Didius Julianus

Didius Julianus kom fra en familie fra Mediolanum, det nuværende Milano. Hans politiske karriere tog fart under kejser Marcus Aurelius' regeringstid, hvor han var kvæstor, ædil og prætor, efter sigende med støtte fra kejseren selv. Han kommanderede derefter legioner ved Rhinen, og havde succes med at slå angreb tilbage fra flere germanske stammer. Dette kan have spillet en rolle i Julianus’ udnævnelse til konsul i 175.

Han blev herefter statholder i Dalmatien og derefter Germania Inferior, to vigtige provinser med store militære ressourcer, og senere, under Commodus, blev han også statholder i Bithynien og prokonsul i Afrika. Didius Julianus havde således en strålende politisk karriere i 170'erne og 180'erne under Marcus Aurelius og Commodus.

Da Pertinax blev myrdet i marts 193, søgte både Didius Julianus og den afdøde kejsers svigerfar, Sulpicianus, magten. Prætorianergarden, den eneste militære styrke i Rom, var nøglen til kejsermagten, og, idet Julianus lovede den største pengegave til soldaterne, sikrede han sig tronen.

At kejseren gav pengegaver til prætorianerne, og soldaterne mere generelt, i forbindelse med sin tronbestigelse, havde været almindeligt siden kejser Tiberius. Julianus var dog højst upopulær blandt senatorerne, og folket var også modvillige overfor den nye hersker. Efter sigende udtrykte folket offentligt deres støtte til Julianus’ rival, Pescennius Niger, mens de var samlet i Circus Maximus.

Tre andre generaler blev udråbt til kejsere, da Julianus tog tronen: Septimius Severus i Pannonien, Clodius Albinus i Britannien og Pescennius Niger i Syrien. Septimius Severus marcherede hurtigt mod Rom, støttet af legioner fra Donau-regionen, og Didius Julianus, der havde meget få militære ressourcer, mistede kort tid efter sine politiske støtter.

Senatet dømte Didius Julianus til døden, og han blev myrdet den 2. juni 193 efter 66 dage på tronen. Hans sidste ord var, ifølge den samtidig senatoriske historiker, Cassius Dio: ”Hvilke onde gerninger har jeg gjort? Hvem har jeg dræbt?”

Didius Julianus’ tid på tronen, som følge af prætorianernes støtte, resulterede i, at Septimius Severus kraftigt reducerede prætorianernes magt, men Julianus’ regeringstid blev alligevel starten på en periode, hvor soldaterne spillede en større og større rolle i valget af kejsere. Dette kulminerede i Soldaterkejsertiden fra 235 til 284, hvor Romerriget fragmenterede kraftigt med ekstremt mange kejsere på kort tid.

• Romerriget
• Severerne
• Femkejseråret