbia, Manitoba og Ontario.

Liberal Party, som både i partiet selv og af politiske kommentatorer er blevet betegnet som Canadas "naturligt regerende parti", måtte i begyndelsen af 2000-tallet se magten glide sig af hænde. CPC's højredrejning af canadisk politik vedblev dog ikke at appellere til canadierne, og ved valget i oktober 2015 vandt de Liberale en jordskredssejr over CPC. På trods af en række skandaler genvandt Liberal Party under ledelse af Justin Trudeau magten ved valgene i 2019 og 2021, dog som mindretalsregering.

De Liberale oplevede i 2025 en overraskende vælgeropbakning umiddelbart efter at Mark Carney overtog posterne som partileder og premierminister. Dette var ikke mindst forårsaget af den handelskrig, som Donald Trump i januar 2025 erklærede mod en række lande, blandt andre Canada. Ved det føderale valg i april genvandt de Liberale endnu engang regeringsmagten som landets største parti.

• Canadas forfatning og politiske system
• Canadas historie 1867-2000
• Canadas historie efter 2000
• Canada generelt
• Canadas premierministre