Don Quixote

Don Quixote er hovedpersonen i spanieren Miguel de Cervantes roman Don Quijote af la Mancha. Den blev udgivet i to bind i 1605 og 1615 og udkom første gang på dansk i årene 1776-1777.

Faktaboks

Også kendt som: Don Quijote

Handlingen i Don Quijote

Den fattige lavadelsmand Don Quijote har forlæst sig på de i samtiden meget populære ridderromaner, og han drager derfor ud på sin gamle krikke Rosinante for at genoprette de omvandrende ridderes stand. Don Quijotes væbner og modsætning er bonden Sancho Panza, der følger ham på sit æsel i håb om – efter at hans herre har besejret en troldmand eller hær – at få tildelt en ø eller et len som han kan herske over.

Ridderromanens univers

Don Quijote har læst i sine mange ridderromaner, at enhver omvandrende ridder forguder sin fæstemø. Derfor tilbeder han en bondepige som aldrig optræder i romanen; hende giver han navnet Dulcinea. Da han opfatter genstande i den virkelige verden som fantasifigurer, kommer han gang på gang på afveje, fx kastes han til jorden af de vindmøller, han angriber i den tro, at de er onde kæmper.

Don Quijote overfører således ridderromanernes univers – gennemtrængt af fantasi og overnaturlige begivenheder – til den hverdagslige virkelighed i Spanien i begyndelsen af 1600-tallet.

Oversættelse og modtagelse

Bogen blev med det samme en europæisk succes og er oversat til talrige sprog; den klassiske danske oversættelse er Charlotta Dorothea Biehls (1776-1777), men i 1999 og 2000 udkom to nye oversættelser v. hhv. Rigmor Kappel Schmidt og Iben Hasselbalch.

Mange landes læsere har moret sig over Don Quijote, og forfattere som Henry Fielding, Lawrence Sterne, Ludvig Holberg, Denis Diderot, Gustave Flaubert, Miguel de Unamuno, Martin Andersen Nexø, Jorge Luis Borges eller Paul Auster (for blot at nævne nogle få) har hentet inspiration fra denne bog.

Karakteren Don Quijote

Før ca. 1800 blev Don Quijote opfattet som en nar, hallucineret af forældet kultur; de klø, han får, er han selv ude om, og virkeligheden har ret. Man forstod bogen som en moralsk farce. Don Quijote er udtryk for dødssynden hovmod, idet han bilder sig ind at være en helt med nærmest overnaturlige kræfter. Selvom han gang på gang bliver sat på plads af den hårde virkelighed, er det først til allersidst i andet bind, at han erkender sin synd og dør i overensstemmelse med datidens religiøse og moralske konventioner.

Den romantiske tolkning af karakteren

Den romantiske tolkning af karakteret Don Quijote er derimod tragisk. Byron udtrykte det på følgende måde i sit episke digt Don Juan: Of all tales ’tis the saddest—and more sad, / Because it makes us smile (XIII, 9).

Hovedpersonen forstås nu som en digter, der kan genfortrylle den tarvelige virkelighed. Selvom hans fantasi benægtes igen og igen af en verden, der ikke lader sig bøje, bliver han set som en humoristisk tegnet ædel martyr for idealisme, et godt menneske a la Fjodor Dostojevskijs Idioten.

Don Quijote i det 20. århundrede

I det 20. årh. har især den ungarske litteraturkritiker Georg Lukács’ tolkning været indflydelsesrig. Ifølge denne markerer Don Quijote overgangen til en moderne affortryllet virkelighedsopfattelse.

Lukács følger i høj grad den romantiske tolkning, da han anser Don Quijote for at være et individ, der giver betydning til en verden, som har mistet sin iboende mening (modsat middelalderens verdensanskuelse, hvor Universets mening var begrundet i den guddommelige skabelse).

Også den franske tænker Foucaults tolkning ligger i tråd hermed, da han ser en moderne verdensanskuelse i løsrivelsen af ordenes forbindelse med tingene. I middelalder og renæssance forestillede man sig, at alle ting havde en mening, og at det menneskelige sprog var forbundet med universets uendelige betydningskæde. I den moderne tid er ordene kun menneskelige tegn, de har ingen iboende forbindelse med verden. I dette univers vandrer Don Quijote på eventyr, forvildet af det nu vilkårlige bånd mellem ord og ting.

Don Quijote som metafiktion

I vor tid har man endvidere haft en særlig sans for Cervantes' gækkende fiktion over fiktionen, eller – som det hedder med en teknisk term – metafiktion. Der er i løbet af bogen konstant referencer til andre litterære værker, primært til ridderromaner, men også til hyrderomaner, poesi, teater, historiske værker, encyklopædier, ja til alle tænkelige typer af tekster.

Det viser sig endvidere, at mange af de personer, som Don Quijote og Sancho møder, enten læser eller sågar selv skriver, hvilket igen afføder diskussioner om litterære konventioner, om hvad god eller dårlig litteratur er, om forskellen mellem fiktion og virkelighed osv. Der er altså i løbet af romanen konstant tilbagevendende referencer til teksternes og litteraturens univers.

Forholdet mellem fiktion og virkelighed

Romanens udgangspunkt er en person som ønsker at forvandle virkeligheden til det fiktionsunivers som han er blevet forelsket i. Et grundlæggende spørgsmål i bogen er altså forskellen mellem fiktion og virkelighed.

Denne problematik udfolder Cervantes på utallige måder, såvel formelt som indholdsmæssigt. Formelt sker det fx ved, at første bind opererer med forskellige kilder til historien om Don Quijote (annalerne fra La Mancha, fundet af et arabisk manuskript som viser sig at indeholde historien om Don Quijote, inskriptionen på Don Quijotes gravsted osv.).

I anden del er Don Quijote blevet kendt i hele Spanien, ikke kun fra romanens første del, men også fra en falsk anden del af forfatterpseudonymet Avellaneda. De fiktive personer træder således ind i det virkelige univers, hvor de er kendt takket være udgivelsen af første bind og af den apokryfe fortsættelse.

Kontrasterne Quijote og Panza

Herre-tjener-parret Don Quijote og Sancho Panza er ikke blot kontraster i karakter og psykologi, de er det også i legemstype; og den lange, magre, højtsiddende rytterskikkelse fulgt af den lille, tykke væbner har naturligt kaldt på billedkunsten. Illustratorer og malere fra Wilhelm Marstrand, Honoré Daumier til Pablo Picasso har afbildet Don Quijote, som også har været overført til teater, ballet, film og grafisk litteratur. Don Quijote er en af verdens berømteste romanfigurer.

Don Quijote som ballet

Cervantes' roman ligger til grund for Marius Petipas ballet med musik af Ludwig Minkus (1826-1917), uropført i Moskva 1869, den mest populære af den lange række Don Quijote-balletter, der blev skrevet siden midten af 1700-tallet. George Balanchine skabte i 1965 en meget personlig Don Quijote for New York City Ballet med musik af Nicolas Nabokov (1903-78), mens John Neumeier i 1979 brugte musik af Richard Strauss i Hamburg.

Musikværker

Cervantes' figur har tillige inspireret til musikværker, herunder navnlig operaer af bl.a. Giovanni Paisiello, Niccolò Piccinni, Antonio Salieri, Felix Mendelssohn Bartholdy, Gaetano Donizetti og Manuel de Falla. Balletmusik er komponeret af bl.a. Goffredo Petrassi og Jacques Ibert, og den sidstnævnte har, ligesom Maurice Ravel, skrevet en sangcyklus. Richard Strauss har skildret Don Quixote i et symfonisk digt fra 1897 for bratsch, cello og orkester.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.